Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

Tendenserne: AGF har holdt kog på kedlerne i vinterens opstart


| Jonas Roulund | ,

AGF-mandskabet er klar til at genoptage Superligasæsonen efter en vinteropstart, som bød på massevis af sejre, en solbeskinnet træningslejr og to nye spillere i truppen. Her er status på mandskabet forud for forårets pointgivende kampe.

Fire sejre, masser af træningssessioner og gode teambuilding-stunder, som har styrket sammenholdet. Det er status efter en måneds vinteropstart, som blandt andet bød på et par ugers træningslejr i Alicante.

Desværre bød opstarten også på lidt malurt i bægeret, da hverken Nicolai Poulsen eller Frederik Tingager kom i spil, hvilket må give lidt panderynker hos trænerstaben forud for det, der kan blive et historisk forår for De Hviie.

Her er status på mandskabet, og de aktuelle tendenser efter januar måneds veloverståede opstartsprogram.

AGF imod FCK i træningskamp på Frederiksberg.
Foto: KSDH.dk

Skaderne: Det lysner

Hvem er fit, hvem er ude, og hvor langt har de skadede spiller igen i forhold til at blive klar? Det er spørgsmål, som altid tager fokus i fan-snakkene på barerne, på lægterne og i stuerne.

Her er der heldigvis positivt nyt for De Hviie.

Tobias Mølgaard har eksempelvis vist sig som en mand, der i dén grad tilbage. Jacob Andersen er også godt på vej oven på sit lange genoptræningsforløb efter den korsbåndsskade, han pådrog sig i vinteropstarten 2025. Den unge mand kan uden tvivl komme i spil inden alt for længe.

Det samme kan siges om Frederik Tingager, der dog ikke fik den opstart, man havde håbet på. Mave-lyske-regionen har drillet, siden han udgik i 11. spillerunde, men der bør kun gå et par uger, inden den langlemmede forsvarsgeneral igen kan bidrage på banen. Tingager har i hvert fald trænet med med højere og højere intensitet i løbet af opstarten og kører efterhånden også på, når bolden sættes i spil med holdkammeraterne.

Frederik Tingager i legendetrøjen 2025.
Foto: Frederic Kissow

Det samme kan siges om Nicolai Poulsen, der døjer med sine lægmuskler. Man må dog nok efterhånden erkende, at den 32-årige midtbaneterrier ikke er en vårhare længere, og at han med stor sandsynlighed bliver en mand, som får svært ved at spille fuldtid i langt de fleste kampe fremover. Magnus Knudsen er hentet ind som gardering til midtbanen, og nordmanden kan muligvis allerede få en stor rolle i årets første betydende kamp, idet Polle altså slet ikke har været i kamp endnu i 2026.

Nicolai Poulsen med bolden mod Silkeborg IF.
Foto: Kronborgfotos

I den sidste testkamp imod FCK måtte både Henrik Dalsgaard og Gift Links udgå med skader, men ifølge cheftræner, Jakob Poulsen, skulle der ikke være tale om noget alvorligt, og begge spillere bør være klar til fredagskampen imod OB.

Transfertendenserne: Garderinger og fremtidssikring

Transfervinduet har været ganske stille, og man har i stedet fokuseret på at holde på den succesfulde trup, som har gjort De Hviie til julemestre 2025/2026.

Ind er kommet Mads Hedenstad Christiansen, som er tiltænkt en andenmålmandsrolle i første omgang, mens også Magnus Knudsen er hentet ind som en mand, der kan sikre kvaliteten på den centrale midtbane uanset om Nicolai Poulsen, Kevin Yakob eller Markus Solbakken får brug for en pause.

Magnus Knudsen AGF-FCN
Foto: Hjørringgaard Photo

Derudover er der hentet spændende folk ind på ungdomsniveau, hvor særligt James Bogere kan vise sig som en stor gevinst for fremtiden. Både ham og Hamza Sengooba er hentet fra samarbejdsakademiet, El Cambio, og de skal indgå i U19-truppen i foråret – men mon ikke, alle parter vil være glade, hvis de også får en Superligatrupudtagelse eller to allerede inden sommer?

Bogere viste sig i hvert fald flot frem i sin uofficielle debut for U19-holdet, da de vandt 9-0 over Real Murcias U19-hold på træningslejren i Spanien. Her scorede uganderen hattrick undervejs.

James Bogere i AGF-trøje.
Foto: El Cambio

Formen i god behold

Generelt ser meget ud til at være præcist, som inden holdet gik på vinterpause: Arnstad har tryllet og virker fortsat til at være manden, der kan være forskellen på, om De Hviie kan spille med om titlerne helt til det sidste – Tobias Bech har fået et tiltrængt hvil og har ikke deltaget i samtlige øvelser gennem opstarten, men han står også skarpt til årets første betydende kampe og har fået lavet lidt mål i testkampene.

De unge folk som Emmery og Tchamche fortsætter med at lægge på, mens Haugstrup til gengæld nok må ærgre sig over Magnus Knudsens ankomst, da det betyder et skridt tilbage i hierarkiet for den unge mand.

Patrick Mortensen og Tobias Bech jubler efter scoring mod FC Midtjylland.
Foto: Kronborgfotos

På angrebsposten står Patrick Mortensen stadig forrest i køen, men Janni Serra har vist sig skarp i opstarten med flere mål og gode præstationer, og tyskeren virker som en mand, der igen tror på sig selv – og har tilliden fra træneren. Det bliver interessant at se, om Jakob Poulsen bliver manden, der kan forløse den 27-årige angriber.

På midtbanen og på wingbacks er status nogenlunde den samme, som inden nytår: Yakob arbejder stadig på at sikre, at fysikken kan stå distancen, men han er klar til kamp, og det samme gør sig gældende for de resterende gutter, som altså har fået selskab af Jacob Andersen og Magnus Knudsen, som er klar til at presse konkurrenterne.

I forsvarskæden er Jonas Jensen-Abbew tilsyneladende ved at være bagerst i køen, og han er en mand, som med stor sandsynlighed kan blive sendt videre i sommerens transfervindue, hvor Luka Callø også vender hjem fra sit lejemål. Mølgaard er tilbage, hvilket nærmest kan virke som en ny signing, og ellers er de foretrukne tre stadig Kahl, Dalsgaard og Beijmo, mens Tingager kun er et par uger fra igen at kunne bidrage.

Jonas Jensen-Abbew i kamp mod FC Midtjylland.
Foto: Kronborgfotos

Målmandspositionen tilhører stadig Jesper Hansen, om end 25-årige Mads Hedenstad vil gøre sit til at presse den rutinerede målmand i buret. Jonathan Hutters blev sendt afsted til Middelfart, og ny tredjemålmand kan være 19-årige Marius van der Raad, som er en del af talentafdelingen for nuværende. 17-årige Otto Lyhne deltog på træningslejren, men alderen taget i betragtning er van der Raad nok foran i køen for nuværende.

Lige nu tyder alt på, at Poulsens foretrukne startellever ser således ud: Hansen – Beijmo, Dalsgaard, Kahl – Carstensen, Poulsen, Yakob, Links – Bech, Mortensen, Arnstad.

Dog med det in mente, at konkurrencen er skarp på flere pladser, og særligt Yakob/Knudsen/Solbakken samt forsvars- og wingbackkæden med Mølgaard/Beijmo/Carstensen/Andersen vil kunne veksles alt efter, hvilket udtryk Poulsen ønsker.

Tobias Mølgaard på banen i Vejlby.
Foto: Kronborgfotos

Det sidste opstartsfokus

Den første Superligakamp i 2026 venter på hjemmebane mod OB den 6. februar, og holdet går ind til de sidste kampe i grundspillet med gode muligheder for at sikre sig et virkelig godt udgangspunkt forud for mesterskabsspillet.

De Hviie møder således OB, FC Fredericia, Viborg FF og Vejle inden ligaen deles op. På papiret et noget lettere program, end det de nærmeste forfølgere fra FC Midtjylland har forude. Midtjyderne møder FCK, OB, Silkeborg IF og Brøndby IF.

Men kender man De Hviie ret, så bliver intet en walk over – det tegner dog godt indtil videre med truppens tilstand.

Frygten ligger i, om holdet kan stå distancen og holde alle mand klar – en skade til bærende spillere som Arnstad, Bech eller Links vil være en stor udfordring med holdets nuværende bredde.

Ingen tvivl om, at de første 13-14 mand på holdkortet har mulighed for at skabe et mirakuløst forår i Vejlby, såfremt de holder sig klar og skadesfri.

Én ting er sikkert: Det bliver aldeles spændende at følge med!

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle