AGF – Lyngby BK optakt: Samarbejdsklubbernes Dag skal fejres med manér
Mange fodboldfans er begyndt nedtællingen. Otte dage indtil transfervinduet lukker. En periode, som giver udbredt søvnløshed. Sælger min klub en profil? Eller henter den i sidste øjeblik en forstærkning? I mellemtiden skal der spilles en runde i Superligaen. For De Hviie’s vedkommende på Ceres Park mod Lyngby. Mød talstærkt op og støt spillerne i deres bestræbelser på at få tre point i et opgør, hvor AGF er klar favorit.
Kampfakta AGF vs. Lyngby BK
Spilletidspunkt: Søndag den 27. august 2023 kl. 14.00
Spillested: Ceres Park, Stadion Alle 70, 8000 Aarhus
Dommer: Jacob Karlsen (Linjedommere: Ole Kronlykke og Henrik Sønderby)
VAR dommer: Mikkel Redder (AVAR: Lars Rix)
Følg kampen her: Twitter: @AGFFodbold, TV: TV3 Sport, Streaming: Viaplay
Hashtags: #agflbk #sldk #ultratwitteragf #ksdh
Søndag er det samarbejdsklubbernes dag, hvor Årets Frivillig og Årets Samarbejdsklub kåres. Samtidig er der besøg fra Sjælland, og det er nogle, vi ikke gider, at samarbejde med. På grønsværen mødes Superligaens femte- og sjetteplads således i 6. spillerunde, og der skal tre point til, for at AGF kan stille sig tilfredse. Det er både fansene, spillerne og trænerstaben enige om.
AGF – Lyngby BK indbyrdes kampe
AGF har haft et overtag i kampene mod Lyngby.
Siden Superligaens start har de to klubber mødt hinanden 55 gange med 23 sejre, 17 uafgjorte og 15 nederlag til De Hviie.
Siden 2019 har holdene mødt hinanden fem gange, med fire sejre til AGF og en uafgjort kamp. Ofte er det endt med lavtscorende opgør, og det er blevet til 1-0 sejre i de seneste tre kampe mod Lyngby.
Et lille kuriosum er, at Patrick Mortensen er den eneste spiller i den nuværende trup, der har scoret mod søndagens gæster.
Seneste hjemmekamp fandt sted i Aarhus den 15. august 2022. Den endte 1-0 og var indledningen til en god periode for os, mens Lyngby var bundprop hele efteråret.
Status på AGF
Holdets stamme er blevet suppleret med Magnus Knudsen på midtbanen og Tobias Bech, som er startet inde som hængende angriber i kampene mod Vejle, Club Brugge og OB.
Mikkel Duelund startede på bænken i Odense, efter at han er blevet far for nylig. Han døjer også med en skade som hæmmer hans løbepensum.
Desuden har Mads Emil Madsen, Frederik Brandhof og Gift Links døjet med mindre skader, der fortsat holder dem ude på søndag.
Efter torsdagens åbne træning kunne man se, at det ligner en tæt kamp mellem Bech og Duelund på den offensive midtbane, mens Adam Daghim er blevet førsteudfordrer til Eric Kahl på wingbacken i Links’ fravær.
De offensive spillere er blevet klandret for at skabe for få målchancer.
Paradoksalt skabte vi flest målchancer i nederlaget til FCN, men den sidste skarphed manglede.
Mod Silkeborg spillede holdet i lange perioder fornuftigt og var spilstyrende. Nogle ærgerlige kendelser og uheldige defensive aktioner i slutminutterne gav et resultat, der ikke matchede præstationerne på banen, men facit 2-2 var efter omstændighederne heldigt efter den dramatiske afslutning med et omdiskuteret straffespark og omspark dybt inde i overtiden.
Mod OB fulgte holdet det samme mønster. Fynboerne blev i 45 minutter presset i bund, og De Hviie tilspillede sig et hav af chancer – men heller ikke i denne kamp formåede holdet at omsætte det stærke og underholdende spil til en sejr.
Kampen endte 1-1, og fansenes kommentarer efter de to uafgjorte kampe var præget af skuffelse over fire mistede point. Nu har både spillere og trænerstab været ude at sige, at der nu skal tre point på bordet, så lad os håbe, at vi kan få lukket opgøret i de gode periode i denne omgang.
Status på Lyngby BK
Lyngby ser ud til at være indstillet på, at den katastrofale start på sidste sæson ikke skal gentage sig.
De reddede sig med en slutspurt, som ikke er set magen, siden Randers lavede det samme nummer og sendte os i fedtefadet i 2010.
I denne sæson er det startet med syv points i fem kampe, hvor især 4-1 sejren over FCM har overrasket eksperterne.
Denne sæsonstart er formentlig bedre end selv den største optimist i deres stab havde forestillet sig.
Det er endnu et eksempel på, at vi skal passe på med ikke at undervurdere vores modstandere.
Det er imidlertid et hold, som ser ud til at være svækket på grund af transfers i det igangværende vindue.
To af de største profiler i sidste sæson, forsvarets krumtap Lucas Hey og angriberen Alfred Finnbogason er solgt. Hey er nu hos naboerne i FCN, der har overhalet Lyngby og den anden nabo AB både i spillemæssig og økonomisk henseende.
Magnus Jensen er købt i Horsens og Magnus Kaastrup er tilbage fra et lejeophold i Sirius, men det er ikke spillere, der har vist et niveau, som matcher de to profiler.
Lyngby har måske ikke de helt store profiler, men det er et hårdt arbejdende hold, som under ledelse af en karismatisk træner kan spille både charmerende og effektiv fodbold. Spillerne lægger sig ikke ned, men naturligvis kan og bør de nedkæmpes.
Dem skal vi holde øje med
AGF:
Det bliver højst sandsynligt genvalg til Magnus Knudsen på midtbanen, som dygtigt kan flytte modstanderne med hurtig boldomgang.
Dagsformen og skadessituationen kan være afgørende for, hvem Uwe vælger til startelleverens offensive pladser, hvor Duelund og Bech kæmper om pladsen ved siden af Anderson. Ellers spøger Peter Bjur måske i kulissen. Han har været lidt ude, lidt inde i varmen. Bliver kampen mod Lyngby den chance, han får for at vise, at han ikke er kommet for at sidde på bænken?
En interessant observation fra torsdagens træning, hvor TK ikke deltog, var, at man arbejder med to scenarier såfremt, TK skulle være ukampdygtig: En 1:1 erstatning i form af Tobias Anker eller en konstellation med Mølgaard på venstre stopper og Akoto på højre. Det kunne måske være en fin debutkamp for Anker, men vi kan dog nok regne med at se TK på sin vanlige plads på søndag.
En nøgle til sejr bliver selvfølgelig at få udnyttet de gode perioder af kampene, hvor bolden flyttes hurtigt, gerne med Beijmo/Kahl som endestation, som kan udfordre og slå indlæg ind til et godt fyldt felt.
Vi kan i øvrigt konstatere, at vores modstandere i de seneste to runder har hentet point i slutminutterne. Det betyder, at friskheden og bredden i truppen kan blive afgørende.
Ud over Bjur må Daghim og Serra være sultne med lyst til at vise, hvad de kan, og så har Duncan endnu ikke været i spil, men det kunne være interessant at se, om han fortsat kan komme ind og bidrage med sin arbejdsiver.
Lyngby:
Målmanden, Mads Kikkenborg, har været sikker på stregen og god til at igangsætte spillet.
Pascal Gregor og Marcel Rømer er rutinerede spillere, der er gode både defensivt og i det opbyggende spil.
Frederik Gytkjær har vist, at han kan score mål. De råder også over nogle hårdtarbejdende islændinge, Kolbein Finnson, Sævar Magnusson og Andri Gudjohnsen.
Derudover har midtbanespilleren Tochi Chukwuani vist sig flot frem indtil videre, og han rygtes til større adresser, men er altså fortsat på truplisten mod AGF.
Måske er navnene og CV’erne ikke voldsomt imponerende, men FCM kan tale med om, at de kan overraske.
Skader & Karantæner:
Karantæner:
AGF: Ingen
Lyngby BK: Ingen
Skader:
AGF: Kevin Yakob, Benjamin Hvidt, Mads Emil Madsen, Gift Links, Frederik Brandhof.
Lyngby BK: Ingen
Bud på startopstillinger:
AGF (3-4-2-1): Peacock-Farrell – Mølgaard, Tingager, Kristensen – Beijmo, Knudsen, Poulsen, Kahl – Duelund, Anderson – Mortensen.
Lyngby Boldklub (3-5-2): Kikkenborg – Gregor, Bjelland, Hamalainen – Storm, Chukwuani, Rømer, Magnusson, Finnsson – Gudjohnsen, Gytkjær
Med de sidste uafgjorte in mente må målet være både at score et tidligt mål og at få gang i målscoren. Jeg er en gammel mand på 71 og opvokset med bluesrock a la Cream. Dette band lavede en fantastisk coverversion af Robert Johnsons klassiker Crossroads. Teksten handler om en mand, der sælger sin sjæl til djævelen for at opnå succes som musiker. Mindre kan gøre det på søndag. Men succes, det skal vi da kræve!
Flere AGF Nyheder
-
Status på Poulsen: Tæt på at kunne træne med holdet igen
-
Mustafa Amini mindes AGF: – Den bedste tid var sammen med jer!
-
Q&A med marketingdirektøren: Sådan får du billet til AGF’s kampe i Vejlby
-
Mål-Power: – Vi burde have scoret mere
-
Grønbæk udlejes med købsoption: AGF kan få del af kagen
-
AGF – FK Pardubice: Toptrimmet trup trampede over tjekkerne
-
Kom med til den første kamp på Ceres Park Vejlby nogensinde
-
Årets anden testkamp venter: Hvilke signaler skal sendes?
-
Wahlstedt er tilbage: – Det føles godt
-
Gyamfi i en læringsproces: – Jeg kom hertil for at spille