Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

AGF – OB: Spillerkarakterer og MOTM


| Reham Thair |

Gårsdagens Provinsklassiker bød desværre ikke på den længe ventede sejr til De Hviie, men top seks er nu sikret. Her kan du læse KSDH.dk’s spillerkarakterer og kåring af MOTM.

Forhåbningerne var en sejr, men uafgjort var nok til at sikre en plads i Mesterskabsslutspillet søndag aften. Det blev et opgør uden den sprudlende offensiv, man havde håbet at se, men med masser af hårde nærkampe, et underkendt mål, en skade til Bailey og en sen udligning af tilbagevendte Mikkel Duelund.

I gruppen KSDH- Gruppen for AGF Fans på Facebook er Bailey Peacock-Farrell løbet med 68 % af stemmerne, hvilket gør ham til kampens spiller. På en andenplads kommer Mikael Anderson med 7 %, mens Mads Emil Madsen (6 %) løber med tredjepladsen.

AGF tæt på scoring mod OB.
Foto: Kronborgfotos

AGF-spillernes karakterer mod Odense Boldklub

Herunder ses karakterer til AGF-spillerne i opgøret mellem AGF og OB. Vi benytter skalaen 1-5 til vores bedømmelse. Se uddybning af karakterskalaen nederst.

Bailey Peacock-Farrell
Karakter: 4
Bailey stod en rigtig fin kamp og forhindrede særligt i 1. halvleg flere scoringer. Det voldsomme sammenstød med Bashkim Kadrii efter pausen gjorde dog, at nordireren måtte forlade banen og haste til sygehuset, hvor han blev diagnosticeret med hjernerystelse, brækket næse og en flænge i hovedbunden. Han er en modig spiller, det er der ingen tvivl om, og det belønnes i dag med KSDH.dk’s kåring som Man of the Match.

Jonas Jensen-Abbew
Karakter: 3
AJ viste igen god boldomgang og godt overblik kampen igennem. Generelt var det en fin præstation, der var med til at sikre endnu en stabil indsats i bagkæden.

Frederik Tingager
Karakter: 3
Tingager spillede en stærk kamp, og han gjorde det som sædvanligt flot som styrmand i det centrale forsvar. I 1.halvleg og efter blot 9 minutters spil formåede han endda at score. VAR måtte dog skuffe os med en underkendelse af målet, men ros for at være så farlig på dødboldene.

Felix Beijmo
Karakter: 3↓
Beijmo er en god spiller, der dog ikke levede helt op til forventningerne i går sammenlignet med tidligere præstationer. I enkelte tilfælde fik han lagt gode afleveringer fremad, men man ved, at hans evner rækker til mere. Nåede ikke at markere sig, da han kom op på wingbacken i kampens sidste minutter.

Eric Kahl
Karakter: 2
Kahl har uden tvivl nogle gode kvaliteter, og han løber og knokler ligesom alle andre spillere. Han mangler dog lidt mere præcision og skarphed i de fleste af spillets facetter.

Mads Emil Madsen
Karakter: 4↓
Mads Emil spillede som altid en ganske god kamp. Generelt god præstation fra hans side, men man gad egentlig godt at se mere fra ham, og han virkede i flere tilfælde låst, når OB-organisationen skulle dirkes op. Dog god til at tilbyde sig og suge bolde til sig. Nu mangler vi bare slutprodukt i form af chance- og målgivende nøglepasninger.

Frederik Brandhof
Karakter: 2
Desværre var Brandhof lidt usynlig kampen igennem. Endnu en fin arbejdsindsats, men hvis man vil lege med i toppen af dansk fodbold, må man forvente mere end hårdt arbejde af sine centrale midtbanespillere.

Gift Links
Karakter: 3
Links fik sig godt frem med gode løb, udfordringer – og sine præcise indlæg på dødbolde. Ærgerligt, at det ikke gav gevinst i 1. halvleg. Faldt lidt ud af kampen efter pausen.

Tobias Bech
Karakter: 2
Bech tog initiativ til at score et par mål, men man savner at se lidt mere fra den unge offensivspiller. Ingen mål og få afslutninger mikset med et par unødvendige boldtab presser karakteren ned.

Patrick Mortensen
Karakter: 2
Mortensen gjorde sig desværre ikke rigtigt bemærket, selvom han lagde ud som fin opspilsstation. Han kom ikke rigtigt frem til de store chancer – hverken på dødbolde eller i åbent spil, og man savner lidt mere vildskab fra topangriberen.

Mikael Anderson
Karakter: 3
Anderson lagde konstant pres på modstanderen med sin hurtighed og evnen til at drive bolden. Særligt i 1. halvleg fik han sat OB’ernes forsvar på prøve, mens det også blev til at par afslutninger efter pausen. Dog var det desværre ikke nok til at få et par ekstra mål på CV’et, og han må tage sin del af ansvaret på sig for, at man har så store scoringsproblemer i åbent spil.

Indskiftere:

Jesper Hansen (Ind: 57)
Karakter: 3
Hansen havde ikke nogle afgørende redninger. Bashkim Kadriis mål ikke være undgået, men alligevel var der ikke noget mindeværdigt ved hans præstation.

Nicolai Poulsen (Ind: 83)
Karakter: UB
Poulsen nåede ikke rigtigt at markere sig i kampens slutminutter, hvor man skulle jagte point.

Mikkel Duelund (Ind: 73)
Karakter: 3
Duelund har virket rusten siden returen fra sin skade, og hans boldomgang var ikke noget at råbe hurra for i går. Men når man ender med at sende bolden smukt i mål, sikre et point – og top seks, så er indsatsen bestået. Lad os håbe, vi får mere af den “gamle” Duelund at se i den kommende tid.

Tobias Bach (Ind: 83)
Karakter: UB
Bach nåede ikke at få den store indflydelse på spillet, da et point skulle sikres mod slutningen af kampen.

Tobias Mølgaard (Ind: 73)
Karakter: 3
Mølgaard var endelig tilbage på græstæppet efter et længere skadesforløb. Man nåede ikke rigtig at lægge mærke til forsvarsspilleren, men han løste sine defensive pligter ganske fint.

Trænerkarakter:

Uwe Rösler
Karakter: 2
Generelt må man karakterisere kampen som en sløj omgang, hvilket falder tilbage på cheftræneren. Spillerne manglede skarphed, og offensiven sprudlede ikke på samme måde, som i 1. halvleg mod FCM. Indskiftningen af målscorer Duelund, der sikrede AGF i top seks trækker op, men man så alligevel ikke den store forvandling, som man håbede på.

Karakterskala

1. Den elendige præstation – Uacceptabelt, sløjt niveau, hvor intet fungerede.

2. Den utilstrækkelige præstation – Fik sat enkelte gode ting sammen, men spillede generelt en dårlig kamp. Ikke godkendt.

3. Godkendt uden at imponere – En kamp på det jævne, med både positive og negative ting at sige om præstationen.

4. Den gode præstation – En flot kamp, hvor spillerens kerneopgaver blev løst med få fejl og mangler.

5. Den fremragende præstation – Sublim kamp, hvor spilleren stort set ikke satte en fod forkert.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle