Skip to main content


Foto: Matti Kronborg

Bag fjendens linjer med Lyngby-fan: – AGF er stor favorit


| Kristian Kristensen |

Søndag eftermiddag gæster Lyngby Ceres Park, hvor AGF vil forsøge at genvinde momentum efter sæsonens andet nederlag i Herning. Lyngby, som er i en svær periode, vil kæmpe for point, og begge hold har brug for en sejr. Vi har kigget nærmere på modstanderen og talt med Bertram om, hvad De Hviie kan forvente af Lyngby.

Sidste gang AGF og Lyngby tørnede sammen, endte det i en målløs 0-0-kamp på Lyngby Stadion. Det blev en taktisk affære præget af mange dueller og et kompakt spil, hvor ingen af holdene formåede at bryde igennem modstanderens defensiv.

Lyngby har haft svært ved at få offensiven til at fungere og er aktuelt det svageste hold i ligaen på den front med blot otte mål i 13 kampe. Holdet står desuden med kun 9 point efter de første 13 runder og har ikke formået at tage en sejr i de seneste seks opgør. Bertram Suldrup Munkstrup er en bekymret Lyngby-fan efter de sidste kampe, og han er meget pessimistisk.

– Vi er i en udfordrende periode med manglende offensiv styrke og flere målløse kampe. Det har vist sig svært at finde en duo i angrebet, der kan score mål. I de seneste fem kampe er det blevet til fire uafgjorte, men uden sejre er det vanskeligt at skabe afstand til bunden, og presset på os vokser. Samtidig begynder både Sønderjyske og AaB at finde deres form, hvilket gør vores situation endnu mere bekymrende, fortæller Lyngby-tilhængeren.

Lyngby indtager ligaens 11. plads, mens AGF er nummer tre, og favoritværdigheden ligger dermed klart på hjemmeholdet søndag eftermiddag.

Manglende mål skaber bekymring

Seneste kamp mod Vejle endte med et 2-0 nederlag, hvilket gav Vejle deres første sejr i sæsonen. Bertram, som Lyngby-fan, har tidligere oplevet, hvordan en første sejr kan skabe momentum for et hold. Set i lyset af Lyngbys nuværende form er det dog svært at finde meget positivt. Fodboldkampe vindes med mål, og uden mål er Lyngby klart blandt de svageste i ligaen.

– Uden en effektiv offensiv er det vanskeligt at finde veje til sejre. Vejles seneste sejr over os kan tænde en gnist, men vi halter efter med kun fire mål i de seneste seks kampe. Det er tydeligt, at vi nu er blandt ligaens svageste hold, og det skaber bekymring for, hvordan vi skal sikre vores overlevelse, fortæller han.

AGF går på banen i Lyngby, d. 22. oktober 2023.
Foto: Matti Kronborg

Det handler om rytme

I den seneste kamp mod AGF blev der spillet mange fysiske dueller, som ødelagde kampen, og det er sandsynligt, at vi vil se et lignende billede på søndag. Bertram kunne sagtens forestille sig en kamp, hvor Lyngby trækker tempo ud af spillet og irriterer AGF.

– Fansene var meget aggressive og hadske over for vores spillere i det seneste opgør, og det var tydeligt, at de ønskede at provokere hinanden. Dette var lidt paradoksalt, især når man tænker på, at AGF har Nicolai Poulsen på holdet. Lyngby-spillerne var også hårde i deres spil, da de nok ville tage tempo ud af kampen. Jeg tager ikke fansenes frustration så tungt, da det er et udtryk for manglende point, fortæller Bertram.

Foto: KSDH.dk

Lyngby-fanen bemærker den imponerende start, AGF har fået.

– Det er svært at sige, om det bliver til en tredje- eller fjerdeplads, men medaljerne synes at være inden for rækkevidde for jer, siger han.

Bertram er til gengæld meget pessimistisk på egne vegne og har meget svært ved at se Lyngby vinde på Ceres Park.

– Jeg forventer, at Lyngbys game plan vil fokusere på at forstyrre rytmen i AGF’s spil. Vi er et nedslået hold, og det er svært at se, hvordan det skulle lykkes os. AGF er klart overlegne på hjemmebane, og jeg tror, de henter tre point. Mit bud er en 2-0 sejr til AGF med mål fra Patrick Mortensen og Tobias Bech. Jeg er dog usikker på, om jeres nederlag i Herning var et setback, men jeg tvivler på det. Ser man objektivt på kampen, er AGF et bedre sted, så de er stor favorit, fortæller Lyngby-tilhængeren.

Nøglespillere kan gøre forskellen

Lyngby-fanen forsøger alligevel at se positivt på weekendens opgør og nævner nogle af de spillere fra Lyngby, der har præsteret godt. Hvis alle tre spillere rammer en god dag, kan Lyngby muligvis have en chance for at gøre en forskel i kampen.

– Frederik Gytkjær er vigtig i duellerne, god defensivt og vinder mange andenbolde. Han er ikke en stor målscorer, men altid med i målene og arbejder hårdt på banen. Klassen har været en god erstatning for Finnson, der var en profil. Klassen bidrager med både mål og assists og ligner en fin løsning. Jannich Storch har grebet chancen som førstemålmand; han har reddet straffespark og lavet mange redninger. Han har reddet Lyngby i mange kampe og er grunden til, at der ikke er lukket så mange mål, fortæller Bertram.

Lyngby og AGF har haft flere fælles spillere i de seneste år, såsom Patrick Mortensen, Casper Højer og Bror Blume. David Nielsen kom tilbage som træner for Lyngby i foråret og sikrede holdet endnu en sæson i Superligaen. Denne deling af spillere og personale har bidraget til, at fanforholdet mellem De Hviie og Lyngby er godt, mener Bertram.

– Jeg har et svagt punkt for flere AGF-spillere. Patrick Mortensen har haft nogle gode år i Lyngby, så ham kan jeg godt lide. David Nielsen har også en fortid i AGF, og ham har jeg også et svagt punkt for. Nogle af de nuværende og tidligere AGF-spillere som Jesper Hansen, Alexander Munksgaard, Bror Blume og Casper Højer var en del af Lyngbys bronzesæson i 16/17. Der er en fælles historie med mange spillere, der har spillet i begge klubber, og derfor ser jeg ikke dem som rivaler. Lyngby har ikke meget med AGF at gøre, siger Lyngby-tilhængeren.

Tobias Bech, Mads Emil Madsen og Patrick Mortensen jubler.
Foto: Matti Kronborg

Bud på startopstillingen

Lyngby-fanen ser gerne nogle ændringer efter nederlaget mod Vejle. Han mener, at nogle af de mere erfarne spillere burde få en chance. Pascal Gregor og Marcel Rømer kunne sagtens starte inde på grund af deres rutine.

– Det bliver vigtigt at få kampen på vores præmisser, og vi kan forvente noget, der ligner det seneste opgør. Vi skal undgå at blive for trynet på midtbanen, så det er vigtigt at få styr på den del af spillet. Marcel Rømer kunne starte på grund af sin rutine og evnen til at skabe kontrol. Det var netop på midtbanen, at vi tabte mod Vejle, så vi har brug for en mere erfaren midtbane. De rutinerede spillere kan gøre en forskel.

5-3-2: Storch –Klassen, Lissens, Jensen, Gregor, Kumado – Dani, Sandgrav, Magnusson – Amon, Gytkjær.

Opgøret starter klokken 16:00 søndag den 3. november.

Du kan læse optakt til AGF – LBK her.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle