Skip to main content



Foto: KSDH.dk

Bag Fjendens Linjer med SIF-fan : – Dem man allerhelst vil slå


| Asger Hyge Eriksen |

Der er et lokalbrag på programmet søndag, når AGF står overfor naboerne fra Silkeborg. Vi har i den forbindelse taget en snak med Silkeborg-fan Jonas Ahlgreen, vært på podcasten Søhøjlandets Stemmer, der giver en update og status på Silkeborg IF forud for søndagens kamp

AGF får søndag eftermiddag klokken 16 besøg af de østjyske naboer på Ceres Park Vejlby  for første gang, når 11. spillerunde skal spilles, inden begge hold kan gå på en landsholdspause.

Silkeborg kommer med gode minder til Ceres Park Vejlby, da de tidligere har spillet en enkelt kamp på stadionet. Sidste sæsons Europa playoff mellem Randers FC og Silkeborg IF blev nemlig spillet på stadionet, da Randers havde revet deres græstæppe op i en kamp, der endte 3-1 og sendte SIF i Europa Conference League-kvalifikationen.

Der er derfor også lagt op til en spændende kamp om 3 point og ikke mindst at komme ind i landsholdspausen med en god følelse.

Svingende sæsonstart

Silkeborg er kommet broget fra start og ligger efter 10 kampe på en aktuel 10. plads med 11 point skrabet sammen. Men hver kamp har sit eget liv og specielt det østjyske lokalopgør har tit givet spændende og nervepirrende kampe. Den svingende sæsonstart er ikke noget, Jonas Ahlgreen er tilfreds med, når man kigger tilbage på, hvad Silkeborg tidligere har opnået de seneste par sæsoner:

– Sæsonstarten har været skuffende, også når man ser på, hvad Silkeborg kommer fra i de seneste sæsoner, hvor der både har været bronzemedaljer, top seks og ikke mindst en pokaltitel. Så at ligge nr. 10 er ikke tilfredsstillende, og spillet har heller ikke været i top. Jeg synes derfor godt, man kan tillade sig at være en smule skuffet over, hvordan det er gået, fortæller han.

Foto: Kronborgfotos

Problemer i midterforsvaret

Silkeborg kan til søndagens kamp glæde sig over, ligesom AGF, at have en karantænefri trup. Dog er der også lidt malurt i bæret hos Silkeborg, fortæller Jonas Ahlgreen. SIF’s to foretrukne midterforsvarer er nemlig ude med skader.

–  Silkeborg mangler deres to bedste midterforsvarer Alexander Busch og Pontus Rödin. Det er ikke som sådan en overraskelse. Pontus har været skadet hele den indeværende sæson, mens Busch har været skadet de seneste par kampe. Silkeborg har denne sæson været svage defensivt, har lukket mål ind i alle kampe denne sæson og har generelt tilladt mange flere chancer, end man normalt har gjort de seneste sæsoner, siger han.

Mikkel Duelund dribler forbi en modstander.
Mikkel Duelund i aktion for AGF mod Silkeborg (Foto: Matti Kronborg)

Tonni og Callum

Selvom Silkeborgs sæsonstart ikke har været som håbet – og samtidig ikke ligger, hvor man selv forventer – har man stadig nogle offensive skyts, man skal holde øje med

Silkeborgs to offensive profiler Tonni Adamsen og Callum McCowatt har i den grad fundet formen og bidraget med sammenlagt 11 mål og to assist. Det er to offensive profiler, man skal holde øje med. Men Jonas Ahlgreen glæder sig også til at have Younes Bakiz tilbage i fulde omdrejninger, efter han har bøvlet med lidt skader i sæsonstarten.

– Jeg forventer, at AGF nok kommer til at holde et ekstra vågent øje på Adamsen og McCowatt. Så man kan da håbe, at det giver noget plads til Bakiz, så han kan score en kasse, siger han.

Silkeborg har i sommeren sagt farvel til Silkeborg-darlingen Pelle Mattson og profilen Anders Klynge, og det er noget, man mærker på Silkeborg-holdet, fortæller Jonas Ahlgreen:

– Vi har mistet de to, der var sæsonens bedste spillere sidste sæson, og det er ikke fordi, de nye spillere som sådan har overbevist. Silkeborg har hentet Leonel Montano på venstrebacken, og jeg har været overrasket over, at han ikke har kunnet slå Andreas Poulsen af på pladsen. Så er der jo Rami El Hajj, som har været en af de mest skuffende signings i nyere tid, men han kan selvfølgelig nå at bevise sit værd endnu. Indtil videre har det dog ikke været specielt succesfuldt. 

AGF fans i Silkeborg
Foto: Hjørringgaard Photo

Dem man allerhelst vil slå

Rivaliseringen mellem de to klubber har stor betydning for begge hold, og det er derfor en vigtig kamp, der skal spilles søndag, når AGF får besøg af naboerne fra Søhøjlandet. Kampen har specielt betydning for Silkeborg-fans, da man ser AGF som en storebror, siger Jonas Ahlgreen

– Det er et storebror-agtigt forhold, man har til AGF som SIF-fan. Det er jo dem, man allerhelst vil slå, og nu er vi heldigvis også lykkedes med det nogle gange. Det er også nogle kampe med fed stemning, og der er stort set altid udsolgt på udebaneafsnittet i Århus. Der er mange Silkeborgensere, som bor i eller omkring Aarhus, så det er et oplagt sted at tage på stadion for at se den klub, man holder med. Det lyder også til, at der kommer mange på søndag, og vi har jo nogle gode minder fra tidligere, lyder det fra Jonas Ahlgreen, der hentyder til kampen i 2019, da der blev slået stadionrekord på Ceres Park, hvor SIF slog AGF med 3-4 efter en hæsblæsende kamp. 

Nicolai Poulsen i kamp mod Silkeborg IF.
Foto: Kronborgfotos

Bud på startopstilling

Når snakken falder på startopstillingen til søndagens kamp, forventer Jonas Ahlgreen, at der kan komme en enkelt kanin op af hatten:

– Jeg tror faktisk, at Villads Westh starter inde på den tremands midtbane. Han er den spiller, af de nye indkøb man har lavet, der har imponeret mig mest, og som jeg ser mest potentiale i. Så jeg tror faktisk godt, han kunne starte, hvis man skulle hive en kanin op af hatten, fortæller han. 

Der bliver derfor gættet på, at startopstillingen bliver følgende

4-3-2-1: Nicolai Larsen – Jens Martin Gammelby, Pedro Ganchas, Robin Østrøm, Andreas Poulsen – Mads Freundlich, Mads Larsen, Villads West – Younes Bakiz, Callum McCowatt – Tonni Adamsen.

Opgøret sparkes i gang søndag klokken 16 på Ceres Park Vejlby.

Læs også: AGF – Silkeborg IF optakt: Kan syv blive til otte mod Silkeborg?

Lyt til Lyden AGF’s optaktsafsnit her:

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle