AGF – Silkeborg IF: Henrivende regndans og rekord
AGF jagtede klubrekord for flest Superligasejre i træk, mens Silkeborg kæmpede for at lægge afstand til bunden i rækken, da det 78. indbyrdes opgør mellem mandskaberne foldede sig ud på et regnfyldt, efterårspræget Ceres Park Vejlby søndag eftermiddag.
Jakob Poulsen kunne med et trylleslag blive historisk som AGF-træner, såfremt den ottende ligasejr på stribe blev en realitet søndag eftermiddag i Vejlby, men på den modsatte side af kridtstregerne ventede en svær udfordrer fra Søhøjlandet.
Ikke siden 2018 havde De Hviie besejret SIF i Aarhus, så det ville da være på tide at få brudt stimen af uafgjorte og nederlag mod de røde.
På lægterne begyndte det hele med “I troede vi var døde og borte,” en sød, ung stadionspeaker – Marius fra Klub Aros – havde fået æren af at råbe spillernavnene op, og så kunne kampen om de tre point ellers gå sin gang.

Kampens forløb
Efteråret havde ramt Smilets By søndag eftermiddag og på slaget 16 begyndte et styrtbad over plænen – og de mange uoverdækkede pladser på tribunerne, men stemningen blev nu holdt højt alligevel, og allerede efter et minut fik Tobias Bech afsluttet frækt med hælen, men Nicolai Larsen hapsede desværre den fikse afslutning.
Kort efter blev et hjørnespark afvist af SIF, men Kevin Yakob fik headet kuglen tilbage i hovedet på Frederik Tingager, som i helt fri position ikke fik ordentlig kraft og saft i sit hovedstødsforsøg, og så blev også den situation afværget af Larsen i gæsternes mål.
Efter ni minutter var det så Kristian Arnstads tur til at forsøge sig – og den eminente nordmand gjorde, hvad holdkammeraterne endnu ikke havde formået – udnyttede sin chance til at lave mål. Fra feltkanten hamrede han bolden i netmaskerne, og så brød jublen ellers løs i Vejlby! 1-0!

De gode tendenser fortsatte, og få minutter senere lavede Tobias Bech en formidabel detalje, tunnel på sin direkte modstander, og sendte Arnstad i dybden. Han blev dog akkurat stoppet, inden han kunne nå at afslutte.
Sekunder senere var det så Nicolai Poulsen, som fik muligheden på en nedfaldsbold, men El Pistolero skød med løst krudt og sendte bolden forbi mål. En vild og flot start af rekordjægerne fra Aarhus.
Kevin Yakob blev næste mand til at forsøge sig – meget habilt endda – da han svingede højreskanken og smækkede bolden på stolpen efter 20 minutter! Nøjjjj, hvor var det en vild start på kampen.
Ooooooog efter 26 minutter gik den ikke længere for de arme gæster. Et solidt AGF-pres udmøntede sig i et Beijmo-indlæg til Yakob, som flot tog bolden til sig og sparkede den i mål. 2-0!

Et mindre chok gik gennem folket, da McCowatt pludselig blev spillet fri og scorede efter 33 minutter – det var stort set første gang, at silkeborgenserne fik sat et ordentligt angreb sammen, så noget af en øv-klud i ansigtet på De Hviie, som dermed måtte nøjes med en etmålsføring til pause på trods af den store dominans.
2. Halvleg
Efter pausen skulle det blive interessant, om AGF kunne genfinde energien og kvaliteten fra de første 35 minutter, eller om Silkeborg ville sætte sig mere på opgøret. Heldigvis lagde Jakob Poulsens tropper ganske godt ud og spillede friskt til, og dermed begyndte troen på, at det hele nok skulle gå at vokse blandt AGF-tilhængerne.
Faktisk var SIF helt handlingslammede rent offensivt, og inden de var nået frem til en eneste chance efter pausen, havde Tobias Bech smækkede hjemmeholdet på 3-1! Arnstad afsluttede i to omgange på en flyvende Nicolai Larsen, og til sidste endte bolden altså for fødderne af Bech, som ikke svigtede. Wehuuu!

Dominansen fra hjemmeholdet fortsatte herefter, og man kunne med undren observere et SIF-mandskab, som bestemt ikke lignede et hold, der var på jagt efter scoringer – de skabte simpelthen akkurat nul chancer efter pausen. Det skyldes selvfølgelig også AGF’s stort set fejlfrie omgang med kuglen.
Den tendens fortsatte helt til slutfløjt, og så kunne AGF’erne løfte armene i vejret – en historisk regndans blev en realitet, da den ottende sejr på stribe kom i hus og sikrede De Hviie en landskampspause i toppen af tabellen.
Hvad vi lærte
Kan stilladset bære uden TingAir? Det kunne det i dag, må vi sige. Efter styrmanden forlod banen med en skade, så overtog Dalsgaard den centrale forsvarsposition med Beijmo og Kahl på siderne, og sammen fik de holdt SIF fra chancer efter pausen.
Rekordernes tid. I dag vandt AGF for ottende gang i træk, hvilket aldrig er sket før i Superligaens historie – nu kan man sigte efter all-time rekorden, som er fra 1986, hvor holdet vandt ni gange i træk.
Underliggende parametre peger fremad. En ting er, at De Hviie sætter en masse sejre sammen. Men at de kommer på baggrund af flotte præstationer og er helt fortjente, peger virkelig positivt fremad – og på, at der er bund i tingene i Aarhus i denne sæson.
Kampfakta:
Spillested: Ceres Park Vejlby, Vejlby Centervej 53, 8240 Risskov.
Tilskuertal: 8.849
Resultat: 3-1
9: Kristian Arnstad (AGF)
26: Kevin Yakob (AGF)
33: Callum McCowatt (SIF)
64: Tobias Bech (AGF)
Gult kort: Nicolai Poulsen (AGF) og Villads Westh (SIF).
Opstillinger:
AGF (3-4-3): Hansen – Kahl, Tingager (36: Carstensen), Dalsgaard – Links (87: Emmery), Poulsen (66: Jørgensen), Yakob (66: Solbakken), Beijmo – Bech (87: Kristjansson), Mortensen, Arnstad.
Brøndby IF (4-3-2-1): Larsen – Gammelby, Østrøm, Ganchas, Poulsen – Larsen, Freundlich (61: Lorents), Westh (81: Boesen) – McCowatt (81: Berger), Bakiz (61: Al Hajj) – Adamsen (85: Bøndergaard).
Flere AGF Nyheder
-
AGF – Sønderjyske optakt: De Hviie skal tilbage på sejrssporet -
AGF-afsnittet i Silkeborg er meldt udsolgt -
Bech før Sønderjyske: – Det bliver en svær kamp -
Jakob Poulsen før Sønderjyske: – Vi har vist, at vi kan præstere godt mod alle hold -
Blog: Manddomsprøven på Heden – AGF viser format -
Tobias Bech: – Det er gået over forventning indtil videre -
AGF tilknytter ung midtbanespiller fra Mali -
Opdatering fra torsdagstræningen på Fredensvang: Mange spillere blev sparet -
Rune Lykkeberg: – AGF er min skæbne -
Stærk weekend for AGF’s ungdomshold – U17 og U19 sejrer over Lyngby