Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

AGF – Lyngby BK: Tre forløsende point til Aarhus


| Jonas Roulund |

Samarbejdsklubberne blev hyldet på Ceres Park, mens Mortensen-mål, Anderson-afbrændere og et langt VAR-tjek gav pulsen et nøk opad til dagens Superligaopgør i Skoven.

AGF’s fans, spillere og trænerstab hungrede efter tre point efter de seneste spillerunder, hvor SIF og OB var stukket af med et point hver i kampe, der burde have givet sejre til Aarhus.

Nu skulle det være – femtepladsen mod sjettepladsen. Jyderne mod sjællænderne. Masser af børn og familier på lægterne. Og de blev forkælet med en tidlig føring – men kunne hjemmeholdet så holde dampen i denne omgang? Lad os se på det…

Kampens forløb

AGF tog igen i dag teten fra start, og allerede efter fem minutters spil var der bid. Endda et helt lækkert et af slagsen.

Duelund løb ud og modtog et fladt hjørnespark, tog et lidt for langt træk, men fik bolden videre til Knudsen, som curlede den smukt over i modsatte side, hvor Beijmo stod klar med en kælen inderside.

Bolden røg indover med lidt luft under, og indlægget – det ramte selvfølgelig Patrick Mortensens pandebrask, og wupti – 1-0 til De Hviie! Fremragende start!

Patrick Mortensen jubler efter en scoring på Ceres Park.
Foto: Kronborgfotos

Nu har der jo været megen snak om, at AGF har haft udfordringer med at udnytte de gode perioder til at få lukket kampene, og efter et kvarters spil fik man pludselig følelsen af, at denne kamp kunne være endnu en til samlingen af opgør, som ikke kunne lukkes.

Beijmo susede nemlig flot afsted langs højresiden og sendte et fint fladt indlæg ind til en helt fri Mikael Anderson i feltet, men islændingens afslutning fra 10 meters afstand røg på imponerende vis over mål. Puha en afbrænder fra den ellers formstærke midtbanemand. 

Næste bud på en scoring kom fra gæsternes driblekonge Chukwuani, der afsluttede snert forbi Peacock-Farrells mål, men herefter kom den længe ventede 2-0 scoring så… eller… det BURDE den have gjort…

Anderson blev igen spillet fuldstændig fri – denne gang af Mortensen efter flot forarbejde af Mikkel Duelund, men endnu en gang fes kuglen forbi mål.

Få minutter senere gik et ubehageligt sus igennem dagens forsamling, da gæsterne pludselig svarede igen med et frisparksindlæg, et hovedstød og en kæmpe redning af Peacock-Farrell. 

Dermed måtte mandskaberne gå til pause med en 1-0-føring til De Hviie efter en halvleg, hvor det manglende mål til 2-0 gav anledning til en vis nervøsitet trods en ganske velspillet kamp.

2. halvleg

Hjemmeholdet lagde stærkt fra land, da vi igen var landet på klapsæderne, og særligt Duelund, Knudsen og Beijmo viste sig flot frem med kombinationer, der gav anledning til en masse: “Nøjjj” “Uuuujjj” og “Ajjj” – men det var hele tiden lige ved og næsten, og den helt store chance udeblev.

I den modsatte ende kontrollerede bagkæden Gytkjær og co. på fortrinlig vis, og særligt Mølgaard viste sig flot frem, når han satte i drev med bolden, hvilket gav anledning til kaos i modstandernes organisation – ligesom i de gode tider med Bissecks soloture.

Det hele virkede generelt ganske komfortabelt med 70 minutter på uret – men vi manglede jo altså fortsat målet til 2-0, som ville give lidt ro i sjælen til de +13.000 fremmødte fans.

Uwe ønskede tilsyneladende at bidrage med lidt ekstra ro ved at sende endnu en defensiv mand i aktion, og vi fik Tobias Anker ind til sin debut med et kvarter igen – nu skulle de tre point forsvares hjem med Mølgaard på wingbacken og TK, Tingager, Anker bagved.

Tobias Anker i kamp på Ceres Park.
Foto: Kronborgfotos

I samme spilstop fik dommer Karlsen så pludselig en melding fra VAR-vognen om en mulig hands-forseelse i AGF’s felt. Tjekket tog flere minutter, men heldigvis vinkede dommeren til sidst afværgende med armene til stor lettelse for de fleste i Skoven. Puuuhadada!

Kampdagen blev yderligere forlænget, da et tordenvejr i horisonten fik dommeren til at sende spillerne i omklædningen i fem minutters tid, inden spillet blev genoptaget. 

Der skulle således 111 minutter til, før AGF langt om længe kunne erklære sig vindere af dagens dyst efter en hektisk afslutning – og pakke de eftertragtede tre point i rygsækken.

Hvad vi lærte

Få nu lukket og slukket! AGF-kampe har altid haft det med at være spændende lige til det sidste, men lige for tiden er det godt nok frustrerende, at 1-0-føringerne ikke udbygges, så man får lukket opgørene i de gode perioder. Hvis VAR havde givet gæsterne straffespark med et karter igen, havde man stået i samme situation som i de foregående kampe, og vi må takke Karlsen for at tænke selv i den afgørende situation i dag.

Daghim på vej videre? Adam Daghim var egentlig udtaget til dagens kamp, men kort før startfløjt blev han fjernet fra truplisten. Rygterne svirrer om en forestående transfer til mægtige RB Salzburg. Det ville i så fald være et kæmpe skridt for vores 17-årige offensivspiller.

Spillested: Ceres Park, Stadion Allé 70, 8000 Aarhus.

Tilskuertal: 13.367

Resultat: 1-0

5: Patrick Mortensen (AGF)

Gult kort: Eric Kahl (AGF), William Kumado (LBK), Thomas T. Kristensen (AGF), Felix Beijmo (AGF).

Opstillinger:

AGF (3-4-2-1): Peacock-Farrell – Mølgaard, Tingager, Kristensen – Beijmo, Poulsen, Knudsen, Kahl (74: Anker) – Duelund (71: Bech), Anderson (88: Bjur)– Mortensen.
 
Lyngby Boldklub (3-5-2): Kikkenborg – Gregor, Bjelland, Jensen (79: Corlu) – Finnsson, Chukwuani, Rømer (66: Winther), Magnusson (79: Hamalainen), Kumado (79: Storm) – Gudjohnsen (66: Amon), Gytkjær.
Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle