Skip to main content


Stig Inge Bjørnebye med AGF-halstørklæde om halsen (Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos)

Ugens transferopdatering: Skal der fynsk forstærkning til?


| Mikkel Gyngstrup | ,

Slutningen af januar nærmer sig med stille skridt, og der er nu kun syv dage tilbage at handle i. Det er en slutspurt om at få eventuelle transfers på plads, inden vinduet lukker i natten til 1. februar. Her er der en opdatering på denne uges transferrygter og en status på, hvad der er sket med de forrige.

Siden vinduet åbnede, er der kommet ét nyt ansigt til Aarhus, mens et ansigt har forladt Smilets By.

AGF har måttet vinke farvel til en assistenttræner, som takkede ja til tilbuddet om at blive cheftræner i Norge.

Samtidig har et nyt ansigt meldt sig på Fredensvang, som allerede har været i spil til de netop overståede træningskampe. Der er ikke længe til, at sæsonen starter, så hvor vil AGF stå, når forårspremieren sparkes i gang?

AGF holdfoto 2023
Foto: AGF.dk

Lynhurtig OB-spiller til AGF?

Bold.dk kunne tidligere melde, at AGF efter sigende skulle have sendt et bud afsted på den talentfulde kantspiller Charly Nouck Horneman. Det vil nok være en fremtidig gardering til offensiven, såfremt Mikael Anderson ryger på udlandseventyr til sommer, medmindre der falder et uimodståeligt bud på ham, inden vinduet klapper i her i januar.

Charly Nouck har scoret ét mål i indeværende Superliga-sæson for OB. Det har dermed ikke været nogen fantastisk sæson, dog har OB også været dårligt kørende.

De fleste kan da også se talentet, der gemmer sig i ham. Han har den rette karakter for at blive et hit i AGF, hvis han først får vind under vingerne.

Buddet blev dog afvist af OB, ifølge Bold.dk, men der kan stadig være forhandlinger i gang om den unge mand.

Horneman står noteret for tre scoringer i alt for OB i den tid, han har været en del af førsteholdstruppen.

Stig Inge Bjørnebye på Ceres Park.
Foto: Kronborgfotos

Han kom til OB fra Næsby i 2021 og fik debut for fynboerne i 2022.

Siden er det blevet til spilletid i 35 kampe for OB’s førstehold, mens han også har repræsenteret det danske U19- og U20-landshold.

Kontrakten med fynboerne løber til 2026.

Opdatering på tidligere rygter

Przemek kunne tidligere på måneden melde AGF interesserede i Luka Gojkovic, som til daglig tørner ud for Javor-Matis i den bedste serbiske liga. Der er dog ikke sket mere på den front. Handlen kan være betinget af, om en anden offensivspiller fra samme klub bliver solgt, da Gojkovic så vil blive nødt til at spille for Javor sæsonen ud.

Luka Gojkovic kan være gardering for Mikkel Duelund, da han oftest er at finde på 10’er positionen, men samtidig kan spille på kanten, og som en slags skyggeangriber bag Patrick Mortensen.

Han er 24 år og kontrakten med serberne løber til udgangen af 2025.

Kenneth Dokken til Odds BK

I starten af AGF’s første træningslejr i Marbella, kunne Tv2.no melde at Odds BK var på udkig efter en ny cheftræner. Der var Kenneth Dokken blevet udnævnt som en mulig kandidat, og han fik så et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Han er netop rejst mod Norge til sin tidligere klub og skal forsøge at få succes der, denne gang med mere ansvar end han hidtil har haft.

Det vil desuden være den første cheftrænerposition, han har haft i professionelt fodbold.

Kenneth Dokken med taktik-papirer.
Foto: AGF.dk

Hvor står AGF til foråret?

Forstærkninger har fyldt mange samtaler, der omhandler AGF. Mange har ment, at der skulle ske meget her til januar, men er der sket nok, og er AGF stærke nok når sæsonen igen sættes i gang?

Det har ikke været et begivenhedsrigt transfervindue, men sådan er det nu sjældent på denne tid af året. Tobias Bach er blevet hentet tilbage til Aarhus og har vist sig rigtig fint frem i træningskampene i Marbella.

Han blev spillet på en venstre wingback, hvor der tidligere har været debat om kvaliteten, selvom Gift Links har hævet sit bundniveau markant. Med sin højde på hele 193 cm, kan han også blive et mere offensivt es, når kampen spidser til.

Tobias Bach kan nemlig dække flere forskellige positioner, hvor wingbacken er en af dem. Han kan også dække de mere offensive pladser, så der er mange muligheder, som Uwe Rösler kan benytte sig af.

AGF ligger på en fjerdeplads i ligaen og har en semifinaleplads i pokalturneringen, men med aktuelle skader til Akoto, Mølgaard, Knoester, Yakob og Hvidt plus en Duelund og Poulsen, som døjer med hver deres småting, er der fortsat grund til at tænke, at truppen får brug for forstærkning. Særligt pladsen som venstre stopper må være et sted, Bjørnebye holder øje med i disse dage.

Tobias Bach i AGF-trøjen.
Foto: AGF.dk

Første Superligakamp AGF spiller, er mod Vejle Boldklub på udebane mandag den 19.2 klokken 19, så der kan man glæde sig til at se spillerne i aktion igen.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle