
Bag fjendens linjer med Brøndby-fan: – Chokket sidder stadig i os
Mandag aften gælder det igen, når Brøndby gæster Ceres Park til endnu et brag af en kamp i Superligaen. AGF kæmper for at fastholde momentum, mens Brøndby arbejder på at finde stabiliteten efter en svingende start på sæsonen. Vi har igen bevæget os bag fjendens linjer, hvor BIF-fan Louise Stisen sætter ord på, hvilke forventninger hun har til mandagens kamp.
Mandag aften tørner AGF og Brøndby sammen i endnu et intenst Superligaopgør på Ceres Park, hvor to af Danmarks mest traditionsrige klubber mødes. Sidst de to klubber mødte hinanden foregik det på Vestegnen med resultatet 1-0 i AGF’s favør tilbage i august.
For at få indblik i Brøndbys optakt og forventninger til kampen, har vi talt med Louise Stisen, som er passioneret Brøndby-fan.
Med dybe rødder i klubben deler hun sine tanker om holdets styrker, svagheder og hvordan hun ser på AGF som modstander.
Fra chok til håb om en lille sejr
26-årige Louise er vokset op 800 meter fra Brøndby Stadion og har selv spillet for deres ungdomshold i en årrække. For Louise, der har fulgt Brøndby hele sit liv, er minderne fra det sidste opgør stadig dugfriske i erindringen.
– Sidste gang de spillede mod hinanden, tog AGF sejren på vores hjemmebane, men de tog også mesterskabet fra os i sidste sæson. Chokket sidder stadig i os, siger Louise.
Ikke nok med at De Hviie sikrede sig en sejr på Brøndbys eget græs tilbage i august, så er der ikke et nederlag at finde for AGF mod Brøndby i ligaen siden september 2023. Louise er dog stadig forsigtigt optimistisk omkring mandagens kamp.
– AGF er startet godt i denne sæson, så der er lidt frygt for, at de kan blive svære at bryde ned. Men Brøndby har også stabiliseret sig mere på det seneste, og jeg tror på, at vi denne gang kan hive en lille sejr hjem.
AGF fastholder i øjeblikket tredjepladsen i ligaen, hvor Brøndby ligger på en sjetteplads. Der er lagt op til et spændende opgør mellem de to klubber, da Brøndby står klar til at kæmpe for at finde balancen igen efter en blandet start på sæsonen.
Målfarlige angribere på begge sider af banen
Louise forudser, at kampen mellem AGF og Brøndby bliver præget af intensitet og drama, hvilket ofte er tilfældet, når de to klubber mødes.
– Det er to store klubber, og det kan man mærke i luften, hver gang de spiller mod hinanden. De kan på en måde godt lide at gøre lidt ondt på hinanden, og jeg forventer en fysisk hård kamp, fortæller Louise.
Både Brøndby og AGF er godt kørende, hvad angår farlige offensive profiler. Brøndbys Mathias Kvistgaarden har allerede nettet seks gange i denne sæson, hvilket placerer ham side om side med AGF’s Patrick Mortensen og Tobias Bech, som også har scoret seks mål hver. Med angribere i så god form på begge hold kan der forventes mål og spænding i opgøret, hvor enhver chance kan blive udslagsgivende.
– Jeg frygter helt klart AGF’s dødbolde, indrømmer Louise.
– De er virkelig stærke på hovedstød, og især Patrick Mortensen har flere gange vist, at han er en farlig hovedstødsspiller. De har scoret mange gange mod os på den måde, så det er helt klart noget, vi skal være opmærksomme på, fortæller Brøndby-tilhængeren.
Kan nye forstærkninger gøre forskellen?
Når det kommer til Brøndbys styrker, er Louise ikke i tvivl om, hvad der har været nøglen til deres succes denne sæson:
– Angrebsspillet har været vores største styrke indtil videre. Vi er gode til at presse højt og holde modstanderen på deres banehalvdel. Selv når vi kommer bagud, bliver vi ved med at presse og få skabt chancer, forklarer hun.
Der forventes højt pres og aggressivt angrebsspil, som Louise anser som holdets største styrke. Hun mener dog samtidig, at individuelle præstationer også kan blive afgørende i kampen mod AGF, og ifølge Louise vil særligt to spillere skille sig ud.
– Rajovic, vores nye angriber, har allerede gjort et stort indtryk. Selvom han er ny i truppen, har han hurtigt tilkæmpet sig en plads på startopstillingen og scoret flere mål. Han kan virkelig spille en afgørende rolle mod AGF.
– Spierings er også en utrolig dygtig teknisk spiller, og han har et godt overblik over både det offensive og defensive spil. Han er virkelig en solid forstærkning, og jeg tror, han godt kunne blive en god nøglespiller i denne kamp.
Bud på startopstilling
Brøndby har i de seneste kampe fundet en mere stabil opstilling, og Louise forventer, at cheftræneren vil holde fast i det, der fungerede mod FC Midtjylland.
Ifølge Louise er der dog en interessant detalje, om hvorvidt Daniel Wass starter inde eller ej.
– Der var meget snak om, at Wass ikke startede mod Midtjylland, men da han kom ind, gjorde han det godt. Jeg tror, han starter inde denne gang i stedet for Radosevic. Ellers bliver opstillingen nok ret lig den, vi så sidst, men måske med Divkovic på højrefløjen.
3-4-2-1: Pentz – Vanlerberghe, Alves, Rasmussen – Sebulonsen, Wass, Spierings, Divkovic – Suzuki, Vallys – Rajovic.
Mandag aften vil det blive afgjort, om Brøndby kan få revanche for sidste møde, eller om AGF kan få den sejr, de har kæmpet for siden august.
Uanset hvad kan vi forvente en kamp fyldt med intensitet og masser af gang i den på lægterne,
Opgøret starter klokken 19:00 mandag den 21. oktober.
Flere AGF Nyheder
-
Fremtiden er hvid og blå på trods af U19 nederlag
-
Panenka bliver en del af KSDH.dk’s Partnerklub: Et stærkt match med AGF i hjertet
-
Reportage: Endnu en tur på stadion, der sled på fansenes tålmodighed
-
AGF – Randers FC: Spillerpræstationer og kampens spiller
-
AGF tangerer bizar Superliga-rekord: Fem kampe i træk med samme resultat
-
Anderson: – Vi gør alt, hvad vi kan for at vende situationen og spille for trøjen
-
AGF laver rørende surprise for Gift Links: Forældrene på visit fra Sydafrika
-
Patrick Mortensen: – Det er under vores niveau
-
AGF – Randers FC: Væmmelige vanskeligheder i Vejlby
-
AGF-truppen mod RFC: Rösler har været nødsaget til ændringer på grund af karantæne og skader