
Andersen har fokus på output: – Det handler om at slippe håndbremsen
Jacob Andersen lagde godt fra land i 2025, da han både scorede og lagde op til mål i årets første kamp, da AGF mødte OB i en tester forleden. Nu ser den unge wingback frem til resten af opstartsprogrammet, hvor han har et klart fokuspunkt for egen udvikling.
Galten-drengen Jacob Andersen runder 21 år den 26. januar, og i AGF nærmer han sig sit 50-kamps jubilæum. Wingbacken har lagt op til fire mål i sin seniorkarriere, men netop den offensive del, vil han gerne lægge mere på – og det startede da ganske udmærket, da OB gæstede Fredensvang forleden.
Her blev det både til en scoring og en assist i testkampen på Bane 4, hvilket glæder den arbejdssomme unge mand.
– Det betyder da noget. Det giver noget selvtillid frem mod sæsonen, og jeg fik lavet en god assist til et fint mål, så det er selvfølgelig dejligt at kunne bidrage med det og få lagt det på mit offensive spil. Det har jeg arbejdet en del på, fortæller han.
– Det var en god kamp, hvor vi får spillet vores spil og løbet nogle gode meter. Fokus var også at få skabt nogle relationer og få noget slutprodukt på. Generelt har vi fået lagt på her i den første uge, og jeg er kommet godt igennem, siger Andersen, der nu er rejst afsted til Estepona i Spanien, hvor holdet er på træningslejr frem til den 2. februar.

Specialtræning for øget output
Som wingback i AGF skal der både arbejdes hårdt, løbes mange meter og tackles igennem, men man skal også bidrage offensivt. Den del har måske haltet lidt hos AGF-talentet, som fik sin officielle debut som 17-årig tilbage i 2021. For mens den direkte konkurrent til pladsen på højre wingback, Felix Beijmo, har leveret seks mål og 10 assists i sin tid i Aarhus, så er tallene noget mindre prangende hos Andersen. Det skal der ændres på, fortæller han.
– Jeg skal lægge på, når vi har bolden og spillet fremad banen. Jeg har ret godt styr på det defensive, siger Andersen.
– Jeg har trænet en del med Rob Kelly og set en del video for at se på, hvad jeg skal gøre i de forskellige situationer. Det er i forhold til at løbe dybt og finde de rette positioner, når vi er på modstandernes banehalvdel. Det handler også om at slippe håndbremsen og ikke være så bange for, hvad der er bag en, fortæller Jacob Andersen, som håber, at 2025 bliver det store gennembrudsår for ham.
– Jeg håber selvfølgelig at kunne bidrage endnu mere i 2025. At få mere spilletid og at kunne lave det første mål i Superligaen, det er noget, jeg stræber efter, fortæller Jacob Andersen.

De første tegn på en mere offensivt bidragende Andersen så vi allerede i årets første testkamp, og næste gang han får chancen for at vise sig frem i kamp, er når AGF møder Pardubice tirsdag den 21. januar klokken 15.
Flere AGF Nyheder
-
Medie: AGF forhandler med Jakob Poulsen
-
AGF lancerer børneklub: Et nyt fællesskab for børn under 15 år
-
Hoff Thorup afviser at have været i Aarhus
-
Hoff Thorup spottet med CV i Aarhus – Har han øjnene rettet mod cheftrænerjobbet?
-
Stadionbyggeriet yderligere forsinket
-
U17 taber stort til AaB – U15 spiller uafgjort og jagter sølv i sidste runde
-
Ny AGF-dokumentar på vej: Genoplev succesen fra 1986
-
AGF møder FC Skanderborgs Jyllandsserie-hold i showkamp
-
Blog: Hvad bør være CV’s topprioritet på transfermarkedet?
-
Duelund rygtes til Vejle Boldklub