Skip to main content


Foto: Matti Kronborg

AGF – Brøndby IF optakt: Medaljerne skal sikres!



Søndag aften kan AGF sikre sig det blot andet sæt medaljer, de seneste 25 år. Bronzemedaljerne skal spilles til Aarhus, i en kamp imod en formstærkt Brøndby IF-hold, der i seneste kamp smadrede FC Nordsjælland 5-1.

Kampfakta: AGF vs. Brøndby IF

Spilletidspunkt: Søndag d. 4. juni kl. 17:00

Spillested: Ceres Park, Stadion Allé 70, 8000 Aarhus

Dommer: Jens Maae (Linjedommere: Daniel R. Krogstrup og Heine Bonne Sørensen)

VAR dommer: Mikkel Redder (AVAR: Lars Rix)

Følg kampen her: Twitter: @AGFLive, TV: 6’eren, Streaming: Discovery+

Hashtags: #agfbif #sldk #ultratwitteragf #ksdh

Begge hold kommer med selvtillid, fra seneste kamp. Brøndby smadrede FC Nordsjællands titelhåb, og AGF slog lokalrivalerne fra Randers.

Kampen har længe været meldt fuldstændigt udsolgt, også udebaneafsnittet. Der er altså lagt i kakkelovnen, til en kæmpe kamp i Aarhus. Modsat AGF, så kan Brøndby ikke opnå særligt meget i Superligaens sidste runde. Det bliver højest til en femteplads, til klubben fra Københavns Vestegn.

Indbyrdes kampe

Yann Bisseck forsøger at slå et indlæg, imens Brøndby-spilleren Martin Gammelby forsøger at blokere indlægget
Foto: Matti Kronborg

I denne sæson, har Brøndby desværre haft godt styr på AGF. Det er blevet til to Brøndby-sejre på Brøndby Stadion og en uafgjort på Ceres Park.

Faktisk har Brøndby haft overhånden i et par år efterhånden. For at finde AGF’s seneste Superliga-sejr over klubben fra Vestegnen, skal vi tilbage til d. 7. december 2020. Der overværede 300 tilskuere, AGF slå Brøndby med cifrene 3-1. Det lave tilskuere tal skyldtes COVID19-restriktioner.

I alle holdenes indbyrdes Superliga-kampe, er det blevet til 22 AGF-sejre, 21 uafgjorte og 48 Brøndby-sejre.

Status på AGF

Lad os først få styr på matematikken. Efter en flot kamp på Cepheus Park i Randers, har AGF nu spillet sig i en førerposition ift. bronzemedaljerne.

Både AGF og Viborg har 50 point, men AGF’s målscore er +15, hvor Viborgs kun er +11. Dette betyder, at AGF med stor sandsynlighed, blot skal vinde over Brøndby på søndag. Vinder AGF eksempelvis 1-0 på søndag, så er AGF’s målscore nu +16, og dermed ville Viborg så skulle vinde med mindst fem mål, i deres kamp mod FC Nordsjælland, for at udligne AGF’s målscore.

Ender både Viborg og AGF med samme antal point og samme målscore, så vil Viborg tage tredjepladsen, grundet at de har scoret flere mål end AGF – medmindre at AGF går mål-amok i søndagens kamp, og scorer min. seks mål. Senest AGF lavede seks mål i en Superliga-kamp, var d. 31. oktober 2016. Her blev Esbjerg kørt over, med cifrene 6-2, i en kamp hvor Martin Spelmann blev dobbelt målscorer.

I denne sæson har det ofte været et problem, at Patrick Mortensen virkede til at være den eneste der kunne score målene for AGF. Dette var dog intet problem tirsdagens kamp i Randers, hvor hele tre AGF’ere kom på tavlen, og ingen af dem hedder Mortensen. Duelund, Anderson og Bisseck, fik nemlig alle tre sparket bolden i Randers FC’s mål. Lad os håbe at målformen fortsætter, og vi derved kan få sæsonens sidste sejr på søndag.

AGF kommer muligvis til at få et problem på den centrale midtbane, da Nicolai Poulsen er i karantæne. Mads Emil Madsen har ikke været til rådighed i de to seneste kampe, grundet en skade. Poulsen og Madsen har, sammen med Kevin Yakob, spillet størstedelen af minutterne på AGF’s centrale midtbane, i denne sæson. Men hvem skal så løse opgaven, nu hvor Poulsen definitivt er ude, og Madsen måske ikke bliver klar?

Det oplagte valg er Frederik Brandhof. Klubben tror tydeligvis på ham, da Brandhofs kontrakt for nyligt blev forlænget til udgangen af 2025. I denne sæson, er han er kun startet inde tre gange. Det er dog blevet til hele 20 indskiftninger. I sidste sæson spillede Brandhof 1719 minutter, men i denne sæson er det blot blevet til 599 minutter, forud for Mesterskabsslutspillets sidste kamp.

Det mindre oplagte valg er Mathias Sauer. En ung midtbanespiller, fra årgang ’04. Det er i denne sæson kun blevet til sølle ét minuts spilletid. Det er derfor meget usandsynligt, at Uwe Rösler placerer unge Sauer i AGF’s startopstilling på søndag. KSDH.dk følger dog ofte AGF’s træninger, hvor Mathias Sauer tit imponerer.

Status på Brøndby IF

Brøndby spillede mandag aften guldet over til sine københavnske ærkerivaler, da Brøndby på hjemmebane slog FC Nordsjælland 5-1. FC København blev dermed danske mestre, da FC Nordsjælland ikke længere kunne indhente dem.

Brøndby-holdet kommer dermed til Aarhus, med masser af selvtillid. Men modsat De Hviie, så kan Brøndby ikke opnå det store i denne sæson. Holdet kan ikke nå pladserne der giver europæisk kvalifikation, da Brøndbys aktuelle femteplads også er det matematisk højeste de kan nå.

Brøndby kommer dog til Aarhus, med et mindre spørgsmålstegn ift. startopstillingen. Da Brøndby d. 14. maj tabte til FC København, blev Daniel Wass sendt tidligt i bad, grundet en grim tackling på FCK’s Elias Jelert. Dette har betydet, at Wass har haft karantæne i de to seneste Superliga-kampe, men nu er han altså igen til rådighed, for cheftræner Jesper Sørensen.

Men ændrer Sørensen på et hold, der lige har vundet 5-1 over FC Nordsjælland? Personligt tror jeg ikke at Wass bare glider direkte ind i startopstillingen, men han skal nok komme til at spille en rolle, senere i kampen.

Dem skal vi holde øje med

AGF:

Kevin Yakob bliver instrumental for AGF, i denne kamp. Han får ansvaret for at holde styr på midtbanen, hvis både Poulsen og Madsen er fraværende. Yakob er gået en smule under radaren, her i foråret, fordi Mads Emil Madsen har været voldsomt imponerende.

Men Kevin Yakob er altså en vidunderlig fodboldspiller, der er hurtig i sine vendinger og samtidigt er dygtig til at finde sine medspillere i farlige positioner. Jeg tog en snak med svensk-irakeren, forud for de første kampe i dette forår, hvor vi bl.a. snakkede om hvor han helst ville spille på banen. Af natur er han jo offensivspiller, men når der er mere plads dybt i banen, så kan han godt lide at ligge nede som central midtbanespiller.

Derudover har vores helt store force jo været defensiven. Den har dog slået lidt sprækker, i de seneste par kampe.  Det er faktisk tre kampe siden, at AGF har kunne gå fra banen uden at have lukket mål ind. Dog har man i disse tre kampe scoret syv mål, hvilket nok er forklaringen på hvorfor der bliver lukket et par ekstra mål ind. Man har satset mere offensivt i de seneste kampe. Og det klæder holdet.

BIF:

I mandagens kamp imod FC Nordsjælland, stemplede Mathias Kvistgaarden for alvor ind. Det blev til tre mål og en enkelt assist. Oscar Schwartaus mål til 5-1, som Kvistgaarden assisterede, blev endda kåret til rundens mål i Superligaen.

Kvistgaardens enorme fart, kan blive et problem for AGF. Bisseck og Mølgaard, skal være gode til at støtte Tingager, da den tårnhøje midtstopper er den langsomste af de tre stoppere.

Brøndby spiller et system med tre centrale midtbanespillere: en 6’er og to 8’ere, dvs. en defensiv midtbanespiller og to midtbanespillere, lige foran ham.

De to mere fremskudte midtbanespillere er Håkon Evjen og Nicolai Vallys. To spillere der tidligere i deres karriere, oftere har spillet kantspillere eller offensive midtbanespillere. Dette betyder, at Brøndby har to virkeligt dygtige offensive midtbanespillere, lige bag de to dygtige angribere.

Det kan blive afgørende for kampen, at AGF formår at lukke ned for Evjen og Vallys, hvilket er en svær opgave, grundet begge spilleres evne til at spille i meget små rum. Her kan vi komme til at savne Nicolai Poulsen.

Karantæner

AGF:

Karantæne: Sigurd Haugen, Nicolai Poulsen

Brøndby IF:

Karantæne: Ingen

Bud på startopstillingerne

AGF (3-4-2-1): Hansen – Mølgaard, Tingager, Bisseck – Beijmo, Yakob, Brandhof, Links – Duelund, Anderson – Mortensen

Brøndby (3-5-2): Hermansen – Alves, Lauritsen, Tshiembe – Mensah, Evjen, Radošević, Vallys, Riveros – Omoijuanfo, Kvistgaarden

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle