Skip to main content


AaB – AGF optakt: Klar til at uddele klask i Den Jyske Klassiker


| Jonas Roulund |

Efter et års fravær er Den Jyske Klassiker tilbage, og der er lagt op til en stemningspræget affære, når et velfyldt Aalborg Portland Park åbner portene fredag aften med AGF i favoritrollen mod oprykkerne fra AaB.

Kampfakta: AaB vs. AGF

Spilletidspunkt: Fredag den 23. august kl. 19.

Spillested: Aalborg Portland Park, Harald Jensens Vej 7, 9, 9000 Aalborg.

Dommer: Jens Maae (Linjedommere: Deniz Yurdakul og Alex Petersen).

VAR dommer: Jonas Hansen (AVAR: Frida Mia Klarlund).

Følg kampen her: X: @KSDH_AGF samt på TV: TV3 SPORT & Viaplay.

Hashtags: #aabagf #sldk #ultratwitteragf #ksdh

Efter en enkelt sæsons fravær er AaB tilbage i den bedste danske fodboldrække, og dermed kan et jysk rivalopgør genopstå. Oprykkerne med tro på, at de er i gang med at skrive en ny positiv nordjysk historie. AGF med favoritværdighed efter en smuk sæsonstart, der har budt på hele 13 scoringer og masser af opløftende spil.

Et udsolgt udebaneafsnit venter, og stadion kommer med sikkerhed til at koge – Let’s go, Aarhus!

AGF fans i Aalborg d. 17. februar 2023
Foto: Matti Kronborg

Indbyrdes kampe

Stormen Otto hjalp i begyndelsen af 2023 AGF til sejr, da de to mandskaber senest stødte sammen. Her sendte Mikael Anderson et hjørnespark direkte i kassen og blev matchvinder under vilde forhold, hvor målmændene knap kunne lave udspark, uden at få bolden sendt i hovedet igen af modvinden.

Nu drager vi igen nordpå, og det er med fine statistikker i baghovedet, set med hviie øjne. AGF har nemlig vundet fire af de seneste fem indbyrdes opgør, og generelt har de to mandskaber ikke for vane at dele i porten.

Ud af 92 Superligakampe er det blevet til 32 AGF-sejre, 21 uafgjorte og 39 AaB-sejre. Vi skal dog helt tilbage til 2021 for at finde den seneste sejr til de stribede, da AGF har vundet de seneste tre indbyrdes opgør.

Der er i gennemsnit scoret 2,9 mål per kamp mellem mandskaberne, så vi må igen forvente scoringer til fredagsfesten nordpå. Faktisk er sølle fem ud af de 92 indbyrdes kampe endt uden scoringer – senest i 2018!

Status på AGF

Amen, det kører jo bare for tiden i AGF! Uwe Rösler forløser sine spillere i 3-5-2-formationen, og der scores flere mål end længe set. Mortensen, Bech og holdkammeraterne topper diverse positive lister i ligaen, og Gift Links’ mål blev kåret til rundens bedste i seneste spillerunde.

I defensiven har Eric Kahl fundet sig godt til rette som venstre yderstopper, og Jonas Jensen-Abbew ser ud til at måtte se til fra bænken i noget tid endnu. Samtidig er rutinerede Dalsgaard trådt flot ind på den aarhusianske fodboldscene med sin ro og kommunikation, mens Tingager leverer sin konstant lækre og sikre vare som fyrtårn i midten.

Eric Kahl Dribler
Foto: Laura Hjørringgaard/Hjørringgaard Photo

I målet er Wahlstedt faktisk klar til at gribe ind, men Jesper Hansen har ganske enkelt stået så godt, at Rösler ikke kan fjerne ham fra stregen. Dermed er målmandsduellen for alvor i gang, men også her skal der noget særligt til, før en udskiftning er på sin plads.

På midtbanen sprudler Mads Emil Madsen og Anderson, da de kan flyde rundt og finde plads, hvor de har lyst, hvilket er kilde til konstant forvirring i modstandernes organisation, mens Poulsen holder balancen. Det giver plads til dybdeløb fra Bech og Links, mens Beijmo kan drøne med frem med al sin power, og Mortensen kan finde sin plads i boksen.

På bænken er Gyamfi klar til at aflaste sine angrebskolleger – man fik set lidt af de små x-factor-antrit i seneste kamp, som kan gøre ondt på modstanderne i de døende minutter, og så kan nyligt forlængede Jacob Andersen samt altid stabile Frederik Brandhof bidrage med løbevillighed og energi, når Dalsgaard, Beijmo eller Poulsen løber tør for kræfter.

Richmond Gyamfi dribler
Foto: Laura Hjørringgaard/Hjørringgaard Photo

Ja, det hele ser altså bare skønt ud, og nu venter et opgør mod oprykkerne fra Aalborg, hvor samme presvillighed skal etableres – for hvis man begynder at hvile på laurbærrene kan det hele hurtigt gå den anden vej.

Tobias Anker og Mikkel Duelund træner med for fuld ild igen, mens Kevin Yakob deltager i dele af træningerne, men stadig spares undervejs. Mølgaard og Akoto har stadig et stykke igen, inden de kan bringes i kamp.

Status på AaB

AaB kommer med et 0-4 nederlag til Brøndby i frisk erindring, men stemningen i Aalborg er alligevel optimistisk i forhold til den generelle udvikling i klubben. Det er da også blevet til to sejre i sæsonens første fem runder, og man må forvente et tætpakket stadion til den jyske klassiker, som altid har en særlig energi over sig.

Den nye træner, Menno Van Damme, har en klar spilfilosofi omkring at presse højt, erobre bolde og fange modstanderne i omstillinger, men efter snitteren mod Brøndby, må det forventes, at preshøjden justeres en smule, så hjemmeholdet starter arbejdet lidt længere tilbage på banen.

Udtrykket er dog altid aggressivt, duelpræget og mandsorienteret, og det skal AGF’s dynamiske mandskab kunne cope med fredag aften.

Dem skal vi holde øje med

AGF:

Oralé, hvor er Gift Links god for tiden, og flere fans kigger nervøst rundt på internettet i frygt for at finde transferrygter angående den hurtige sydafrikaner. Hvis han fortsætter på samme vis mod AaB, så skal der nok falde flere assists og mål af.

Gift Links jubler efter et mål mod VB på Ceres Park.
Foto: Kronborgfotos

AaB:

Et temmelig nysammensat AaB-mandskab kan rystes i organisationen, hvis AGF fastholder dyderne fra de første fem spillerunder, men såfremt det lykkes AaB’erne at få kampen over på deres præmisser, vil en hurtig mand som Mathias Jørgensen, der har en fortid i AGF og New York Redbulls, være værd at holde øje med. To mål og en assist er det blevet til indtil videre, og ham skal De Hviie have styr på, når aalborgenserne stormer afsted i deres omstillinger.

Karantæner og skader

Karantæner:

AaB: Ingen (Karantænefare: Mylian Jimenez).

AGF: Ingen.

Skader:

AaB: Ingen.

AGF: Kevin Yakob, Tobias Mølgaard, Michael Akoto.

Bud på startopstillinger:

AaB (4-2-3-1):Müller – Jørgensen, Diakhite, Otoa, Arnorsson – Davidsen, Jimenez – Jørgensen, Widell, Jasson – Iredale.

AGF (3-5-2): Hansen – Dalsgaard, Tingager, Kahl – Beijmo, Madsen, Poulsen, Anderson, Links – Bech, Mortensen.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle