Skip to main content


AGF – FC Midtjylland optakt: En sekspointskamp om medaljehåb


| Jonas Roulund |

AGF kan for alvor blive hægtet af kampen for medaljer i dette års Superliga, når FC Midtjylland gæster et forandret Ceres Park, men omvendt kan en sejr i årets første hjemmekamp bringe De Hviie tilbage, hvor det er rigtigt sjovt.

Kampfakta: AGF vs. FC Midtjylland

Spilletidspunkt: Søndag den 25. februar klokken 18.

Spillested: Ceres Park, Stadion Alle 70, 8000 Aarhus C.

Dommer: Morten Krogh (Linjedommere: Lars Hummelgaard og René Risum).

VAR dommer: Mikkel Redder (AVAR: Steffen Beck Bramsen).

Følg kampen her: Twitter: AGFFodbold samt på TV3+

Hashtags: #agffcm #sldk #ultratwitteragf #ksdh

Efter en sløj omgang i Nørreskoven skal AGF forsøge at score årets første turneringsmål – og hente den første sejr i 2024 mod ligaens 3. plads; FC Midtjylland. Et opgør, der kan sikre top seks, men som også kan slukke drømmen om Superligamedaljer til Aarhus. Et væld af fans er klar på lægterne – lad os så få sparket foråret i gang med manér!

AGF-tifo på Vejle Stadion.
Foto: Kronborgfotos

Indbyrdes kampe

AGF mødte senest FC Midtjylland tilbage i september, hvor det blev til en 1-1’er på mål af Ola Brynhildsen og Tobias Bech foran godt 8000 tilskuere.

Senest de to hold mødtes på Ceres Park var den 9. oktober 2022, hvor FCM nappede en 0-1 sejr.

Søndag forventes over 10.000 på lægterne til det 59. indbyrdes opgør mellem de jyske rivaler, så der bliver med garanti knald på. Det er i øvrigt blevet til 22 AGF-sejre, 27 nederlag og ni uafgjorte, når FCM har været modstanderen gennem tiden.

De seneste fem opgør har dog været helt lige fordelt med to sejre, to nederlag og en uafgjort, så søndag er der mulighed for at tippe det nylige interne regnskab til De Hviies fordel.

Status på AGF

Rösler må se lidt bekymret frem mod årets første hjemmekamp, da opgøret i Vejle bestemt ikke gav signaler om, at AGF er på rette vej.

Her var særligt offensiven udfordret, mens Vejle i den modsatte ende fik truet Peacock-Farrells mål i flere omgange – dog uden at få hul på bylden.

AGF har dermed fortsat en af ligaens stærkeste defensiver, hvilket også bliver afgørende på søndag.

Med mandagens clean sheet er De Hviie oppe på syv styks i denne sæson, hvilket kun er overgået af Brøndby.

Foto: Kronborgfotos

Med nullerten i Nørreskoven er AGF samtidig ubesejret i otte kampe i streg, hvilket vi skal helt tilbage til 2011 for at finde en bedre stime – her lykkedes det at undgå nederlag i 11 kampe i træk.

Trænerstaben har et stærkere hold at vælge fra i denne omgang, da Poulsen må forventes at være klar til en startplads, mens Anderson også er blevet clearet til at spille efter fadæsen med ostemaden i Vejle. Janni Serra har desuden meldt sig klar til søndagens kamp overfor KSDH.dk, trods den hårde medfart i seneste spillerunde.

Mølgaard, Knoester og Knudsen ser dog fortsat ud til at være ude, hvad angår overvejelser om startpladser – de er dog alle med på træningsbanen for tiden.

Status på FC Midtjylland

De midtjyske rivaler kommer til Aarhus med et nederlag i rygsækken efter at have misset en gylden mulighed med en mand i overtal mod Brøndby i det meste af kampen.

Det ændrer dog ikke på, at søndagens gæster er de mest scorende i ligaen med 34 mål, mens de også har tredjeflest afslutninger af alle hold.

Thomasbergs tropper overvintrede med en god fornemmelse, da de gik på pause med 11 ubesejrede kampe i ligaen og må være sultne for at hævne årets første resultatløse indsats.

Med Franculino og Olsson tilbage fra skader og Charles retur fra karantæne, lysner tingene på Heden, men folk som Dalsgaard, Marrony og Martinez forventes dog ude, og der er dermed også bøvl hos herningenserne på samme vis som i Aarhus.

Nødvendigheden af et resultat tager til – interessant bliver det, hvordan ulvene reagerer under pres?

Dem skal vi holde øje med

AGF:

Henrik Dalsgaard er skadet, hvilket kan give problemer for midtjyderne, og De Hviies wingback får dermed en god mulighed for at udfordre søndagens gæster bagtil – en masse udfordringer fra både Beijmo og Links/Bach, der kan smide indlæg ind til Mortensen kan derfor blive en nøgle til tre point på Ceres Park.

Tobias Bach med bolden i hænderne.
Foto: Kronborgfotos

Derudover må dødboldene som sædvanligt nævnes – Tingager var tæt på at få headet den ind i Vejle, og han får igen en nøglerolle i begge ender, når midtjydernes giftige offensiv skal stækkes, mens dødboldene skal udnyttes i offensiven.

FC Midtjylland:

Cho brændte et straffespark mod BIF, og han må være sulten for at få åbnet målkontoen i 2024. Sæsonen har hidtil budt på otte kasser og to assists i 17 kampe, så sydkoreaneren er en mand, der skal stækkes, hvis AGF skal have point søndag aften.

En anden dygtige herrer er kreative Aral Simsir, som med sine vævre driblinger og gode boldomgang kan splitte AGF’s organisation – men forhåbentligt er Poulsen tilbage til at sikre, at dansk-tyrkeren ikke får for meget plads at boltre sig på.

Skader & karantæner

Skader:

AGF: Kevin Yakob, Benjamin Hvidt og Tobias Mølgaard.

FC Midtjylland: Marrony, Joel Andersson, Henrik Dalsgaard.

Karantæner:

AGF: Ingen (Karantænefare: Magnus Knudsen, Nicolai Poulsen, Felix Beijmo, Tobias Bech og Mikael Anderson).

FC Midtjylland: Adam Gabriel (Karantænefare: Paulinho, Cho Gue-Sung, André Rømer, Armin Gigovic).

Bud på startopstillinger:

AGF (3-4-2-1): Peacock-Farrell – Akoto, Tingager, Jensen-Abbew – Beijmo, Madsen, Poulsen, Links – Anderson, Bech – Mortensen.

FCM (4-4-2): Lössl — Lee, Ingason, Bech, Paulinho — Sørensen, Rømer, Olsson, Simsir — Brynhildsen, Cho.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle