Tobias Bech pandede bolden i nettet med få minutter igen af dagens opgør mod Randers FC og sikrede dermed tre vitale point til AGF. Målscoreren glæder sig over at kunne hjælpe holdet opad i tabellen med sin målfarlighed.
Bech bragede ind på AGF-holdet med en scoring i sin debut, efter at han blev hentet til Aarhus fra Ingolstadt denne sommer.
Siden har der været lidt længere mellem snapsene, men i de seneste to spillerunder har han leveret tre scoringer, hvilket glæder den unge offensivspiller.
– Det var fantastisk at kunne juble foran fansene igen. Vigtigst af alt, så var det godt med en sejr. Jeg synes ikke, jeg har spillet specielt meget bedre eller anderledes end i de andre kampe, men jeg bliver vejet på mål og assists, og på den front får jeg mega meget selvtillid af at score, siger Bech, der scorede til 2-1 i det 85. minut i aftenens opgør.
Lokalopgøret mod Randers var på forhånd spået til at blive et intenst, duelpræget opgør, og det var da heller ikke fordi, det var det smukke spil, der stjal overskrifterne i dag, hvilket også var spillernes egen fornemmelse.
– Det var en meget låst kamp, hvor begge hold havde svært ved at spille sig til store chancer, men vi snakkede om i pausen, at vi bare skulle være tålmodige, for der skulle nok komme chancer, og det gjorde vi jo så til sidst, siger målscoreren.
Dagens sejr bringer AGF op på 20 point i tabellen – to færre end FC Nordsjælland på femtepladsen – og fem mere end Lyngby på syvendepladsen, hvilket er vigtigt i forhold til at sikre den forjættede top seks-placering.
– Vi distancerer os til konkurrenterne, så det ser jo bedre ud, men vi fokuserer ikke så meget på det lige nu. Med det hold vi har, så skal vi bare sørge for at spille vores spil, så skal vi nok komme i top seks, siger Bech og uddyber:
– I dag var en ulækker sejr – en grim sejr – men når vi begynder at vinde den type kampe, hvor vi ikke spiller vanvittigt flot, så kan det jo godt se godt ud i sidste ende, forklarer han.
Med Bechs mange scoringer på det seneste er forskellige kælenavne allerede dukket op på de sociale medier, og Tobias Bech griner, da han præsenteres for eksempler som Bechinho og Beckham.
– Jeg har lige set Beckham-serien, og det synes jeg måske lige er i overkanten at sammenligne mig med, men folk må da gerne kalde mig Beckham, hvis de har lyst, griner den 21-årige Bech, som glæder sig til at komme i kamp igen
– Sejre avler selvtillid. Vi har hele tiden troet på, at vi kunne vinde vores kampe, men den følelse bliver jo bare forstærket, når vi vinder vores kampe. Vi er et fint sted uden at have peaket endnu. Jeg synes, det ser okay ud, og vi er klar til at angribe de næste kampe, siger han.
Næste opgør venter torsdag for AGF i pokalturneringen, hvor Ishøj IF kommer forbi Ceres Park. Herefter skal holdet en tur til Brøndby mandag den 6. november.