AGF – Lyngby BK optakt: Tid til at slå tilbage
AGF skal tilbage på sejrskurs, efter man i seneste runde tabte ude mod FC Midtjylland. Det sker den 3. november, hvor Lyngby BK kommer på besøg til Studiernes Tribunefest på Ceres Park.
Kampfakta: AGF vs. Lyngby BK
Spilletidspunkt: Søndag den 3. november klokken 16:00.
Spillested: Ceres Park, Stadion Allé 70, 8000 Aarhus C.
Dommer: Jacob Karlsen (Linjedommere: Daniel R. Krogstrup og Daniel Cortzen).
VAR dommer: Michael Tykgaard (AVAR: Kasper Madsen).
Følg kampen her: TV2 Sport X samt TV2 Play.
Hashtags: #agflbk #sldk #ultratwitteragf #ksdh
3000 studerende tager plads på D-tribunen til Studiernes Tribunefest, men i den modsatte ende bliver der noget mere stille, da Stemningsafsnittet er lukket til weekendens vigtige kamp mod de kongeblå sjællændere efter kendelsen fra Fodboldens Disciplinærinstans, som kom på baggrund af seneste hjemmekamps krudtafbrænding i pausen. Det skal dog ikke hindre en god dag i Skoven, hvor ligaens 3. plads møder 11. pladsen til kamp om point til den efterhånden ganske store samling.
Indbyrdes kampe
AGF har overtaget, når det kommer til at besejre Lyngby BK. AGF har nemlig ikke tabt i de seneste otte indbyrdes opgør, hvor det er blevet til seks sejre og to uafgjorte. Samlet set er det da også AGF, der trækker sig mest sejrrigt ud. Ud af 58 indbyrdes Superligaopgør er det blevet til 25 AGF-sejre, mens 16 er endt i pointdeling og 17 med en Lyngby-sejr.
Senest Lyngby BK besøgte Aarhus og Ceres Park, var det Patrick Mortensen, der sikrede sejren med kampens eneste scoring tidligt i første halvleg.
På Ceres Park er det ikke lykkedes Lyngby at vinde siden den 16. oktober 2017. Her vandt de kongeblå 2-0 med hjælp fra et rødt kort til AGF’s Dino Mikanovic.
I klubbernes seneste indbyrdes opgør var der dog ikke meget at glæde sig over for AGF. Selvom De Hviie sad på det meste af spillet, lykkedes det aldrig AGF’erne at få bolden i mål. Det samme gjaldt for Lyngby, der dog aldrig blev farlige, og kampen endte 0-0.
Der er i gennemsnit scoret 2,5 mål per kamp i de indbyrdes opgør, så 0-0 burde ikke gentage sig søndag eftermiddag, hvis man skal tro statistikkerne. Kun seks ud af de 58 kampe mellem mandskaberne er endt uden scoringer gennem tiden.
Status på AGF
Efter ti kampe uden nederlag måtte AGF se sig besejret med 0-2 til FC Midtjylland i seneste runde af Superligaen. På trods af dette indtager AGF fortsat Superligaens tredjeplads med 26 point i 13 kampe, og De Hviie kan fortsat bryste sig af at have ligaenes stærkeste defensiv. Samtidig er holdet sammen med Viborg og FCM de mest scorende mandskaber med 26 mål.
Alt tegner dermed godt og favorabelt forud for weekendens opgør, hvor man SKAL have tre point, hvis man vil gøre alvor af ambitionerne om at blande sig i medaljekampen.
Michael Akoto er igen til rådighed for Uwe Rösler efter sin hjernerystelse, mens Poulsen, Jensen-Abbew og Beijmo er tilbage fra karantæner. Derudover kan Dalsgaard igen forvente at starte inde, mens Tobias Mølgaard godt nok træner med, men han skal nok vente til midtugens pokalkamp med at få spilletid for at sikre, at han kommer stille og roligt i gang igen.
Alt i alt ser der konkurrencedygtigt ud – især efter Kristian Arnstads fine præstation som sekser mod FCM og Duelunds gode indhop. Poulsen kan nu ikke længere vide sig sikker på sin plads, som det ellers har været tilfældet de seneste mange sæsoner.
Mens midtbanekonkurrencen er skarp, så er situationen lidt anderledes på toppen, hvor hverken Badji eller Gyamfi desværre har kunnet presse Bech og Mortensen for alvor endnu. De to topscorere sidder derfor stadig sikkert på posten som dem, der skal levere målene i feltet.
Mod FCM var spillet på midten godt, men man manglede slutprodukt, og det er netop, hvad fokus har været på træningsbanen i denne uge – udfordr din modstander, sæt din mand, lav et indlæg eller scor. Dermed må vi forvente at få bedre output fra Links og Beijmo på de to wingbacks, mens midtbanen skal forsøge at nørkle sig igennem Lyngbys organisation med de vanlige vævre kombinationer, som Madsen og Anderson gerne skal være garant for.
Status på Lyngby BK
Lyngby BK har taget plads i bunden af tabellen, hvor det kun er Vejle Boldklub, der har færre point end de kongeblå. Efter fire uafgjorte i streg måtte Lyngby BK så ovenikøbet se sig slået af vejlenserne, der tog en vigtig 2-0 sejr i Nørreskoven forleden.
Selvom Lyngby BK ligger og roder i bunden af tabellen, skal de ikke undervurderes. De seneste syv SL-kampe har kun budt på to nederlag, mens det er blevet til fire uafgjorte og kun en enkelt sejr. Efter 13 Superligarunder har de kongeblå kun indkasseret 16 mål imod sig. Det er blot tre flere end AGF, der stadig har Superligaens bedste forsvar. Det er altså et mandskab, der er gode til at forsvare sig, og svære at bryde igennem. I den anden ende af banen står det dog knap så godt til for de kongeblå. Lyngby BK er både det hold, der har skabt færrest store chancer, og er også det hold der har scoret færrest mål.
Begge dele fik vi en smag på sidst, vi var i Lyngby, hvor ingen af holdene fik sparket bolden i mål, og kampen sluttede 0-0.
Dem skal vi holde øje med:
AGF: Hvis AGF skal have tre point på hjemmebane mod Lyngby BK, skal de offensive kræfter ramme en god dag. Et velorganiseret Lyngby-forsvar er ikke sådan til at komme igennem. AGF er dog stadig det mest scorende hold i Superligaen, og hvis Patrick Mortensen udviser samme skarphed, som han har gjort indtil nu, skal der bare et enkelt præcist indlæg til for en scoring. Dermed er det topscoren samt de to wingbacks, som får en nøglerolle mod de defensivt indstillede gæster.
Lyngby BK: Jannich Storch har vist sig guld værd for Lyngby BK. Målmanden kan tilskrives en stor del af æren for, at holdet kun har lukket 16 mål ind i 13 kampe, og der skal både præcision og god sparketeknik til for at passere den 189 centimeter høje målmand.
Karantæner og skader
Skader:
AGF: Kevin Yacob og Leopold Wahlstedt.
Lyngby BK: Rezan Corlu, Tobias Storm, Jonas Krumrey, Peter Langhoff.
Karantæner:
AGF: Ingen (Karantænefare: Mikael Anderson).
Lyngby BK: Ingen.
Bud på startopstillinger:
AGF (3-5-2): Hansen – Kahl, Tingager, Dalsgaard – Links, Anderson, Poulsen, Madsen, Beijmo – Bech, Mortensen.
Lyngby BK (3-4-3): Storch – Lissens, Jensen, Rolland – Klassen, Dani, Sandgrav, Kumado – Opoku, Gytkjær, Magnusson.
Flere AGF Nyheder
-
Rösler før Lyngby: – Det er en stor kamp for os
-
Eric Kahl før Lyngby: – Vi fokuserer på nuet
-
AGF – Lyngby BK optakt: Tid til at slå tilbage
-
Erics flotte forvandling: Fra knægt til karl
-
Blog: Hvad kan vi tage med fra det tunge nederlag i Herning?
-
Studierne indtager Ceres Park: 3000 unge klar til tribunefest
-
AGF straffes med stor bøde og tilskuerstraf
-
Mølgaard er klar til comeback: – Har arbejdet meget med det mentale
-
Lyden AGF: Et hak i tuden for AGF’s mesterskabsdrømme
-
Video: Se AGF’s nye High Performance Center