Analyse af sæsonstarten: Er AGF virkelig så gode?

De Hviie topper 3F Superligaen efter de første 11 spillerunder. Er det rent held, eller er De Hviie bare de bedste? Vi ser nærmere på første halvdel af sæsonen. 

– I år er vores år!

Det er en sætning, man som AGF-fan efterhånden har hørt et par gange. Bare sidste år toppede man Superligaen efter 15 spillerunder, og vi ved alle, hvordan det endte…

Men igen spilles der god fodbold i Danmarks næststørste by, og spørgsmålet byder sig på ny: Er det virkelig AGF’s år? Lad os kigge nærmere på det ud fra historik og data.

Uwes sæsonstart spøger

Sammenligner man den forrige sæson med den nuværende, tegner der sig et nogenlunde ens billede. Efter 11 spillerunder lå AGF på tredjepladsen med 20 point. I år topper de til gengæld Superligaen med 26 point. Ligesom i denne sæson havde AGF kun tabt én kamp efter 11 runder sidste år. Den største forskel finder man i antallet af uafgjorte kampe — dengang spillede De Hviie hele fem uafgjorte, hvoraf fire kom i træk fra runde 7 til 11.

Ser man på målscoreren, var AGF faktisk en smule bedre sidste år. Dengang lød tallene på +14 (25-11), mens man i år står med +13 (23-10). Det er måske ikke ligefrem opløftende læsning set med hviie briller.

Til gengæld er der ét område, hvor AGF tydeligt har rykket sig: udebanekampene. I denne sæson har Mortensen og co. været markant stærkere på fremmed græs. Af fem udekampe er det blevet til fire sejre og én uafgjort. Til sammenligning bød de første fem udekampe sidste år på to sejre, to uafgjorte og et nederlag. Faktisk har AGF allerede nu, efter blot fem udekampe, hentet lige så mange point på udebane, som de gjorde gennem hele sidste sæson – dengang fordelt på 16 kampe.

En dårlig start blev vendt

Jakob Poulsens mandskab fik en skuffende start på Superliga-sæsonen med 1-1 ude mod SønderjyskE i Haderslev. Det til trods for, at AGF allerede kom foran efter blot ét minut. Den nye cheftræner valgte at give unge Emmery og Jensen-Abbew chancen fra start, men forsøget bar ikke frugt. Allerede i den efterfølgende kamp vendte han tilbage til den mere rutinerede stamme.

På eget græs fulgte et bittert nederlag til rivalerne fra Randers — en kamp, der ellers bød på et af de få lyspunkter, nemlig begyndelsen på en mere offensiv og fremskudt rolle til Arnstad. Men efter endnu engang at have smidt en føring og tabt, ventede en svær opgave mod FC Midtjylland, som i runden forinden havde knust SønderjyskE med hele 6-2.

Opgøret mod ulvene startede jævnbyrdigt, men et tidligt rødt kort til gæsterne ændrede kampbilledet markant. Derfra stod den på total hvid dominans, men AGF formåede ikke at få bolden i nettet og måtte nøjes med 0-0.

Med blot to point på kontoen ventede en vanskelig udekamp i Parken – et opgør, hvor de færreste AGF-fans for alvor turde håbe på point. Spillet var ikke prangende, men aarhusianerne viste glimt af den vildskab og disciplin, der blev kendetegnende under Uwe Rösler. Og mod alle odds endte De Hviie med at rejse hjem fra hovedstaden med en stærk 2-3 sejr. Særligt Jesper Hansen og Tobias Bech leverede præstationer i absolut topklasse.

Derfra tog medvinden for alvor fart. Triumfen i Parken blev startskuddet på et bemærkelsesværdigt kapitel i klubbens nyere historie – begyndelsen på en sejrsstime, der nu tæller otte kampe i træk. I løbet af de otte sejre har AGF kun været bagud én eneste gang – i Farum, traditionelt et vanskeligt sted for aarhusianerne.

Her bragte Alexander Lind hjemmeholdet foran i det 78. minut, men AGF vendte kampen fuldstændig på hovedet og vandt 1-2 på kunstgræsset. Med den præstation har De Hviie nu indtaget førstepladsen i Superligaen – og bliver der mindst én runde mere. Fem runder i træk som tophold er faktisk det længste sammenhængende ophold på førstepladsen siden sæsonen 1995/96.

Sprudlende profiler og taktisk fleksibilitet har været nøglen

De Hviie spiller virkelig flot fodbold, og det er klart, at man ligger kun nummer ét, hvis man er et godt mandskab. Men alligevel er der få, der skiller sig ud fra mængden, hvilket er vigtigt for Jakob Poulsens succes – spørgsmålet er, hvad man gør, hvis folk som Tingager, Links og Arnstad pludselig ikke er spilklar?

Den norske troldmand – Kristian Arnstad: Hvor skal man næsten begynde med ham? Efter en lidt anonym første sæson var forventningerne store til Arnstad forud for hans anden i hvidt. Og hold da op, hvor har han leveret. I sin nye, mere fremskudte rolle har nordmanden udviklet sig til en af Superligaens absolut bedste spillere. Hans evne til at operere i små rum og kombinere med legekammerater som Bech og Links har totalt forvandlet AGF’s offensiv. Arnstad har gjort det så overbevisende, at han både er blevet kåret til Månedens Spiller i Superligaen og har fået sin debut på det norske A-landshold. Hvis AGF skal blive i toppen, kræver det, at Arnstad fortsætter med at levere på det niveau.

Fyrtårnet i forsvaret – Frederik Tingager: Siden sin ankomst til klubben har Tingager været en uundværlig del af fundamentet i AGF’s defensiv. Som en god vin bliver han kun bedre med årene. Selvom bagkæden har været præget af udskiftninger, er Tingager den faste klippe i midten. Hans duelspil har aldrig været skarpere, og han udstråler en ro og autoritet, som smitter af på resten af holdet. Ligesom Arnstad har også Tingager fortjent modtaget titlen som Månedens Spiller i denne sæson – et bevis på hans betydning for holdet. Og priser, som man ikke er forvænt med i AGF.

Ræven i kassen – Jesper Hansen: Før sæsonen blev han anset som andetvalg på målmandsposten, men allerede i anden runde greb Hansen chancen – og siden har han ikke set sig tilbage. Hans rutine og kølighed har givet en helt ny stabilitet i de bagerste rækker. Målmandssituationen var et varmt samtaleemne før sæsonstart, ikke mindst fordi Jakob Poulsen tidligere har været holdkammerat med Hansen i FC Midtjylland. Men præstationerne på banen har talt for sig selv: den 39-årige keeper har vist, at alder kun er et tal, og at han stadig hører til blandt Superligaens mest stabile sidste skanser.

Udover disse enkeltpræstationer – man kunne også fremhæve Gift Links, Nicolai Poulsen, Felix Beijmo og Tobias Bech – så har Jakob Poulsen også tilført andet end bare “ny energi og en frisk start.”

Han har ændret systemet, hvorfor en mand som Arnstad gør sig bedre, og så er Poulsen ej heller bange for at skifte ud eller ændre taktik alt efter modstanderens styrker og svagheder. Udover venstre wingback, målmandsposition og angriber, så er der blevet roteret ganske meget på de enkelte positioner – uden at det har haft indflydelse på præstationerne i negativ forstand.

Det har også gjort, at holdet sprudler offensivt, hvor AGF er det hold i ligaen, som har haft flest skud på mål efter 11 spillerunder – 128. De Hviie har scoret tredjeflest mål og lukket færrest ind af alle hold. Målt på xG er AGF også det hold, som har flest forventede scoringer – nemlig 25. Man har lavet 23. Holdet er nummer tre over listen med mest boldbesiddelse og så topper Poulsens mandskab statistikken over flest hjørnespark. Det vidner også om et modigt, selvtillidsfyldt og offensivt indstillet AGF-mandskab.

Alle disse underliggende data er også noget, AGF selv fremhæver, når de udtaler sig om den nuværende situation. Hvis sejrene var kommet på mindre overbevisende vis var man måske ikke så positiv, men man fornemmer en stor sult og optimisme på Fredensvang på baggrund af ovenstående.

Hvad kan det blive til?

Inden sæsonen havde AGF en klar målsætning, og det var at kvalificere sig i top seks. Med hele 14 point ned til syvendepladsen, skal der gå meget galt, hvis man ikke skal være stand til det i år. Men er det ikke for lavt at sigte efter, efter den så fremragende start på sæsonen?

Alle har godt set mediefolk, der taler om, hvordan AGF skal i Champions League og vinder Superligaen i år. Selvom det er rart at se, så er der bare to hold, som har mere kvalitet i bredden end De Hviie fra Aarhus. Dertil sagt at man helt sikker skal kapitalisere på den gode start og få det meste ud af sæsonen.

Bare at komme i top seks vil være skuffende for mange, ovenpå den start man har fået på sæsonen. Derfor skal der sigtes højere, og drømmen om endnu en Europatur lurer i kulissen. Kvaliteten er der lige nu, og så er spørgsmålet bare: Er det vores år i år? Tiden vil vise det. Men endnu et afgørende transfervindue kan vente til vinter, hvis vi ikke skal drive for store veksler på enkelte nøglespillere, der i høj grad er fundamentet for den nuværende succes.