Skip to main content


AGF – Brøndby IF: En sidste sejrsdans på Ceres Park


| Kent Christensen |

AGF skulle runde æraen på det nuværende Ceres Park af med et vigtigt pokalslag mod arvefjenderne fra Brøndby IF søndag aften. Efter en stærk march fra Ingerslevs Boulevard udviklede aftenen sig til et mål- og chancefattigt opgør, men måske dette trods alt er underordnet, kampens udfald taget i betragtning.

En helt særlig aften skulle afvikles i skoven søndag aften. Brøndby, arvefjenderne, pokalkvartfinalemodstanderen kom forbi, og så skulle der tages afsked med Ceres Park.

Ville det blive en fest eller en fuser? Samlet for Aarhus pressede på for det førstnævnte med en flot march fra Skt. Lukas Kirken, og så kunne kampen på grønsværen ellers gå sin gang.

Kampens forløb

Kampen startede ud med et højt tempo, og der skulle ikke gå længere end to minutter, før Brøndby fik deres første store chance på mål. 23-årige Yutio Suzuki driblede sig dybt ind i AGF’s felt og sendte en præcis aflevering ind på Sean Klaiber, som med et kraftfuldt skud sendte bolden i handsken på Jesper Hansen, der præsterede en imponerende refleksredning.

Kampens første kvarter var halv-foruroligende set med GF-øjne, da det var Brøndby der havde flest optræk til målchancer – faresignalerne virkede heldigvis som et wakeup call for AGF’erne, der kom bedre ind i kampen med en mere sikker boldomgang og en generel dominans på boldbesiddelsen.

Tobias Bech i kamp mod Brøndby IF.

De Hviee’s første store chance kom efter 28 minutters spil, hvor AGF’s angrebskæde fik spillet sig op til kanten af Brøndbys felt – en dødbold lå til frit skue for Felix Beijmo der målrettet spurtede mod bolden og sparkede bolden på overliggeren.

Selvom der tydeligvis var ting, der var symptomatisk for et rivalopgør; glidende tacklinger, gule kort og indbyrdes stridigheder, så var det en chancefattig og meget lige første halvleg – både hvad angår boldbesiddelse og målchancer. Dog talte statistikken fire skud på mål til Brøndby, men det var blot det ene, der faktisk fik fansene op af stolene.

Stemning sidste Ceres park kamp
Foto: Hjørringgaard Photo

2. halvleg

AGF komme flyvende ind i anden halvleg og havde allerede efter fem minutter sendt to skud på mål – ingen af dem blev dog rigtig farlige. Det tegnede dog godt, og det virkede til at Uwe formentlig havde opfordret AGF’erne til at spille en mere frygtløs og aggressiv anden halvleg.

Uwe Rösler står på sidelinjen på Ceres Park for sidste gang.
Foto: Hjørringgaard Fotos

AGF viste generelt mere mod i starten af anden halvleg, men deres offensive optræk og afslutninger forblev uskarpe. Mod og tempo var dog positive tendenser, som de var nødt til at fortsætte med, hvis de skulle gøre sig forhåbninger om en sejr.

Det var da også tæt på, at Patrick Mortensen med en modig helflugter inde i Brøndbys felt kunne have fået hul på bylden. Sådan skulle dog ikke være, da Pentz gjorde Hansen kunsten efter fra første halvleg og udførte en flot refleksredning.

Kampens første mål var længe ventet, og da det endelig kom, var det et smukt et af slagsen. Gift Links fik serveret bolden på kanten af feltet, han var lynhurtig til at orientere sig og fik straks sendt et fladt skud afsted på stolpen og ind. En velfortjent scoring til AGF, der viste bedre takter i anden halvleg.

Gift Links jubler med fans på Ceres Park.
Foto: Kronborgfotos

Efter målet ændrede kampbilledet sig tydeligt, og nu handlede det for AGF om at modstå et ivrigt Brøndby-pres, der heldigvis ikke mundede ud i nogen udligning. Slutresultatet blev en velset 1-0-sejr, og dermed sagde man farvel til Ceres Park med manér og et godt udgangspunkt inden returopgøret i Brøndby på søndag.

Hvad vi lærte

Det kan godt betale sig at få Badji på banen og at turde tage flere chancer. Inden kampen havde Uwe Rösler lagt op til, at han ønskede at se frygtløse spillere på banen i kvartfinalekampen. Der skulle dog gå en hel halvleg og et par indskiftninger, før det for alvor blev synligt, at AGF’erne havde taget trænerens ord til sig. Og Badji var blandt de spillere, der formåede at bidrage positivt til AGF’s offensive spil. Mere tempo og flere afslutninger var resultatet af et par tidlige indskiftninger i kampens halvleg – og det er derfor oplagt, at det er noget af det, som truppen og specielt Uwe kan skrive sig bag øret til de kommende kampe.

Arnstad bliver guld værd for AGF. Uagtet Nicolai Poulsens betydning for dette mandskab, så måtte man bare kippe på hatten søndag aften for hans erstatning på 6’eren. Kristian Arnstad var her, der og alle vegne, og han ligner en mand, der kommer til at blive blandt Superligaens bedste over tid.

Kristian Arnstad med bolden mod Brøndby IF.
Foto: Kronborgfotos

Kampfakta

Spillested: Ceres Park, Stadion Allé 70, 8000 Aarhus C.

Tilskuertal: 8.919

Resultat: 1-0

Gift Links (74)

Gult kort: Jacob Rasmussen (BIF), Felix Beijmo (AGF), Kristian Arnstad (AGF), Noah Nartey (BIF).

AGF (3-5-2): Hansen – Kahl (61: Mølgaard), Tingager, Dalsgaard – Links, Anderson (88: Brandhof), Arnstad (88: Power), Madsen, Beijmo (69: Andersen)– Bech (61:Badji), Mortensen.

BIF (3-4-3): Pentz – Rasmussen, Lauritzen, Vanlerberghe – Bischoff, Spierings, Nartey, Klaiber (79: Sebulonsen) – Vallys, Bundgaard (71: Kvistgaarden), Suzuki.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle