Skip to main content


AGF – FC Midtjylland: Spillerkarakterer og MOTM februar


| Mikkel Gyngstrup |

Det var årets første hjemmebanekamp – en kamp som man nok ikke lige glemmer – selvom mange nok gerne ville netop det… Her får du KSDH.dk’s karakterer til spillerne og cheftræner Uwe Rösler.

AGF tog imod FC Midtjylland på et forandret Ceres Park, og humøret nåede i dén grad også at forandre sig undervejs i gårsdagens kamp. Det blev til et surt overtidsnederlag med masser af chancer, drama og røde kort undervejs.

Spilmæssigt fik vi en lille genrejsning efter kampen mod Vejle, men så heller ikke mere end det.

KSDH – Gruppen for AGF Fans er Mikael Anderson løbet med kåringen som kampens spiller med 77 % af stemmerne. På andenpladsen i afstemningen finder vi igen Jonas Jensen-Abbew med 10 %, mens Bailey Peacock-Farrell endte nummer tre i afstemningen med 4 %.

Mikael Anderson i bevægelse med bolden.
Foto: Matti Kronborg

AGF-spillernes karakterer mod FC Midtjylland

Herunder ses karakterer til AGF-spillerne i opgøret mellem AGF og FC Midtjylland. Vi benytter skalaen 1-5 til vores bedømmelse. Se uddybning af karakterskalaen nederst.

Bailey Peacock-Farrell
Karakter: 3
Bailey stod som sådan en fin kamp, og der var ikke det store, han kunne have gjort for at forhindre nogen af de tre mål, som FC Midtjylland formåede at score. Han havde afgørende redninger i første halvleg, som han naturligvis skal have cadeau for.

Jonas Jensen-Abbew
Karakter: 3
AJ spillede en fornuftig kamp, han lavede ikke nogle større fejl og lavede masser af gode afleveringer. En lovende start for den nytilkommende spiller. Generelt for bagkæden trækker det dog ned at lukke tre mål ind på hjemmebane.

Frederik Tingager
Karakter: 3
Igen spillede Tingager en solid kamp, selvom det måske ikke var den bedste defensive kamp, AGF har spillet. Det kunne have været bedre, men også meget værre.

Felix Beijmo
Karakter: 3↓
Felix Beijmo var igen at finde i det centrale forsvar og gav det, vi kender ham for – en masse offensive løb og stærke afleveringer. Lykkedes dog ikke med at lukke helt ned for gæsternes offensiv, hvilket trækker ned.

Eric Kahl
Karakter: 2
Det var måske ikke hans værste kamp, men den var ikke god. Generelt usynlig på holdet, efter AGF’s fantastiske periode i første halvleg var ovre. Det er nok ikke en kamp, han husker for særlig meget heller. Den store afbrænder på det frie mål efter et dårligt indgreb af Jonas Lössl er naturligvis med til at trække karakteren ned. Den skal man score på, når han trods alt ikke var længere væk fra målet.

Mads Emil Madsen
Karakter: 3
Mads Emil Madsen genopstod fra Vejle-kampen og spillede en helt igennem godkendt kamp. En solid præstation gennem alt hans tid på banen, hvor han viste, hvad han var i stand til. Gode afleveringer, overblik og flow i kampen.

Frederik Brandhof
Karakter: 2↑
Brandhof er naturligvis kun en stand-in for Nicolai Poulsen, og han klarer det som sådan fint. Det ser man også på Uwe og hans stabs tillid til ham, men det var ikke nogen nævneværdig kamp. Han fighter, løber og knokler for holdet – hvilket selvfølgelig er en god kvalitet at have i AGF, men savner alligevel Polles evne til at bryde spillet.

Gift Links
Karakter: 2
En ret usynlig kamp af den efterhånden garvede AGF-spiller. Han lykkedes ikke rigtig med særlig meget og gjorde sig ikke bemærket. Det var en tam omgang fodbold fra hans side.

Tobias Bech
Karakter: 2
Selvom Bech viser glimt af, hvad han er god for, så er det bare som om, han ikke lykkedes med det i kampen. Udover hans flotte mål, som desværre blev underkendt for en snæver offside, så var det ikke nogen køn kamp af ham. Han havde svært ved at sætte sin mand og snork sov ved 1-2 målet. Det var lidt af en forlængelse af den præstation, han havde mod Vejle.

Patrick Mortensen
Karakter: 2
Selvom mr. 100 % forlængede sin stime og tilføjede to mål til sit CV, så var det bare ikke nogen iøjnefaldende kamp af topscoreren. Viste ikke den nødvendige skarphed ved den kæmpe chance han formåede at brænde efter oplæg af Duelund mod slutningen af kampen og formåede heller ikke at indgå nok i spillet i rollen som opspilsstation.

Mikael Anderson
Karakter: 3↑
Mikael Anderson var igen den, der tog mest initiativ. Han brændte banen af i første halvleg og spillede en god kamp, men resultatet af kampen gør bare, at han ikke kan få en perfekt karakter. Han havde chancer nok til at lukke opgøret inden for 30 minutter, men var bare ikke skarp nok. Han forventes naturligvis ikke at score på alle sine chancer – for så havde han ikke spillet i AGF, men med størrelsen af de chancer han havde, så SKAL der falde et mål af. Det gjorde der ikke, og derfor ikke en højere karakter.

Indskiftere:

Janni Serra (Ind: 83)
Karakter: UB
Ikke nok tid til at komme i spil og vise hans kvaliteter, dog lignede det ikke en spiller, som kunne afgøre kampen. Men det er også svært, når man ikke får længere tid på banen.

Nicolai Poulsen (Ind: 64)
Karakter: 2
Poulsen leverede ikke nogen indsats, der var værd at skrive hjem om. Han kom med den nødvendige energi og fight, men desværre ikke meget mere end det. Han skal nok vende tilbage til sit almindelige niveau, når han er klar til at spille kontinuerligt.

Mikkel Duelund (Ind: 64)
Karakter: 1
Der er ikke så meget at sige omkring hans præstation. Et ret usynligt indhop uden nogen reel indflydelse på spillet, der gavnede AGF. Han taber bolden i overtiden efter at lave et alt for langt sololøb, som bliver opsnappet, spillet videre og ender i mål, så AGF taber kampen med to mand i overtal. Det må ikke ske, og slet ikke i en kamp man skal vinde.

Mathias Sauer (Ind: 90)
Karakter: UB
Sauer kom ind til allersidst i kampen, hvor det var mest hektisk og presset var højest, så derfor havde man ikke forventet noget mirakel. Han leverede en generel fin indsats i den korte tid, han havde på banen.

Trænerkarakter:

Uwe Rösler
Karakter: 2
Hvor er udviklingen og evnen til at ændre en kamp fra bænken i halvlegen eller i løbet af kampen? Der var stilstand i AGF’s offensiv, både før, under og efter udvisningerne. Om det var spillerne der ikke gad at kæmpe for det, eller en mangel motivation fra Uwe’s side kan være et godt spørgsmål. Godt var det hvert fald ikke. Med det sagt, så skal han have ros for, hvad end han har sagt før kampfløjt, for de 30-35 minutter af første halvleg, var muligvis de bedste, der har været spillet under Uwe. Nu skal han bare sørge for, at AGF spiller sådan igennem en hel kamp.

Karakterskala

1. Den elendige præstation – Uacceptabelt, sløjt niveau, hvor intet fungerede.

2. Den utilstrækkelige præstation – Fik sat enkelte gode ting sammen, men spillede generelt en dårlig kamp. Ikke godkendt.

3. Godkendt uden at imponere – En kamp på det jævne, med både positive og negative ting at sige om præstationen.

4. Den gode præstation – En flot kamp, hvor spillerens kerneopgaver blev løst med få fejl og mangler.

5. Den fremragende præstation – Sublim kamp, hvor spilleren stort set ikke satte en fod forkert.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle