Skip to main content



AGF – FCK optakt: Topbraget kan blive afgørende i kampen om medaljer


| Frederik Frandsen |

Seks point adskiller holdene før søndagens opgør, hvor AGF kan skabe et stort hul i medaljekampen – eller åbne døren på ny for københavnerne. 

Kampfakta

Spilletidspunkt: Søndag den 30. november 2025, klokken 14:00.

Spillested: Ceres Park Vejlby, Vejlby Centervej 53, 8240 Risskov.

Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen (Linjedommere: Deniz Yurdakul og René Risum).

VAR-dommer: Sandi Putros (AVAR: Aydin Uslu).

Følg kampen her: Tv3+ og Viaplay.

Hashtags: #agffck #sldk #ultratwitteragf #ksdh

AGF har generobret førstepladsen, og den skal forsvares, når FC København på søndag gæster Ceres Park i Vejlby. Inden opgøret skiller seks point de to hold, og kampen kan få stor betydning for medaljekampen. En AGF-sejr vil skabe et solidt hul ned til københavnerne, mens et nederlag igen vil åbne toppen. I Aarhus er de hviie flag allerede fundet frem, og byen er klar til et ægte topbrag.

Foto: Kronborgfotos

Indbyrdes opgør

Historisk har AGF haft det svært i møderne med FCK. De to klubber har duelleret hele 95 gange i Superligaen, og her har aarhusianerne kun trukket sig sejrrigt ud af 21 opgør. 27 er endt uden vinder, mens FCK står noteret for hele 47 sejre.

De seneste fem indbyrdes kampe følger samme mønster: én AGF-sejr, én uafgjort og tre nederlag. Selvom statistikken ikke er opløftende set med De Hviies øjne, har kampene til gengæld været yderst underholdende. Der er nemlig blevet scoret hele 20 mål i de fem seneste opgør – et imponerende snit på fire mål pr. kamp.

Senest de to hold tørnede sammen, lykkedes det AGF overraskende at tage en 2-3-sejr med hjem fra Parken. Den kamp blev startskuddet på aarhusianernes imponerende sejrsstime. Skulle AGF formå at hente endnu en triumf over københavnerne, vil det være første gang siden 2020, at De Hviie vinder to opgør i træk mod FCK.

Kristian Arnatad i duel med FCK's Lopez.
Foto: Kronborgfotos

Status på AGF

AGF fandt tilbage på sejrskurs efter to kampe uden fuldt udbytte. Det skete i opgøret i Søhøjlandet, hvor Silkeborg blev besejret med 2-0 – en tiltrængt sejr efter uafgjort mod FC Midtjylland og nederlaget til Sønderjyske Fodbold.

Kampen bød dog også på et lille skrækmoment, da formstærke Kevin Yakob måtte udgå med smerter i knæet. Heldigvis viste det sig ikke at være alvorligt, og han forventes at være klar til opgøret mod Randers FC.

AGF’s øgede fokus på at give unge spillere ansvar begynder for alvor at bære frugt. I kampen mod Silkeborg fik både Oskar Hagstrup og Tómas Krisjtánsson mange minutter – og de kvitterede med stærke præstationer. Det bliver interessant at se, om de også får samme tillid i topkampen mod FCK på søndag.

Oskar Haugstrup jubler efter sejr.
Foto: Kronborgfotos

Med sejren over Silkeborg har AGF generobret førstepladsen, mens FCK ligger nummer fire. Seks point skiller de to hold, hvilket gør søndagens duel til en klassisk sekspointskamp. En AGF-sejr vil øge afstanden til hele ni point – et markant skridt i medaljekampen. Omvendt vil et nederlag reducere forskellen til tre point og igen blæse liv i kampen om top tre.

Status på FCK

FCK befinder sig aktuelt på en fjerdeplads – en placering der ligger under klubbens egne ambitioner. De seneste resultater har været blandede, blandt andet et skuffende nederlag til Vejle. Siden da har holdet dog løftet sig med en Derby-sejr og en vigtig triumf i Champions League i midtugen.

Alligevel kan opgøret i Aarhus blive skelsættende. Et nederlag til AGF vil betyde ni point op til førstepladsen, og samtidig kan både Midtjylland og Brøndby øge deres forspring. Dermed risikerer FCK at miste grebet om top tre og havne i jagtgruppen.

En spiller har især trukket overskrifter: målmand Dominik Kotarski. Han kom til klubben med store forventninger, men har haft flere usikre indgreb – særligt i Champions League, hvor et par deciderede drops har kostet dyrt. Det rejser spørgsmålet, om han fortsat er det rette førstevalg.

Mikael Anderson dribler mod FCK.
Foto: Kronborgfotos

Derudover får tidligere AGF-profil Mads Emil Madsen chancen for at spille i Aarhus for første gang siden skiftet til FCK. Han var fremragende i derbyet og blev kåret til kampens spiller, men måtte alligevel starte på bænken i Champions League. I mangel af karantæneramte Lukas Lerager står Madsen nu til at skulle starte imod sin tidligere klub – det bliver spændende at se, hvordan han vil præstere på sin gamle hjemmebane.

Dem skal vi holde øje med

AGF: Hvis Gift Links kan slå lige så knivskarpe indlæg, som han gjorde i første halvleg mod Sønderjyske, skal AGF nok komme på måltavlen. Sydafrikaneren har spillet ganske solidt i sæsonens første 15 kampe, og står noteret for to scoringer og tre oplæg. Det er lige så mange målinvolveringer, som Gift Links havde i hele sidste sæson, og det er forhåbentlig ikke slut med oplæg og socringer fra Links venstre ben endnu.

FCK: Det bliver en nøgleduel, når Rasmus Carstensen skal stå over for enten Achouri eller Robert – begge farlige én-mod-én spillere, som på deres gode dage kan være næsten umulige at stoppe. Uanset hvem, der starter, vil det blive afgørende at vinde de første dueller og få slukket enhver tro på, at det kan blive en x-factor-dag for FCK’s kanter.

Rasmus Carstensen mod FC Nordsjælland.
Foto: Kronborgfotos

 

Karantæner og skader

Karantæner:

AGF: Ingen (Karantænefare: Eric Kahl).

FCK: Lukas Lerager (Karantænefare: Mohamed Elyounoussi)

Skader:

AGF: Frederik Tingager, Jacob Andersen og Tobias Mølgaard.

FCK: Thomas Delaney, Rodrigo Huescas og Magnus Mattsson.

Bud på startopstillinger

AGF (3-4-3): Hansen – Kahl, Dalsgaard, Beijmo – Links, Poulsen, Solbakken, Carstensen – Arnstad, Mortensen, Bech.

FCK (4-4-2): Kotarski – Lopez, Hatzidiakos, Gabriel, Suzuki – Robert, Madsen, Clem, Larsson – Elyournussi, Cornelius

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle