AGF – Sønderjyske: Spillerstatistikker og kåring af kampens spiller
Tre forventede og fantastiske point blev sat på kontoen fredag aften, og her er iøjnefaldende spillerstatistikker samt kåring af Kampens Spiller.
4-4-4-4-0 er en sjældent sunget sang på Ceres Park, men fredag aften fik vi en sand målfest at se.
Mortensen x2, Tobias Bech og Mads Emil Madsen sørgede for, at nettet blafrede, mens Hansen og co. lukkede af bagtil.
I Facebook-gruppen KSDH – Gruppen for AGF Fans er Tobias Bech løbet med titlen som Kampens Spiller med 56 % af stemmerne i afstemningen blandt fansene, mens Patrick Mortensen tager 2. pladsen med 16 % af stemmerne. Mads Emil Madsen rammer 3. pladsen med 15 %.
Iøjnefaldende spillerpræstationer
AGF overstrålede Sønderjyske på alle parametre i fredags, hvilket en xG på 1,92 til AGF mod Sønderjyskes 0,66 da også viser. Her dykker vi ned i nogle af de mest – og mindst – iøjnefaldende tal fra fredagskampen.
Tobias Bech viser storform, og han trives tilsyneladende godt oppe foran i selskab med kaptajn Mortensen. Den Blonde Hævner fik tilføjet endnu en scoring til samlingen og var med sin bevægelighed kilde til megen uro hos Sønderjyskes forsvar. Tre skud blev sendt afsted, hvoraf to var inden for rammen, men den 22-årige angriber havde faktisk blot en enkelt berøring i modstandernes felt.
Patrick Mortensen har fået megen kritik på det seneste for sine anonyme indsatser, men man skal aldrig afskrive den notoriske målscorer, og den 35-årige angriber gik da også på banen for at bevise sit værd fredag aften. To mål senere kunne han gå smilende i seng fredag aften. Fire afslutninger, hvoraf tre var inden for målrammen skulle Paddy bruge, og han var den spiller med flest berøringer i modstandernes felt – nemlig seks. Målmageren er tilbage!
Mads Emil Madsen blev kåret til Månedens Spiller i juli i 3F Superligaen, og det er ikke tilfældigt. Den elegante midtbanemand nyder tilværelsen i AGFs 3-5-2-system, hvor han kan drive lidt rundt, falde ned og skubbe op, når det passer ham, hvilket ofte forvirrer modstanderne. Med sin ukuelige boldsikkerhed- og fordeling kan han drive det vidt, og man kan ikke udelukke, at han kunne tage endnu en titel som Månedens Spiller, såfremt formen fortsætter. Madsen lavede et mål og afsluttede fem gange imod Sønderjyske, og så havde han fem berøringer i modstandernes felt. Samtidig havde han 11 defensive aktioner med syv tacklinger til følge.
Den knapt så iøjnefaldende
Vi fik en overordnet solid holdpræstation at se fredag aften, og der var ingen spillere, der faldt igennem præstationsmæssigt.
Et emne forud og under denne sæson er, hvornår nyindkøbte Leopold Wahlstedt skal i aktion for første gang, og da det ikke blev mod Sønderjyske, tyder alt på, at vi skal hen til Vejle-kampen, inden svenskeren får chancen i buret. HVIS han da får chancen. For Jesper Hansen gør det jo solidt, og Mr. Clean Sheet fik tilføjet endnu et rent bur til sin rekordkonto mod Sønderjyske. I løbet af kampen havde Hansen ikke meget at lave, men det blev da til to redninger og 27 vellykkede afleveringer ud af 36 forsøg, hvilket resulterer i en afleveringssuccesrate på 75 %.
Statistikker er hentet fra FotMob.com.
Flere AGF Nyheder
-
Bag Fjendens Linjer med FCN-fan: – Aldrig en nem kamp mod AGF
-
Ny opdatering fra Borgmesteren om Kongelunden: Har bestilt svar på 88 spørgsmål om processen
-
AGF-talent blev topscorer og MVP til U16-landsholdsturnering
-
Projektgruppe efter hærværk på legendegavl: – Vi får den “terrorsikret” igen
-
Billet-info fra AGF: Kom med til den sidste kamp på Ceres Park
-
Poulsen: – Har lært at leve med prædikatet som et dumt svin
-
Historisk gennemgang: Det har aldrig været tættere
-
FCN-info til AGF-fans: Bliv klar til fredagsfest i Farum
-
FC Nordsjælland – AGF optakt: Fredagsfest eller fuser i vente i Farum?
-
Rösler om stærk midtbanebesætning: – Hvem skal jeg tage ud?