AGF – Vejle B optakt: Skal sæsonen kickstartes med en “Walkover”?
Sæsonpremieren mod oprykkerne fra Vejle Boldklub skal marcheres ind for fuld musik med den traditionsrige Aarhus Walk, nye stjerner på banen og tryk på tribunerne, så hejs det hviie flag – nu skal der endelig kæmpes om point igen!
Kampfakta: AGF vs. Vejle Boldklub
Spilletidspunkt: Søndag den 23. juli kl. 14.00
Spillested: Ceres Park, Stadion Alle 70, 8000 Aarhus
Dommer: Jonas Hansen
Følg kampen her: Twitter: AGFLive samt på TV 3 Sport
Hashtag: #agfvb #sldk #ultratwitteragf #ksdh
Et traditionsrigt opgør venter, når oprykkerne fra Vejle Boldklub kommer forbi Ceres Park søndag eftermiddag. To historisk store klubber, der frem til 9o’erne altid var en del af medaljekampen. 10 danske mesterskaber er således fordelt mellem mandskaberne, men det seneste ligger jo som bekendt en del år tilbage. Status i dag er dog, at AGF må betegnes som favoritter efter et flot forår, hvor bronzemedaljerne blev sikret, mens Vejle først skal til at etablere sig i Superligaen på ny.
Begge mandskaber vil jagte den gode sæsonstart, men med Aarhus Walk og kirkens velsignelse i ryggen, må vi håbe, at hjemmeholdet viser sig som en for stor mundfuld for de oprykkede Vejledrenge.
AGF – Vejle B indbyrdes kampe
Både Vejle og AGF har været nogle smut nede i Danmarks næstbedste række, siden Superligaens indførsel, og derfor er der blot spillet 35 superligakampe mellem de to hold. Her er det blevet til 13 sejre, 15 uafgjorte og syv nederlag til De Hviie. På hjemmebanen ser det endnu bedre ud, idet AGF har vundet 10 ud af 12 opgør mod VB.
Seneste møde endte med et 1-0 nederlag på Vejle Stadion, mens vi tilbage i april 2022 spillede 0-0 i vores seneste møde på Ceres Park.
Alt i alt taler historikken for en AGF-sejr, men bolden er jo rundt og så videre, så lad det nu være op til Rösler og co. at vise, at De Hviie kommer styrkede ud af sommerpausen.
Status på AGF
I Aarhus er sommeren gået med positive tendenser.
Stig Inge Bjørnebye har handlet flot på transfermarkedet, hvor dygtige Magnus Knudsen (FK Rostov), Michael Akoto (Dynamo Dresden), Zachary Duncan (Perth Glory), Felix Beijmo (Malmö FF), Tobias Bech (FC Ingolstadt) og Janni Serra (Arminia Bielefeld) er kommet til, mens transferrekorden blev slået med det imponerende salg af mægtige Yann Bisseck til Inter. Herudover har Oliver Lund (Kontraktudløb), Per Kristian Bråtveit (Kontraktudløb), Dawid Kurminowski (Zaglebie Lubin) og Jelle Duin (AZ Alkmaar) forladt De Hviie.
Hullet efter Bisseck ser ud til at skulle udfyldes af tilbagevendte TK, som i træningskampene har gjort det solidt. Bjørnebye er dog fortsat på jagt efter en forsvarsspiller for at øge konkurrencen.
På banen er træningskampene ligeledes forløbet fornuftigt. Her har nytilkomne Knudsen vist store kvaliteter, Mortensen har scoret kasser, og så har unge Mathias Sauer vist sig frem med en række flotte aktioner.
Testkampene har budt på en uafgjort mod SC Weiche Flensburg 08, sejr over FC Fredericia, sejr over Horsens, uafgjort mod Viborg og så en 2-0 sejr over FC Midtjylland, der dog blev rundet af med en tredje halvleg, hvor reserverne tabte 0-3 på 45 minutter.
Såfremt AGF kan fortsætte de flotte takter fra seneste sæson, hvor De Hviie var det hold, der lukkede klart færrest mål ind – 31 – og blot tillod 341 afslutninger mod Hansens mål, mens Mortensen i den anden ende kan fastholde sin skarphed, så tegner det godt frem mod sæsonstart.
Dog må Rösler have lidt panderynker i forbindelse med Duelunds mange småskader og Anderson, som har været ude i opstarten, men som nu træner med igen. To kvalitetsspillere, som vi får brug for i det tætte startprogram, hvor også Brügge venter i to omgange.
Overordnet set må AGF’s kvalitet være større end Vejles, og favoritværdigheden til sæsonpremieren ligger dermed hos hjemmeholdet.
Status på Vejle Boldklub
Som nævnt har VB været lidt oppe og nede i rækkerne de senere år, men efter en overbevisende sæson i 1. division er holdet fra Nørreskoven nu retur i Danmarks fineste selskab. Strategien er anderledes end seneste gang, vi så holdet i Superligaen, hvor der blev satset stort på diverse lottokuponer. I denne omgang har de rødklædte i stedet fastholdt stammen, som sikrede oprykningen.
Cheftræner, Ivan Prelec, har inkorporeret en stærk defensiv, og holdet havde faktisk det stærkeste forsvar i Nordic Bet ligaen i seneste sæson, så vi kan måske forvente en lavtscorende sæsonåbner.
På transfersiden er det dog offensiven, der er blevet forstærket, da Musa Juwara er kommet til fra Bologna, mens man til gengæld har sendt en stor profil i Arbnor Mucolli til IFK Göteborg. Herudover er målmandsgruppen blevet udvidet med Kosach og Vekic, der ser ud til at skulle agere reservekeepere for Trott på stregen. Derudover er den 30-årige højre back Gili Sørensen hentet fra Færøerne. Alt i alt må man konkludere, at Vejles transferbudget er noget andet end AGF’s, hvilket gerne skal afspejle sig fra første minut af sæsonpremieren.
Træningskampene har budt på nederlag til Kolding, OB og Vendsyssel, en uafgjort mod Helsingør og en sejr over Hvidovre.
Dem skal vi holde øje med
AGF:
Magnus Knudsen har vist sig flot frem i opstarten og ligner virkelig en mand, der kan højne kvaliteten på AGF’s midtbane. Derudover bliver det interessant at se TK i forsvarets venstreside. Det er en tung arv at skulle løfte efter Bisseck, men vores unge GF’er har tidligere vist sig stærk bagtil, så mon ikke, han nok skal løfte opgaven på flotteste vis?
Vejle Boldklub:
Musa Juwara kan blive nøglen til succes for Vejle i dette års Superliga. Hvis han slår til og bomber mål ind, samtidig med at den stærke defensiv fortsætter takterne fra 1. division, så kan drengene fra Nørreskoven blive en ubehagelig modstander for de fleste.
Den 21-årige venstre wing har spillet fire landskampe for det gambiske landshold og var i foråret udlejet til OB, hvor han dog ikke fik det store med spilletid. Det er til gengæld blevet til en Serie A-scoring i 12 kampe for Bologna. Lad os håbe, Mølgaard kan dæmme op for den hurtige kant.
Skader & Karantæner:
Karantæner:
AGF: Kevin Yakob.
Vejle B: Ingen
Skader:
AGF: Yakob, Hvidt, Duelund (tvivlsom), Daghim (tvivlsom), Anderson (tvivlsom).
Vejle B: Ingen
Bud på startopstillinger:
AGF (3-4-2-1): Hansen – Mølgaard, Tingager, TK – Beijmo, Madsen, Poulsen, Links – Knudsen, Bech – Mortensen
Vejle Boldklub (3-4-3): Trott – Kolinger, Albentosa, Provstgaard – Rólantsson, Ofori, Hetemi, Albornoz – Juwara, Onugkha, Kirkegaard
Vi ses til hvii walk og that winning feeling!
Flere AGF Nyheder
-
AGF-logo på elskab ved Stadion Allé skal fjernes efter klage fra én borger
-
Daghim: – Nu håber jeg bare, at AGF vinder ligaen
-
Rösler efter HSV: – Vi fik nogle gode præstationer
-
Udvidet stemningsafsnit til AGF – BIF
-
Power efter HSV: – Vi fik det ud af kampen, vi ville
-
HSV – AGF: Paddy viste skarpheden på ny
-
Blog: Slagkraftig affære i remis mod Viborg
-
AGF ærgrer sig: Stadionforsinkelse kan ikke indhentes
-
Mølgaard tilbage på græs
-
Reportage: Med nerverne uden på tøjet i Viborg