Skip to main content


Foto: Matti Kronborg

AGF-dronen: Kampprogrammet er klar og årets kåringer skal afgøres


| Jonas Roulund |

Du skal have kalenderen frem, for i dag er kampprogrammet for Grundspillet 2023/2024 blevet offentliggjort – og så skal du have afstemningsfingeren klar i samme omgang.

3F Superligaen har i dag gjort det klart, hvordan AGF’s program ser ud for de første 22 spillerunder, og AGF har i samme omgang åbnet for salget af billetabonnementer til stemningsafsnittet. Derudover er der en hulens masse statistik og kåringer at dykke ned i i dagens nyhedsoverblik plus lidt nyt om Zach Duncan.

God fornøjelse!

AGF’s kampprogram for 2023/2024 er klar

Grundspillet varer 22 spillerunder, og AGF indleder det hele den 23. juli med Aarhus Walk og Vejle-kamp.

Det kom frem i dag, da 3F Superligaen offentliggjorde programmet for næste sæsons grundspil.

Vi runder grundspillet af mod oprykkerne fra Hvidovre IF på hjemmebane i 22. spillerunde.

Du kan se hele AGF’s kampprogram for 2023/2024 her.

Hvis du vil have plads på stemningsafsnittet til den kommende sæson, så har AGF i dag åbnet for salget af billetabonnementer til stemningsafsnittet.

Statistisk tilbageblik på bronzesæsonen

Når du har fået sat krydserne i kalenderen for den kommende sæson, kan du smække benene op og nyde Alexander Hjorths gennemgang af vores seneste sæson ud fra et dataperspektiv.

Her kan du blive klogere på, hvor AGF var bedre end gennemsnittet, og hvor der tilsyneladende er visse mangler.

Som en lille teaser giver vi her overblikket over wingbacksenes præstationer:

Eric Kahl: 123 indlæg, 0 assists.
Gift Links: 110 indlæg, 2 assists.
Tobias Mølgaard: 68 indlæg, 1 assist.
Felix Beijmo: 62 indlæg, 3 assists.
Anthony D’Alberto: 23 indlæg, 0 assists.

Eric Kahl (Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos)

Du kan se hele den statistiske gennemgang af AGF’s sæson her.

En mand, der ikke indgår i denne sæsons statistikker, er Zach Duncan. Hans lejemål med Perth Glory FC afsluttes den 30. juni, og australierne har netop meddelt, at man ikke vil forsøge at forhandle en permanent kontrakt på plads. Dermed vender Zach Duncan tilbage efter sommerpausen. Spørgsmålet er, om der er plads til ham på den hviie midtbane?

Afstemninger ad libitum

Efter at have tjekke alle statistikkerne ud, kan du passende tilgå diverse afstemninger og smide din stemme på Sæsonens Spiller og Sæsonens Mål.

3F Superligaen kårer nemlig sæsonens bedste mål, og her er Yann Bissecks tordenbrag mod Lyngby blandt andet nomineret.

Du skal også huske at stemme på Sæsonens Spiller i Gruppen for AGF Fans. Her har en forsvarsspiller lagt sig klart i spidsen indtil videre, kan vi afsløre.

Og nu hvor du er i gang med at stemme løs, så kan du også gøre klubben en tjeneste ved at hoppe ind og stemme på AGF som Byens Bedste.

Klubben er nomineret til prisen for bæredygtighed og prisen for byens bedste familieoplevelse, og man afgiver sine stemmer på stiften.dk.

Dermed kom vi rundt om dagens GF-news. Hav en vild hviippedag!

 

 

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle