Skip to main content


Foto: Matti Kronborg

Bag Fjendens Linjer med FCN-fan: – På gode dage er I nærmest uovervindelige


| Jonas Roulund |

AGF møder søndag eftermiddag FC Nordsjælland i Mesterskabsslutspillets første runde, og her kan du blive klogere på Farum-drengene og fansenes fodhold til De Hviie, når FCN-tilhængeren, Rasmus Thunberg giver indsigt i, hvad der rører sig bag fjendens linjer.

Både FCN og AGF kommer ind til Mesterskabsslutspillet på en lidt svingende note.

Begge mandskaber rundede nemlig grundspillet af med at tabe til et bundhold. FCN med 1-0 til Lyngby. AGF med 3-2 til Vejle.

Nu mødes mandskaberne så i top seks, hvor vigtige point står på spil. Kun et enkelt point skiller holdene, der også skal bokse med Randers og Brøndby i forhåbningerne om at sikre sig bronzemedaljer i indeværende sæson.

FCK ligger nummer to fem point foran AGF, og FCM er stukket af med ni point mere end De Hviie.

Det er da også tredjepladsen, som i første omgang har FC Nordsjællands interesse, fortæller Farum-manden, Rasmus Thunberg, som har fulgt holdet siden etableringen i 2003.

– Efter Lyngby var vi egentlig bare glade for at være i top seks, men det stopper jo ikke der. Alle point er vigtige, og man starter jo ikke forfra, så vi kunne jo godt have brugt en sejr. Vores cheftræner har meldt ud, at vi skal satse på medaljer, og vi kommer til at gå efter det. Der er heller ikke andet at fokusere på, så det er bare fuld skrald fra start. Der er ingen undskyldninger, siger Thunberg.

Rasmus Thunberg, FCN fan.
Medlem af FC Nordsjællands fangruppe Wild Tigers, Rasmus Thunberg (Foto: Privat)

Han er en del af fanklubben Wild Tigers, men søndag når han ikke med til Aarhus, selvom han gerne havde oplevet det midlertidige stadion i Vejlby. Dog skal kampen ses fra TV, og han griner lidt ved tanken om de mange overskrifter om stadionprojektet i Kongelunden.

– Vi har jo også erfaring med en borgmester, der kørte en del ting bag lukkede døre, og vi vandt da et mesterskab efterfølgende, så det kan I jo håbe på også sker i Aarhus!

Det nye stadion i Kongelunden set fra tilskuerpladserne.
Foto: Kongelunden.dk

Positive takter i Farum

Selvom FCN blot har skrabet 10 point sammen på udebane i denne sæson, så er Rasmus Thunberg generelt godt tilfreds med holdets udvikling, og der er stor tro på, at man kan kæmpe med om de sjove pladser.

– Jeg stod på stadion i Lyngby, hvor vi brændte den ene store chance efter den anden, så det var ikke fordi, spillet haltede. Der er ikke noget i vejen for, at vi kan gå efter en tredje-fjerdeplads med den nuværende trup, siger FCN-tilhængeren, som skal forholde sig til, at de rutinerede Kian Hansen og Erik Marxen er skadet, mens Sindre Walle Egeli har karantæne til opgøret mod AGF.

Det mener Thunberg dog ikke bør få indflydelse på kampbilledet søndag eftermiddag.

– Vi har jo været gode til at køre unge mennesker i stilling, så Salquist erstatter Kian, og vi har generelt et ret stærkt forsvar pt. Det er dejligt at se 18-årige Noah Markmann træde i karakter på samme måde som Lucas Høgsberg har gjort det. I offensiven er vi godt dækket ind med Nygren, Wikheim og Iloski, fortæller FCN-fanen.

FCN har ligaens fjerdeyngste gennemsnitsalder i startopstillingerne i denne sæson, mens AGF har den ældste gennemsnitsalder.

Topscoreren for gæsterne er 23-årige Benjamin Nygren, der har nettet ni gange og lavet tre assists.

Felix Beijmo svinger højreskøjten for AGF mod FC Nordsjælland d. 31. august 2024.
Foto: Matti Kronborg

AGF som humørhold

De Hviie har haft sine ups and downs i indeværende sæson. Efter en bragende begyndelse, satte metaltrætheden ind i efteråret, og vinterpausen kom ganske tiltrængt.

2025 begyndte så også med storsejre over Sønderjyske og AaB, men de seneste tre kampe har blot budt på to point, og FCN-tilhængeren mener da også, at AGF er et temmelig svingende hold at følge.

– På gode dage er I nærmest uovervindelige. Hvis alt spiller, så er der ikke noget at komme efter. Men hvis der er en smule uro, så er der ingen mellemting. Enten er i uovervindelige, ellers er I i den grad til at tale med. På den måde vil jeg kalde jer lidt af et humørhold. Lige nu synes jeg, begge hold har været lidt svingende, så jeg er ikke bange for at møde AGF. Hellere det end en udekamp i Herning, siger Rasmus Thunberg.

Gift Links gestikulerer med højrehånd, mens han med publikums øjne hvilende på sig udfordrer en FC Nordsjælland-spiller på Ceres Park.
Foto: Matti Kronborg

Han håber især, at Jens Olsens tropper kan dæmme op for ligatopscoreren, når der fløjtes op på Ceres Park Vejlby.

– Der er en pandebrask i vores forsvarsfelt, som er modbydeligt farlig. Patrick Mortensen. Han er livsfarlig. Og så er Tingager jo en fed spiller. Han ville også passe godt ind hos FCN, siger Farum-manden som omvendt har et horn i siden på Nicolai Poulsen.

– Poulsen er effektiv og dygtig, men han er en usympatisk fodboldspiller. Sådan havde jeg det også med Mathias Zanka og Peter Møller. Det bliver for grisset og ufint.

Nicolai Poulsen med en bister mine.
Foto: Matti Kronborg

Nu venter det 62. Superligaopgør mellem AGF og FCN, og i Farum håber man selvsagt på en sejr til gæsterne. Målgennemsnittet i de indbyrdes kampe er tre mål per kamp, og det er en tendens, der fortsætter søndag, mener Thunberg.

– Jeg tror der er fuld smadder på fra start. Den kommer ikke til at blive uden scoringer for begge hold vil gerne have noget med, og jeg tror, at begge hold scorer. Mit bud på et resultat er 1-2 til FCN.

Lad ham blot blive i troen.

Mikael Anderson sender et indlæg ind i feltet for AGF.
Foto: Matti Kronborg

Bud på startopstilling

Rasmus Thunberg håber ikke, at Egelis karantæne samt skaderne til Kian Hansen og Erik Marxen får afgørende betydning for de rødblusede og regner med følgende startellever:

4-3-3: A. Hansen – Markmann, Høgsberg, Salquist, Ankersen – Dorgeles, Brink, Yirenkyi – Wikheim, Iloski, Nygren.

– Jeg tror ikke, karantænen får den store betydning. Iloski er en fin fodboldspiller, og det er fint, at han får chancen. Egeli kan også være meget svingende. Jeg synes, vi er stærkt besat alle steder.

Læs også: AGF – FC Nordsjælland optakt: Mesterskabsslutspillet indledes med en sekspointskamp

Opgøret mod FC Nordsjælland fløjtes i gang på Ceres Park Vejlby søndag den 30. marts klokken 16:00.

Lyt til Lyden AGF’s optaktsafsnit her:

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle