Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Beijmo og Rösler efter Andersen-forlængelse: – Han er en fantastisk fyr


| Jonas Roulund |

20-årige Jacob Andersen har netop forlænget sin kontrakt med AGF, og det er noget, der glæder holdkammeraterne og træneren.

– AGF betyder alt, sagde Jacob Andersen, da hans kontraktforlængelse i går blev præsenteret før startfløjt på Ceres Park, og nu kan han tørne ud for klubben til sommeren 2028, hvor den nye aftale udløber.

I går spillede den unge wingback sin kamp nummer 31 for De Hviie, og holdkammeraten, Felix Beijmo, glædede sig efter opgøret over Andersens forlængelse.

– Jeg blev virkelig glad, da jeg hørte, at han havde skrevet under på en ny kontrakt. Jacob Andersen er en fantastisk fyr. Vi har et virkelig godt forhold både på- og udenfor banen. I dag kunne man se, at han kan glide ind på wingbacken, mens jeg falder ned som centerback, og det fungerer godt, fortæller den svenske wingback, som konkurrerer med Andersen om spilletiden. Det er dog en sund konkurrence, fortæller Beijmo.

–  Jeg prøver altid at presse ham. Han er allerede en god spiller, men jeg er sikker på, at han bliver endnu bedre i de kommende sæsoner, fortæller Beijmo, som selv bidrog med et mål og en assist mod Vejle Boldklub.

Jacob Andersen råber.

Det perfekte eksempel

Andersen fik debut for AGF i foråret 2021, men blev allerede hentet til Fredensvang fra samarbejdsklubben Galten FS for mere end 10 år siden. Siden sommeren 2023 har han været en fast del af seniortruppen, og i indeværende sæson er det blevet til indhop i samtlige kampe. Et eksempel til efterfølgelse, ifølge cheftræner, Uwe Rösler.

– Når folk spørger, hvordan talentudvikling skal foregå, så er Andersen det perfekte eksempel. En ung spiller vi rykkede op i seniortruppen sidste år, han fik tid til at udvikle sig, han har vist stor sult og villighed til at spille for AGF, og nu har han vist sit engagement for klubben ved at underskrive en længerevarende kontrakt, fortæller Rösler og uddyber:

– Måden han spiller på er en ægte AGF-måde. Han underholder mig, han underholder fansene, og han lever op til vores værdier, forklarer cheftræneren.

Jacob Andersen driver bolden fremad.
Foto Kronborgfotos

Med en konkurrent som Felix Beijmo på sin position, så kan det ligne, at der er langt til en fast startplads for vores unge Aarhus-talent, men det er bestemt ikke noget problem – nærmere en fordel – at have så stærk konkurrence, mener Rösler.

– Han konkurrerer med Beijmo, som har en fortid i store klubber som Malmö og Werder Bremen, og Andersen gør det super godt. Det handler ikke om at presse folk hurtigt ind. Han får spilletid stort set hver gang, og han er inde i en rigtig god udvikling, siger cheftræneren.

Beijmo har kontrakt til sommeren 2026, mens Andersen altså nu er bundet til klubben frem til sommeren 2028. Fremtiden ser dermed sikker ud i AGF’s højreside.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle