Skip to main content


AGF fans på et tætpakket udebaneafsnit i Herning.

Bag Fjendens Linjer: Det gør fandme ondt, når man møder AGF



I morgen mødes AGF og FC Midtjylland til en kamp, der sikkert bliver præget af hårde nærkampe og masser af fight. Vi har taget en snak med FCM-tilhængeren, Patrick Arff, for at blive klogere på morgendagens modstander.

Patrick Arff, der er én af stemmerne i FC Midtjylland-podcasten Sort Snak, sætter ord på FC Midtjyllands forhold til AGF.

— Jeg vil hellere slå FC København, Viborg og AaB, end jeg vil slå AGF. FC København og Viborg giver nok lidt sig selv, mens AaB handler om dengang, vi smed mesterskabet i 2014 og gav dem det nemmeste mesterskab i mands minde. Derudover har jeg flere gange oplevet, at AaB’s fans har lavet en del ting, der har været uacceptable, bl.a. noget om, at de mente, at Dalsgaard skulle dø. Det har været for lavt niveau. Men efter de tre, så kommer Brøndby og AGF, siger Arff.

Patrick Arrf. Én af stemmerne i FC Midtjylland-podcasten Sort Snak.

AGF minder om FCM

At AGF minder om FC Midtjylland, vil nok skære lidt i ørerne hos de fleste med præferencer for De Hviie, men det er altså, hvad Patrick ser, når han kigger på AGF.

— Jeg synes jo, at man ser AGF gøre en masse af de ting, der har fungeret hos FC Midtjylland. Man investerer en masse i infrastrukturen og de små procenter i hverdagen, fortæller han.

Også på banen ser FCM-tilhængeren ligheder med, hvordan Ulvene har gjort tingene, de sidste mange år.

— Det, jeg frygter hos AGF, er det som FC Midtjylland også har stået for i en længere periode. Det er power og dynamik. Det gør fandme ondt, når man møder AGF, siger podcastværten.

Mats Knoester modtager bolden foran Oliver Sørensen fra FC Midtjylland.
Foto: Matti Kronborg

Træningskampene har været under niveau

I FC Midtjyllands træningskampe blev det til to sejre over FC Fredericia og BK Häcken, men også til tre nederlag mod AaB, Molde FK og Frederikstad. Generelt har niveauet til træningskampene ikke været acceptabelt.

— Træningskampene har været af ringe kvalitet med meget forskellige sammensatte hold. Både individuelt og kollektivt har det været under det niveau, jeg forventer, men også det niveaum jeg tror de forventer internt, fortæller midtjyden, som er en anelse utilfreds med det netop overståede transfervindue.

— Vinterens vindue har været som forventet, men ikke som håbet. Jeg ville gerne have haft en ny målmand og måske også en ny 8’er. Jeg synes, at vi mangler én, når Kristoffer Olsson ikke er med. Der mangler én, der kan sætte spillet og have tredjesidste fod på ved målene, forklarer han.

Hvem spiller højre back i morgen?

Grundet en langtidsskade til Joel Andersson, en karantæne til Adam Gabriel og en skade, der sandsynligvis holder Henrik Dalsgaard væk fra banen, så står FCM uden en højre back til kampen på Ceres Park.

Mit bud er, at man sætter Lee Han-beom ind. Han fik sin debut som højre back i Hvidovre, hvor han spillede cirka et kvarter. Han er egentlig midterforsvar, men er dygtig i indlægsspillet. Men det er cirka 50/50 om det bliver Lee eller Victor Bak, fortæller Arff.

Patricks bud på FC Midtjyllands startopstilling:

Lössl — Lee, Ingason, Bech, Paulinho — Sørensen, Rømer, Olsson, Simsir — Brynhildsen, Cho.

Grundet ombygningen på Ceres Park vil der kun være plads til cirka 16000 i morgen, hvor der endnu ikke er meldt udsolgt. Jacob Nielsen sagde fredag aften, at de regner med cirka 13000-14000 tilskuere.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle