Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

AGF- FC Kryvbas: Målfest i årets anden testkamp


| Jonas Roulund |

Årets anden fodboldkamp med AGF i aktion blev spillet på træningslejren i Spanien, hvor ukrainske FC Kryvbas ydede modstand.

2026-programmet fortsætter i Spanien for Jakob Poulsens mandskab, der i dag mødte FC Kryvbas til årets anden fodboldkamp.

Her forventede cheftræneren at bringe stort set alle mand i spil – og forhåbentligt hurtigt at se nogle af de gode ting fra efterårets kampe være en del af udtrykket.

Aggressivitet med- og uden bold var nøgleordene, da formen skulle testes mod ukrainerne, som vandt bronzemedaljer i den hjemlige liga i 2023/2024-sæsonen og sluttede som nummer fem i seneste sæson.

Holdcirkel inden kamp på Ceres Park Vejlby.
Foto: Kronborgfotos

Kampens forløb

Opgøret var knap gået i gang, før bolden lå i rusen!

Janni Serra fik hovedet på et dejligt indlæg fra Rasmus Carstensen, som havde modtaget en lang bold fra Henrik Dalsgaard. En perfekt måde at indlede træningslejrens første kamp på – og endnu en fin omgang selvtillidsboost til tyske Serra, som aldrig rigtigt har fundet vej til fast spilletid i den hviie trøje… Nu har han scoret i årets to første testkampe.

Herefter satte AGF sig godt og grundigt på spillet og flere gange kom De Hviie til afslutninger. Vi skulle dog frem til det 26. minut, før nettet igen blafrede – og det skete efter samme opskrift som i starten af kampen.

Lejesvenden, Rasmus Carstensen, fik slået en fin bold på tværs til Janni Serra, som bankede bolden i mål. 2-0!

Janni Serra og Eric Kahl jubler.
Foto: Kronborgfotos

De Hviie var slet ikke færdige med at dominere mod de kuede ukrainere, og efter 31 minutter gjorde unge Tomas Oli Kristjansson det til 3-0. Oplægget leveret af… Janni Serra! Skønne tider for gutterne i hvidt.

Resten af halvlegen fortsatte AGF dominansen mod FC Kryvbas, som næppe ville klare skærene i Superligaen i den nuværende forfatning, og så var der pause.

2. halvleg

Der blev roteret lidt i pausen, og ind fra bænken kom Beijmo, Haugstrup, Solbakken og Jørgensen. Flere indskiftninger kunne nok forventes i løbet af 2. halvleg, da cheftræneren havde lovet spilletid til stort set hele sin medbragte trup.

Også FC Kryvbas skiftede heftigt ud, og måske var det årsagen til, at udtrykkene var forandret efter turen i omklædningen. Nu var det pludselig ukrainerne, som tog teten.

Det resulterede i, at Jesper Hansen begik straffespark, hvilket blev omsat til mål med et frækt Panenka-spark, og pludselig var det Poulsens mandskab, der lige skulle hanke lidt op i sig selv.

Jesper Hansen redder ikke straffespark i Randers.
Foto: Kronborgfotos

Holdene baksede herefter lidt mere med tingene, og mens Kryvbas forsøgte sig med lidt omstillinger, så manglede AGF’erne lige de sidste procenter, selvom bolden fortsat var mest på hviie fødder.

Selvom det ikke var helt så overlegent som før pausen, så var det nu alligevel AGF’erne, som fortjent kunne score det næste mål.

Indskiftede Stefen Tchamche kom til en afslutning, som den ukrainske målmand reddede med en fodparade. Riposten endte hos Sebastian Jørgensen, som let kunne score.

Sebastian Jørgensen på vej på Sydbank Park.
Foto: Kronborgfotos

Glæden varede dog kort, da FC Kryvbas svarede igen med et mål kort efter.

En ukrainsk omstilling endte med et indlæg, som tilbagestormende Beijmo ramte uheldigt, og så stod der 4-2 med et kvarter igen.

Den sidste del af kampen var temmelig åben med et forvandlet ukrainsk mandskab, som pludselig godt kunne sætte flere afleveringer sammen – og ganske habile omstillinger. AGF’erne havde sværere ved at kontrollere begivenhederne, selvom folk som Haugstrup og Solbakken egentlig gjorde et habilt forsøg inde på midtbanen.

Der nåede ikke at opstå flere chancer, og så kunne Jakob Poulsen gøre status efter årets anden test, hvor folk som Serra, Carstensen og Haugstrup nok kan ses som de største vindere.

Oskar Skou Haugstrup i kamp for AGF's U19-hold.
Foto: Kronborgfotos

Hvad vi lærte

Serra er ikke (nødvendigvis) færdig i AGF. Selvom det har været småt med spilletid for Janni Serra i AGF siden ankomsten til klubben i sommeren 2023, og meget har tydet på, at både han og Badji skulle søge nye græsgange, så tyder det da på, at han forsøger at spille sin chance her i opstarten. Såfremt målformen kan holdes ind i Superligasæsonen, så vil han være et oplagt bud på andetvalget til angriberpositionen i foråret.

Mølgaard er klar. Det kan godt være, at transfervinduet indtil videre har været stille i AGF, men at få Tobias Mølgaard tilbage kan jo nærmest ses som en ny tilføjelse til holdet – og hvor har hans knaldhårde tacklinger og skønne fight været savnet.

Kampfakta:

Spillested: Pinatar Arena, Av. del Mojón, 43, 30740 San Pedro del Pinatar, Murcia, Spanien.

Resultat: 4-2

1: Janni Serra (AGF)

26: Jannie Serra (AGF)

31: Tomas Oli Kristjansson (AGF).

51: Carlos Paraco (FCKR)

68: Sebastian Jørgensen (AGF)

74: Felix Beijmo – selvmål (FCKR)

Opstilling:

AGF (3-4-3): Hansen – Mølgaard (45: Beijmo), Dalsgaard (63: Camara), Kahl (63: Storch)– Carstensen (63: Grantzau), Yakob (45: Solbakken), Arnstad (63: Tchamche), Links (63: Emmery)– Bech (45: Jørgensen), Serra (63: Mortensen), Kristjansson (45: Haugstrup (85: Badji)).

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle