
Alternativet om Kongelunden: – Pas på nedskæringer, der ikke kan rettes op
Der skal spares 83,3 millioner kroner på stadionprojektet, og Aarhus Byråd har derfor fået sin sag for. For hvad skal skæres væk? Hvordan er processen? Og hvordan er det kommet så vidt? KSDH.dk har spurgt repræsentanter fra byrådspartierne, der i denne artikelserie giver svar på, hvordan de mener, pengene skal komme til at række til det nye stadion i Kongelunden.
Thure Hastrup er medlem af Alternativet og har været en del af Aarhus Byråd siden 1. januar 2022. Fødselsattesten siger 1954, og politikeren har da også fulgt Byens Hold gennem mange år. Ja, faktisk går ‘GF i arv i familien, og både sønnen og barnebarnet er ofte at finde på stadion.
Måske netop derfor smerter det også lokalpolitikeren, at processen omkring stadionøkonomien har kørt så skævt, men nu skal der findes penge i budgettet, så der ikke skal tages mere op af kommunekassen, mener Hastrup.
– Min søn og mit barnebarn er voldsomme AGF-fans, og jeg kommer også selv på stadion nogle gange. Derfor hører jeg jo også til dem, der har prøvet at være diplomatisk og finde løsninger. Det overordnede problem er, at man har kørt en uansvarlig økonomisk politik. Man skal sætte tæring efter næring, og vi må finde løsninger inden for det nuværende budget, fortæller han.

Hastrup ærgrer sig generelt over, at budgettet for det samlede projekt i Kongelunden er gået fra 650 millioner kroner til nu at være på 994,6 millioner kroner.
– Det, at man vedtog at bygge et stadion ud fra nogle designønsker og noget håb frem for at bygge et stadion ud fra en realistisk økonomivurdering, det ærgrer mig virkelig. Det er ingen hemmelighed, at jeg også mener, at man skulle have diskuteret placeringen. Man kunne have bygget et stadion ved en indfaldsvej eller et sted med bedre parkeringsmuligheder, men nu har man valgt denne løsning, og så får man forhåbentligt et stadion i en god kvalitet. Den største udfordringer er bare, at man vedtog designkrav til udformningen, og så gik man i gang med at rive det gamle ned, inden man havde sikret sig finansiering, forklarer Hastrup.

I februar konkluderede Rambøll i en rapport om stadionprojektets økonomi, at der manglede 83 millioner kroner til byggeriet i Kongelunden, og i går – tirsdag – fremlagde Kongelundens Sekretariat så et sparekatalog for Magistraten, som er politisk styregruppe for stadionbyggeriet. Det er dette sparekatalog, som nu diskuteres blandt politikerne på Rådhuset.
Læs også: Borgmesterens mellemtid på stadionprojektet: Behov for prioriteringer

Besparelser med skatteborgeren for øje
Hastrup understreger, at det er vigtigt, at stadionprojektet ikke tager mere af kommunens budget end højst nødvendigt. Jo større udgifter til stadion desto større besparelser skal findes på andre vigtige områder i kommunen.
– Økonomistyringen betyder, at vi står i den ulykkelige situation, at der allerede er langt flere udgifter hældt over på skatteborgerne i en situation, hvor kommunen ikke har voldsomt mange penge. Beløbet til stadion svarer til, hvad vi bruger på vores skoler over en fireårig periode. Det er ikke vildt godt set fra skatteborgernes synspunkt, siger Hastrup.
– De store velfærdsområder som sundhed og omsorg, daginstitutionerne, skolerne – de skal have det, de skal have, men rent drikkevand, A-busser, flere cykelstier, fredeliggørelse af vejene omkring skolerne, det er helt konkrete ting, som lå i planerne, der ikke vil blive finansieret, fortæller byrådsmedlemmet.
– Det kan jo virke lidt spøjst, når jeg er fra Alternativet, men jeg kan pege på en hel del områder efterhånden, hvor jeg fremstår som den mest økonomisk ansvarlige i byrådet, siger Hastrup, der særligt kritiserer Socialdemokratiet for den manglende åbenhed omkring projektet.

Med de løsningsorienterede briller på
AGF har tidligere været ude med kritiske udtalelser omkring hele processen med de kommunale budgetter, og som fodboldfan frygter man jo, at besparelserne går ud over det endelige resultat, når stadion indvies i 2027.
For at sikre, at man ikke får endnu en “Aarhus-historie,” ønsker Hastrup dog at sikre, at eventuelle nedskæringer i projektet skal være mulige at tilføje senere.
– Vores udgangspunkt er, at vi må spare. Det ser jo voldsomt ud for AGF, når vi siger, at vi ikke kan lave det hele i VIP og alle sæderne, men det er ikke noget, der er irreversibelt. Man kan bygge stadion færdigt med de mangler, og så kan man bygge det ud, når man får pengene, siger byrådsmedlemmet, der samtidig håber, at man kan finde finansiering via eksterne donatorer og andre tiltag såsom crowdfunding.
Læs også: Moderaterne om Kongelunden: – Vi skal tilpasse uden at miste den funktionelle kvalitet

Næste møde i den politiske styregruppe er den 29. april, hvor der igen skal tages stilling til, hvordan man får enderne i budgettet til at nå hinanden. På seneste møde fandt man besparelser for 48 millioner kroner, og der skal derfor stadig findes yderligere 35 millioner kroner til projektet. Det kan du læse mere om her: Kongelundens sparekatalog: Hvad skal skæres væk?
Flere AGF Nyheder
-
Fremtiden er hvid og blå på trods af U19 nederlag
-
Panenka bliver en del af KSDH.dk’s Partnerklub: Et stærkt match med AGF i hjertet
-
Reportage: Endnu en tur på stadion, der sled på fansenes tålmodighed
-
AGF – Randers FC: Spillerpræstationer og kampens spiller
-
AGF tangerer bizar Superliga-rekord: Fem kampe i træk med samme resultat
-
Anderson: – Vi gør alt, hvad vi kan for at vende situationen og spille for trøjen
-
AGF laver rørende surprise for Gift Links: Forældrene på visit fra Sydafrika
-
Patrick Mortensen: – Det er under vores niveau
-
AGF – Randers FC: Væmmelige vanskeligheder i Vejlby
-
AGF-truppen mod RFC: Rösler har været nødsaget til ændringer på grund af karantæne og skader