AGF – OB: Fesne forårsfornemmelser for enden af Stadion Allé
Det nedrivningsprægede Ceres Park lagde græs til den 87. Provinsklassiker, da OB kiggede forbi til et opgør, der skulle vise, hvor AGF reelt står efter en noget svingende start på 2024.
Forårsfornemmelserne var til at overse på ugens sidste dag, da 8.606 tilskuere besatte den tågeomsvøbte skov for enden af Stadion Allé for forhåbentligt at se De Hviie helte hente point til Superligatabellen søndag aften.
Sidste uges misere skulle vaskes væk med en kraftpræstation, der endeligt kunne slå fast, at AGF hører til i top seks.
Igen var det dog med decimerede muligheder, at Rösler måtte vælge sin startopstilling, da Janni Serra havde slået knæet i en Future Cup-kamp, mens Akoto, Knudsen, Knoester, Hvidt og Yakob også fortsat var ude. Til gengæld var Tobias Mølgaard tilbage – på bænken for første gang i år.
Ville vi få forårsfest eller fiask0? Lad os se på det…
Kampens forløb
Hjemmeholdet kom ud med god energi og satte sig på spillet fra start mod ligaens 9. plads.
Efter ni minutters spil sendte Mortensen fikst Mikael Anderson i dybden, hvilket tvang Slotsager til at trække et frispark på islændingen. Links sendte det indover – hovedstød – og… VAR-check for at vurdere om bolden var over stregen…
Men det var den – ifølge VAR-drengene – desværre ikke, hvilket ledte tankerne hen på, hvorfor man ikke har implementeret Goal Line Technology i Superligaen…
Dermed måtte De Hviie fortsætte jagten på en scoring.
Generelt for halvlegen – og for sæsonen – var det igen i dag dødboldene, der var AGF’s farligste våben, og det virkede endnu en gang til, at det var det, vi skulle sætte vores lid til, såfremt De Hviie skulle fra spillerunden med tre point.
I flere omgange var der således optræk til scoringer, når Links sendte sine hjørne- og frispark ind mod Tingager og co.
Kun en enkelt gang var fynboerne farlige før pausen – men der blev det så også rigtig farligt.
Et OB-indlæg blev headet på tværs til en helt fri Slotsager, der fra to meters afstand sendte et hovedstød mod Peacock-Farrell. Nordireren var heldigvis klar med en stærk refleksredning, og så kunne kampbilledet fortsætte som hidtil uden scoringer frem til pause.
2. halvleg
Madsen driblede næsten direkte ud af omklædningsrummet og ned i OB-feltet for at sendte en flad – og halvfesen – afslutning mod Myhra efter pausen – det blev desværre en af ganske få tests af OB-keeperen i den resterende del af opgøret.
I den modsatte ende udspillede en voldsom hændelse sig kort efter.
Bashkim Kadrii kastede sig frem efter et indlæg og ramte den ligeledes fremstormende Peacock-Farrell i hovedet med knæet. Et langt spilstop endte med nordireren gående ud af af banen med en dyb flænge i hovedet og en brækket næse, Hansen ind og et gult kort til OB-angriberen.
Herefter fortsatte halvlegen under den mørke marts-himmel med AGF mest farlige, når der var hjørne- eller frispark, mens OB’erne lurede på omstillinger.
Efter 73 minutter fik vi langt om længe Mølgaard at se på banen i 2024 – og Duelund blev i samme omgang sendt ind for at ruske lidt op i det stillestående opgør…
Desværre blev det ikke et sjovt comeback for Mølgaard. Minuttet efter lå bolden nemlig i rusen bag Hansen – Et indlæg blev sendt over stregen af Kadrii og føring til udeholdet.
Anderson sendte senere end raket afsted, som blev pareret, men ellers var det fattigt med målchancer, mens tilråb som “Trøjen forpligter i AGF” tog til på tribunen.
Men, men men… I fem minutters overtid fik vi endelig hul på bylden – et hjørnespark – hvad ellers – fra Eric Kahl blev afvist, men ved feltkanten flugtede Duelund returbolden i mål, og så sluttede det hele med en pointdeler.
Ikke ligefrem en forårsfest, men vi undgik da den totale fiasko…
Hvad vi lærte
Dødboldene er fortsat AGF’s farligste (eneste?) våben. Det var tæt på at give gevinst i flere omgange i første halvleg, når Links sendte sine hjørne- og frispark ind mod Tingager. Men i åbent spil står det altså noget sløjere til, og det skal løses, hvis man virkelig vil kæmpe med i toppen af dansk fodbold.
Top seks er sikret! …men det ligner en halvtam affære i slutspillet for De Hviie, der ligger lidt i ingenmandsland. På den positive side venter pokalsemifinalen forude.
Kampfakta:
Spillested: Ceres Park, Stadion Allé 70, 8000 Aarhus
Tilskuertal: 8.606
Resultat: 1-1
73: Bashkim Kadrii (OB)
90+5: Mikkel Duelund (AGF)
Gult kort: Tobias Slotsager (OB), Loucius Don Deedson (OB), Bashkim Kadrii (OB), Bjørn Paulsen (OB).
Opstillinger:
AGF (3-4-2-1): Peacock-Farrell (56: Hansen) – Beijmo, Tingager, Jensen-Abbew (82: Bach) – Links (73: Mølgaard), Madsen, Brandhof (82: Poulsen), Kahl – Bech (73: Duelund), Anderson – Mortensen.
Odense Boldklub (3-4-3): Myhra – Slotsager, Helander, Gomez – Owuso (86: Paulsen), Al Hajj, Köhler, Mickelson (71: Mouritsen) – Don Deedson (86: Grubbe), Kadrii (80: Kjerrumgaard), Jensen (45: Fenger).
Flere AGF Nyheder
-
NRK erfarer: Kristoffer Klaesson på vej til norsk fodbold
-
AGF jagter norsk angrebsprofil – men konkurrencen er hård
-
Sauer er vokset som menneske og spiller: Rösler ville have ham hjem
-
CV om Rösler: – En markant figur i dansk fodbold
-
CV har taget både Hansen og Mortensen til side: Der er dialog om kontraktsituationerne
-
Kom med Lyden AGF til pressemøde med ny fodbolddirektør og årets første åbne træning på Fredensvang
-
Kom med til SFA Cup 2025
-
Blog: Hvad gør vi med kontrakterne, Carsten?
-
Haugen har succes sydpå: Hansa Rostock afventer AGF
-
3F Superligaen er klar med ny kampbold