AGF – Viborg FF optakt: Det endelige farvel til løbebanen
Løbebanen skal fjernes. Kampen mod Viborg FF bliver sidste gang, at det århusianske publikum må se sig nødsaget til at sidde, hvad der føles som, hundrede meter fra sidelinjen. Forhåbentlig fejrer De Hviie løbebanens undergang med en sejr på søndag.
Kampfakta: AGF vs. Viborg FF
Spilletidspunkt: Søndag den 12. november kl. 20:00.
Spillested: Ceres Park, Stadion Alle 70, 8000 Aarhus.
Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt (Linjedommere: Ole Kronlykke og Danny Kolding).
VAR-dommer: Aydin Uslu (AVAR: Jakob Mastrup).
Følg kampen her: Twitter: AGFFodbold samt på TV3 Sport eller Viaplay.
Hashtag: #agfvff #sldk #ksdh #ultratwitteragf
AGF er inde i en resultatmæssig flot periode, hvor De Hviie ikke har tabt i fem kampe, hvis man tæller pokalkampen mod Ishøj med. Det seneste nederlag kom dog mod søndagens modstander, Viborg FF.
I den kamp lavede angriberen Anosike Ementa et oplæg og har i de seneste to kampe lavet tre mål for Viborg. Den over to meter høje angriber bliver dog ikke et problem for De Hviie på søndag, da han heldigvis er i karantæne, og derfor må se kampen fra tribunen.
Indbyrdes kampe
I de seneste fem kampe mod Viborg FF, er det kun det seneste opgør, der er endt med en Viborg-sejr. De fire foregående resulterede i tre AGF-sejre og en uafgjort. AGF ved altså godt, hvordan man slår de grønblusede fra Midtjylland.
Historisk set ser det dog knap så godt ud for De Hviie, når modstanderen er Viborg FF. I 56 kampe er det blevet til 17 AGF-sejre, 17 uafgjorte og 22 Viborg-sejre. Midtjyderne har altså den historiske overhånd.
I Superligaen formåede AGF ikke at vinde over Viborg i perioden fra 27. september 2002 til 1. september 2007. Hele 13 kampe i træk formåede AGF ikke at besejre Viborg. Opskriften på at slå midtjyderne har GF’erne heldigvis fundet siden.
Status på AGF
Efter en periode med svingende resultater er De Hviie altså ubesejrede i de seneste fire Superliga-kampe. Sejre mod Lyngby og Randers, pointdeling mod FCK og Brøndby. Defensiven har været plaget af skader, hvilket har resulteret i at Felix Beijmo har været flyttet fra sin plads som højre wingback og ned som venstre stopper. En opgave han har løst virkelig flot, men han er stadig at foretrække løbende op og ned ad højre sidelinje.
AGF har formået at score i sine seneste seks Superliga-kampe. Senest man forlod banen uden en scoring var kampen mod Brøndby, hvor Bailey Peacock-Farrell måtte gå tidligt i bad, grundet sin bjørnekrammer til Mathias Kvistgaarden.
Både Mikael Anderson og Mats Knoester er tvivlsomme til søndagens opgør. Anderson var nødt til at forlade banen mod Brøndby, da han havde slået hovedet. Har han fået en hjernerystelse, ser vi ham nok ikke i aktion mod Viborg.
Knoester døjer stadig med den skade, der har holdt ham væk fra banen de seneste par kampe.
Status på Viborg FF
Seneste sæsons nummer fire er kommet lidt mere hakkende fra start i denne sæson, hvor man i skrivende stund indtager ligaens 8. plads, fem point fra AGF.
Nu er der så endnu en udfordring for Viborg, da cheftræner Jacob Friis har forladt holdet. Han er taget til Tyskland, for at blive assistenttræner for Jess Thorup i Augsburg. Viborgs assistenttræner Jakob Poulsen overtager styringen. Viborgs ledelse har fortalt, at den tidligere AGF’er som minimum er cheftræner resten af 2023.
Som tidligere nævnt har Anosike Ementa fået indstillet sigtekornet og er begyndt at lave mål for Viborg. Men ham slipper AGF altså for, da han har karantæne.
Dem skal vi holde øje med
AGF:
Med sit mål mod Brøndby kom han igen tilbage på toppen af AGF’s topscorerliste. Patrick Mortensen er en voldsomt pålidelig herre, når det handler om at konvertere chancer til mål. AGF formår dog desværre ikke særligt ofte, at få sat den erfarne angriber op. Spillet har haltet en smule i offensiven, men når chancerne opstår, så er Paddy klar.
Viborg FF:
Renato Júnior har været inde og ude af holdet her i efteråret, men nu ser det ud til at han har bidt sig fast. I seneste kamp lavede han endda et oplæg til ét af Ementas mål. Brasilianeren har en fin fart, men med sine 190 centimeter er han ikke nogen lille fyr. Han kan sagtens skubbe et par AGF’ere væk.
På mål har Viborg et produkt af deres egen talentudvikling, Lucas Lund. Brøndby forsøgte at få fingrene i den 23 årige målmand i sommers, men han står fortsat mellem stængerne i Viborg. En bundsolid målmand, der ikke har nogle åbenlyse mangler i sit spil.
Karantæner & skader
Karantæner:
AGF: Ingen (Karantænefare: Magnus Knudsen, Mikael Anderson og Felix Beijmo).
Viborg FF: Anosike Ementa (Karantænefare: Ingen).
Skader:
AGF: Kevin Yakob, Mikkel Duelund, Benjamin Hvidt og Mads Emil Madsen.
Viborg FF: Daniel Anyembe og Mads Lauritsen.
Bud på startopstillinger:
AGF (3-4-2-1): Peacock-Farrell – Mølgaard, Tingager, Beijmo – Andersen, Knudsen, Poulsen, Links – Anderson, Bech – Mortensen.
Viborg FF (4-3-3): Lund – Kuzmic, Bürgy, Zaletel, Bundgaard – Bonde, Grønning, Jensen – Said, Renato Júnior, Serginho
Flere AGF Nyheder
-
Bag Fjendens Linjer med VFF-analytiker: – Det er en kamp, hvor de skal bevise sig selv
-
Portræt af Pingel: Tonser og fodboldnomade i en anden tid
-
AGF igen rigt repræsenteret på diverse landshold
-
AGF-fans med ny gaveindsamling: Håber, Wahlstedt kommer stærkt tilbage
-
Viborg FF – AGF optakt: Fodsportsforeningen skal ned med nakken
-
18-årig nigerianer hentet til Fredensvang
-
Frederik Tingager på Månedens Hold
-
Leeds-reporter om Klaesson: – Udviklingen gik i stå
-
Årets holdfoto er klar
-
Ankestyrelsen mangler oplysninger for at kunne godkende AGF’s lejeaftale på nyt stadion