Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Reportage: Uforløst pointdeler i kronjysk tågegyser


| Clovis Lukunku | ,

Lørdag aften i Randers blev noget ganske særligt for de mange AGF-fans, der havde taget turen nordpå ad E45 for at fylde udebaneafsnittet til bristepunktet. Desværre blev kampen spoleret af en tåge, der gjorde det næsten umuligt at følge med i spillet. Frustrerende? Ja. Men det stoppede ikke de aarhusianske fans fra at levere en sublim og vedholdende lydkulisse gennem hele aftenen!

Turen mod Randers var kort, men forventningerne i bussen var store. Stemningen blev løbende skruet op, mens der blev drukket Ceres og snakket om kampens mulige udfald. Flere mente, at det ville blive en svær kamp, men at AGF kunne tage en smal sejr eller få et enkelt point med hjem.

På vej ind mod Cepheus Park Randers kunne vi spotte GF-fans i KSDH-huer samt spillerbussen, der trillede ind til stadion. Nu var det kampdag – Lad os gøre det til en fest!

Lange køer og tåget udsyn

Ved ankomsten mødte vi de klassiske lange køer ved udebaneafsnittet. Der var to linjer: én for dem, der ville give den maks gas på stemningstribunen, og en anden til familietribunen. Mens vi ventede på at komme ind, blev vi smittet af de larmende fans, der allerede havde taget plads. “Aarhusianske drenge på tur igen!” råbte de, og stemningen var elektrisk!

Men så kom irritationen: Tågen. Fra tribunen kunne vi stort set ikke se, hvad der foregik på banen. En kamp, vi havde glædet os til, blev reduceret til en sløret oplevelse. Frustrerende? Helt sikkert. Men AGF-fans lader sig ikke kue. Vi satte i stedet fuld skrue på sangene og leverede en larmende kulisse, som selv Randers-fansene måtte misunde.

Tågen er tæt i Randers.
Foto: Kronborgfotos

Tåge, tifo og tordnende opbakning!

Vel inde på stadion var det tid til den obligatoriske stadionplatte – selvom vi hurtigt blev enige om, at pølsen smager bedre i Aarhus! Tribunen var klædt i blåt, og capoerne satte gang i den nye fanfavorit:

“Når lyset tændes, synger vi dig frem Heltene fra Fredensvang, byens drenge Kæmper for at få sejren hjem til hvid og blå.”

Sangen blev leveret med en kraft og passion, der fik tribunen til at gyngede. Randers-fansene forsøgte sig med et fesent banner med “HADER AGF” – hvilket vi hurtigt fik grinet af, eftersom udgangsskiltet kunne ses lige bagved. Der var ingen tvivl: Aarhus var kommet til Randers!

En vild kamp trods begrænset udsyn

Kort før kickoff blev Randers’ maskot mødt af buhråb og en skov af lange fingre. Derefter satte vi gang i “Come on GF!”, hvor både øvre og nedre tribune hoppede i takt. Det var ren magi! Da Patrick Mortensen sættte bolden i nettet til 0-1, gik hele afsnittet amok. Der blev krammet, sunget og hoppet til hyldestsangen for Mortensen, inden vi slog over i den klassiske “Jyllands Hovedstad”.

Patrick Mortensen jubler efter scoring mod Randers på Cepheus Park.
Foto: Kronborgfotos

Desværre fik Randers udlignet, og Greve provokerede vores sektion. Nogle rakte lange fingre, men vi lod os ikke kyse – vi kvitterede med endnu mere opbakning. Vi sang ufortrødent videre, og capoerne roste os for den sindssyge energi.

Pause og anden halvleg: Mere tåge, mere larm

I pausen spillede Randers den mildest talt besynderlige “De første kærester på månen”, som flere i udebaneafsnittet undrede sig over. Var vi til fodbold eller en teenagerfest?

Anden halvleg begyndte, og vi satte tryk på fra start med sangen om vores 14 titler. Men tågen blev tættere, og nu var det næsten umuligt at se noget som helst på banen. Hvad gør man så? Man synger endnu højere! Vi tog halstørklæderne frem, hoppede, og sang “Når lyset tændes” endnu engang. Selv familietribunen begyndte at synge med!

Kampen endte 1-1, og selvom vi ikke fik sejren, var der respekt for spillernes indsats. De blev klappet fra banen med anerkendelse, mens vi pakkede sammen og satte kurs mod Aarhus.

Vejle venter – og vi er klar!

På vej hjem i bussen blev snakken hurtigt rettet mod den kommende udekamp i Vejle. Mange billetter var allerede solgt, og vi var enige om, at vi skulle gøre noget ekstra for at markere vores tilstedeværelse. Måske skulle vi indføre vores egen version af “Malaga”-halstørklæde-rutinen på udebane?

Tilbage i Aarhus var konklusionen klar: Tågen kunne tage vores udsyn, men den kunne ikke tage vores stemme. Vi ses til hjemmekampen mod Viborg!

KSDH!!!

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle