AGF’s chefanalytiker, Marcus Tjärnberg, skifter til norske Rosenborg BK. Han erstattes af interne kræfter.
En større omrokering i AGF’s stab er i dag blevet offentliggjort.
Chefanalytiker, Marcus Tjärnberg, skal nemlig videre i karrieren og tilslutter sig Rosenborg BK som assistenttræner efter nytår. Han har været i rollen som analytiker på Fredensvang de seneste tre år efter blandt andet at have ageret videoanalytiker for de svenske ungdomslandshold og assistenttræner i Sollentuna FK.
AGF kompenseres økonomisk for skiftet.
Foto: Kronborgfotos
Det giver plads til nye kræfter, og rollen som chefanalytiker overtages af Philipp Grobelny, der som assisterende træner for cheftræner Uwe Rösler nu får det fulde ansvar for analyseafdelingen.
Derudover styrkes analyseafdelingen med en ny fuldtidsanalytiker i form af den bare 29-årige Jonas Wendelbo, som i øjeblikket er Niki Zimlings assistenttræner på U19-holdet i AGF.
Wendelbo har allerede været inde omkring Superligaen, da han har hjulpet til med analysearbejde omkring førsteholdets kampe.
– Først og fremmest er jeg utroligt glad og stolt over den mulighed, jeg har fået for at blive analytiker på vores Superliga-hold. Det sender et stærkt signal fra klubbens side, at AGF både tænker transition af spillere og personale, og jeg glæder mig til at give mit bidrag til, at vores Superliga-hold kan fortsætte den positive udvikling, siger Jonas Wendelbo til AGF.dk.
Foto: Kronborgfotos
Han er uddannet i AGF, hvor han startede i 2020 som assistenttræner for U17-holdet. Inden da havde han erfaring fra HEI, hvor han var cheftræner for samarbejdsklubbens U14-hold.
Wendelbos skifte giver så endnu en ledig plads, og Hakan Basel kommer fremover til at indtage rollen som U19-assistenttræner efter at have ageret cheftræner for IF Lysengs U19-divisionshold det seneste halvandet år.
Udover disse rokeringer, så bliver Niklas Backman som bekendt også hevet op i Superligastaben efter nytår, hvor han skal agere transitionstræner, mens Ragnar Sigurdsson overtager rollen som cheftræner for AGF U17 fra årsskiftet.
– Vi står nu med et meget stærkt hold omkring Superligaholdet, og det er en glæde, at vi også kan udvikle unge trænere til at bidrage omkring Superligaen, som Jonas nu skal gøre. På samme måde som vi skal udvikle spillere, er det også vigtigt for os, at vi kan uddanne unge trænere – gerne fra Aarhus. Og Jonas har med sin passion og sin viden, allerede vist sig som en kapacitet på analysedelen. Så vi er helt trygge ved, at han nu træder ind på fuld tid, siger sportschef Stig Inge Bjørnebye til klubbens hjemmeside.
Inden alle ovenstående rokeringer træder i kraft, venter dog to vigtige pokalkampe mod Brøndby for Superligaholdet.