Skip to main content


AGF – FC København optakt: Chance for revanche


| Frederik Frandsen |

Efter et nederlag til FC København anden påskedag har AGF allerede mulighed for at revanchere sig på søndag, når FCK gæster AGF på Ceres Park Vejlby.

Kampfakta: AGF – FC København

Spilletidspunkt: Søndag den 27. april klokken 16:00.

Spillested: Ceres Park Vejlby, Vejlby Centervej 53, 8240 Risskov.

Dommer: Jacob Karlsen (Linjedommere: Steffen Beck Bramsen og René Risum).

VAR dommer: Jakob Alexander Sundberg (AVAR: Jesper Dahl).

Følg kampen her: X: @KSDH_AGF samt TV2 Sport X og TV2 Play

Hashtags: #agffck #sldk #ultratwitteragf #ksdh

AGF skal rejse sig igen, når de søndag tager mod FCK i 28. spillerunde i Superligaen. I forrige runde tabte De Hviie til selvsamme FCK med hele 3-1 i Parken. Efter en sløj start på mesterskabspillet, er tre point altafgørende for AGF, hvis der skal være nogen forhåbninger om medaljer i år. Selvom det ikke har været en god start for AGF, så har de endnu ikke tabt på den nye hjemmebane i Vejlby, hvilket er noget der skal bygges videre på med fuldt hus og smittende energi fra lægterne.

Samlet for Aarhus - stemningstribunen i Vejlby.
Foto: Kronborgfotos

Indbyrdes kampe

Efter nederlaget til FCK i forrige runde er AGF placeret på en sjetteplads – eller en mesterskabsspils-sidsteplads om man vil. Som kontrast mod det, skubbede sejren FCK op på førstepladsen, hvor de nu fører Superligaen.  

Sidste gang FCK kom til Aarhus i Superliga-regi, spillede de to hold 1-1. Trods en FCK-scoring efter blot to minutter, så var det en kamp, De Hviiie dominerede på flere parametre. Henrik Dalsgaard udlignede kort inde i anden halvleg, hvorefter Theo Sander holdte FCK inde i opgøret med flere flotte redninger.  

Selvom AGF historisk har svært ved FCK, hvor det i Superligaen er blevet til blot 20 sejre ud af 93, så har de seneste år været jævnbyrdige. Her har AGF vundet to og spillet en uafgjort de seneste seks kampe. Ud af de 93 kampe har FCK vundet hele 46, hvor 27 af dem er endt i remis.  

Til sidst må vi ikke glemme indvielsen af Ceres Park Vejlby, som var en træningskamp mod FCK. AGF gik ellers til pause bagud 0-3, men med et vanvidscomeback vendte de opgøret, og det sluttede 4-3 til De Hviie.  

Status på AGF

De Hviie går nu to svære kampe i møde, hvor man starter ud med FCK hjemme efterfulgt af en udekamp med FC Midtjylland. Selvom Uwe forsøgte sig med en anderledes opstilling mod FCK med kun en angriber, så virkede tingene som bekendt ikke, og han skal til at finde opskriften til sejr, hvis AGF skal holde sig til i kampen om Europa.  

AGF har fortsat et af de bedste forsvar i ligaen, hvor de har lukket næst færrest mål ind kun overgået af FCK. Men forsvarsgeneralen Frederik Tingager måtte desværre udgå fra kampen mod FCK med hvad der lignede en muskelskade i læggen. Der skal derfor tænkes i nye baner, når Uwe udpeger de bagerste tre resten af sæsonen.  

Til torsdagens åbne træning på Fredensvang sagde cheftræneren til KSDH og den øvrige fremmødte presse, at Tingager var meget tvivlsom – til gengæld får Leopold Wahlstedt chancen i målet, hvilket bliver yderst interessant. I angrebet ligner det genvalg til Patrick Mortensen og Tobias Bech, selvom Youssouph Badji kom ind og lavede en flot assist i seneste spillerunde.

På midtbanen er der også udfordringer, idet Mikael Anderson har karantæne. Det bliver med stor sandsynlighed Arnstad, Poulsen og Madsen der skal løse den centrale situation, mens Rösler nævnte, at Duelund med stor sandsynlighed er med i kamptruppen og kan komme ind fra bænken.

Selvom det ikke er en dans på roser for tiden, er der ingen grund til at slukke håbet om medaljerne. Der er stadig 15 point på højkant i Superligaen, og AGF har kun seks op til Brøndby på tredjepladsen. Med en tæt Superliga, hvor alle kan slå alle, kan meget stadig nå at ske, inden det hele afgøres søndag den 25. maj. Men der skal til at sættes nogle point på tavlen, såfremt AGF skal med i ræset.

Tobias Mølgaard med bolden mod FCK.
Foto: Kronborgfotos

Status på FC København

Selvom FCK senest vandt over AGF anden påskedag, så har formkurven siden nytår ikke været tilfredsstillende for københavnerne. Her er det blevet til et pointgennemsnit på 1,5 over de seneste ni kampe. Det er et godt stykke under de 2,0, mestrene af Superligaen historisk skal have

FC København er uden tidligere AGF’er Kevin Diks, der måtte udgå med en skade i derbynederlaget mod Brøndby IF. Udover Diks er nytilkomne Rodrigo Huescas også ude med karantæne, efter hans gule kort mod AGF. Profilen Elias Achouri pådrog sig også et gult kort, der giver ham karantæne til opgøret med AGF på søndag.  

Sidste mand i skammekrogen er Diant Ramaj, efter hans hovedløse handling i derbynederlaget. Med tre profiler ude i bagerste kæde, burde AGF kunne udfordre den svækkede FCK bagkæde.  

Forhåbentligt kan de mange rotationer blive AGF’s vej til en sejr i Vejlby.  

Foto: Hjørringgaard Photo

Dem skal vi holde øje med

AGF: Uwe fortalte torsdag eftermiddag, at der vil være en ændring i målet for AGF. Leopold Wahlstedt står overfor sin Superliga-debut for AGF. Wahlstedt pådrog sig en slem skade, da han debuterede for De Hviiie i en pokalkamp mod VSK Aarhus. Efter nogle svingende præstationer fra Jesper Hansen, har Uwe altså vurderet, at tiden var inde til et skifte i målet.

FC København: Jordan Larsson gjorde ondt på AGF i mandagens opgør. Specielt hans mange dybdeløb, havde ‘GF svært ved at dæmme op om. Derudover stod han også noteret for et mål og en assist, da de besejrede AGF med 3-1. Der er ingen tvivl om, at FCK har en offensiv med mange muligheder, men skal FCK gøre ondt på AGF, skal tingene gå gennem den svenske angriber.

Karantæner og skader

Karantæner: 

AGF: Mikael Anderson og Eric Kahl (Karantænefare: Mads Emil Madsen og Tobias Bech).

FC København: Diant Ramaj, Elias Achouri, Rodrigo Huescas (Karantænefare: Victor Froholdt).

Skader: 

AGF: Jacob Andersen og Frederik Tingager.

FC København: Birger Meling, Kevin Diks og Nicolai Boilesen.

Bud på startopstillinger:

AGF (3-4-2-1): Wahlstedt – Mølgaard, Dalsgaard, Jensen-Abbew – Links, Poulsen, Madsen, Arnstad, Beijmo – Bech, Mortensen.

FCK (3-4-3): Trott – Garanaga, Gabriel, Hatzidiakos – Lopez, Froholdt, Delaney, Gocholeishvili – Elyounoussi, Claesson, Larsson.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle