
AGF – FCK: Kølig kultkamp i Vejlby
En træningskamp med historiske undertoner løb lørdag eftermiddag af stablen, da AGF og FCK bragede sammen til den uofficielle premiere på Ceres Park Vejlby.
Der skulle ikke bare testes ting af på banen, da AGF i dag indledte æraen på det midlertidige stadion i Vejlby. Alt omkring kampen skulle stå sin prøve – fanoplevelsen, køsystemerne, lydanlæg… ja, det hele var en generalprøve forud for forårets Superligastart, der venter lige om hjørnet.
En kølig kultkamp kunne tage sin begyndelse – og det blev en spændende en af slagsen på alle parametre.

Kampens forløb
Vi fik en ganske livlig start på dagens opgør, hvor Henrik Dalsgaard sad ved denne skribents side i den interimistiske pressezone, da han fortsat døjer med sit hekseskud i lænden.
Mortensen var også bænket fra kampens start, hvilket gav plads til Badji og Bech oppe foran, og der blev i kampens indledning lagt et dejligt tryk ned mod FCK’s målende.
Efter 12 minutter var det dog alligevel gæsterne, der bragte sig i front. Københavnerne fandt pludselig et hul i AGF-forsvaret, og Amin Chiakha kunne helt fri bringe FCK på 0-1.
Premieren gik fra ondt til værre kort efter, da Mølgaard i en kontra stod alene med to FCK-angribere. Gæsterne spillede sig fri, og så stod den 0-2. Puhadada.
0-3 blev det desværre også, da Magnus Mattson efter 28 minutter omsatte et straffespark sikkert.
Den gode AGF-start var blevet afløst af en række usikre momenter i bagkæden, og det gav sig altså til udtryk på måltavlen. Resultatet holdt til pause.

2. halvleg
Trods resultatet efter de første 45, så fortsatte AGF med de samme 11 mand efter pausen, og udtrykket var da også lidt bedre til en start. Bech kom hurtigt til en afslutning, men den gik snert forbi mål, og kort efter trykkede Badji flot af og aftvang en god redning af FCK-keeperen.
Gift Links driblede kort efter flot gennem FCK-feltet og blev nedlagt. Efter et VAR-tjek blev der dømt straffe, og Mikael Anderson omsatte sikkert. 1-3!

Islændingen fortsatte med at få slutprodukt på tingene og få minutter senere fik han igen nettet til at blafre! Efter lidt mosleri og finter åbnede muligheden sig, og han svigtede ikke. 2-3!

Mod slutningen blev der skiftet en del ud, og vi så både Anderson og Brandhof i aktion på højre wingback i fraværet af knæskadede Jacob Andersen, og så fik vi ellers også noget at juble over til sidst!
Et hjørnespark fra Max Power blev slået indover, og – hvem ellers – Patrick Mortensen headede den i kassen! 3-3 efter 84 minutters spil! Sikke et comeback!
Et minut inde i overtiden fik vi så den bedste afslutning på historien om denne verdenspremiere på Vejlby Stadion. Nicolai Poulsen kanonerede kuglen i kassen til 4-3, og der har næppe tidligere lydt så stort et jubelbrøl til en testkamp i det ganske land!
Slutfløjtet lød, øllet flød, og Vejlby er hermed indviet! Wauw!
Hvad vi lærte
Det vigtige slutprodukt fra Anderson! Jovist, det er en testkamp, og alt det der, men hvis Anderson kan fortsætte med at score mål, som han gjorde i dag, så får han endelig sat det sidste flueben for at være blandt ligaens bedste spillere. Keep it up, Mikael!
Usikkerhed bagtil. Dagens første halvleg viste nogle svaghedstegn, som vi ikke har set længe fra De Hviie, og det må vække bekymring hos Rösler så tæt på forårets ligastart.
Kampfakta:
Spillested: Ceres Park Vejlby, Vejlby Centervej 53, 8240 Risskov.
Tilskuertal: 4803
Resultat: 4-3
12: Amin Chiakha (FCK)
21: Robert Silva (FCK)
28: Magnus Mattsson (FCK)
54: Mikael Anderson str. (AGF)
58: Mikael Anderson (AGF)
84: Patrick Mortensen (AGF)
90+1: Nicolai Poulsen (AGF)
Opstilling AGF (3-5-2): Hansen – Akoto (62: Kahl), Tingager, Mølgaard (80: Jensen-Abbew) – Links (85: Bach (90: Sauer), Madsen, Arnstad (62: Poulsen), Anderson (80: Brandhof), Beijmo (62: Power) – Badji (80: Duelund), Bech (62: Mortensen).
Flere AGF Nyheder
-
Rösler om Wahlstedt: – Han er på vej til at blive skarpere
-
Sölvi Stefánsson: En forsvarsvulkan er klar til at gå i udbrud
-
Talentchefen tager temperaturen på AGF’s akademi: – Vi er kommet godt fra land
-
Yakob efter comeback: – Jeg bliver lidt rørt
-
AGF – AaB: Kevin Yakob returnerede i tæt testkamp mod nordjyderne
-
Blog: Hvad er AGF’s idealopstilling?
-
Kampprogram slutspil 2025: Se AGF’s kampe i Mesterskabsspillet
-
Reportage: Chokerende nedtur i Nørreskoven
-
Vejle BK – AGF: Spillerpræstationer og kampens spiller
-
Flere hviie talenter på ungdomslandsholdene