Farvel til Rösler: Passionen, indlevelsen og kærligheden til Aarhus svigtede aldrig

Passion, indlevelse og kærlighed til spillet. Uwe Rösler er fortid i AGF, og her ser vi tilbage på tre sæsoner med østtyskeren ved roret for det aarhusianske fodboldflagskib.

Efter at have sikret AGF en 3. plads, en 5. plads og en 6. plads i Superligaen er det slut. Uwe Rösler og AGF er efter gensidig aftale gået hver til sit. Et sæt bronzemedaljer og en pokalfinaleplads var ikke nok til at holde tyskeren i det varme sæde efter et forår, der sluttede med hele syv nederlag i træk.

Men selvom det hele sluttede på en negativ note, så bør Uwe Rösler huskes for meget mere end de sportslige resultater. Den karismatiske hardhitter, der altid levede kampene fra sidelinjen involverede sig med aarhusianerne som få andre udefrakommende har kunnet gøre det.

Og netop personligheden og viljen til at være en del af byen – ikke kun holdet – bør stå som en værdig del af Röslers eftermæle.

Et nyt navn i dansk fodbold

David Nielsen havde i sommeren 2022 efterladt holdet i en kriseramt tilstand, hvor nye impulser var nødvendige. Energien fra de første sæsoner med skagboen ved styrepinden var forsvundet, og alle parter var enige om, at det var tid til at få en ny chef på trænerbænken.

Og hvem skulle det så være?

Da valget – med god hjælp fra daværende sportschef Stig Inge Bjørnebyes netværk – faldt på den tidligere Manchester City-spiller, Uwe Rösler, var der nok mange, der lige måtte google et par gange for at få styr på, hvem den nye mand var.

En østtysker, der opvoksede i STASI’s nærvær i byen Altenburg i delstaten Thüringen. En mand, der havde overkommet et alvorligt kræftforløb. En kontant, passioneret, og direkte kommunikerende træner, hvis historik omfavnede en del klubber som træner – men de fleste også kun i korte perioder. Senest var det Fortuna Düsseldorf, der havde haft fornøjelsen af Rösler i 2. Bundesligaen.

Her havde han overtaget rækkens bundprop i begyndelsen af 2020, og selvom man fik skrabet flere point til sig end i første halvsæson, så var det ikke nok til at sikre overlevelse – og den ambitiøse klub vinkede farvel til Uwe. Efter en pause fra fodbolden blev AGF og Rösler i sommeren 2022 enige om at skrive en tre-årig kontrakt, som senere blev forlænget til 2028.

Nye vinde skulle blæse over Fredensvang – og hver en sten skulle vendes.

Mentalitetsændring og vinder-gen

Med Uwes ankomst fik han fra første færd sat sit præg på klubben.

Den nye chef understregede gang på gang, at han ønskede en endnu stærkere vindermentalitet i alle dele af klubben. Når holdet spillede træningskampe og ikke vandt, ville man høre Rösler sige:

– Det er ikke godt nok. Vi skal altid vinde. Klubben skal aldrig være tilfreds med andet end at vinde.

Uagtet, om præstationen havde været god eller skidt.

Vindermentaliteten har aldrig været til at tage fejl af, og den har sat sig dybt – også i AGF’s nye akademi på Fredensvang, hvilket man blandet andet kan takke Rösler for.

Fansenes mand

Rösler stod overfor en stor udfordring, da han overtog klubben – ikke bare på banen, men også på lægterne, hvor fanfavoritten David Nielsen havde været en elsket mand lige til det sidste.

Hvordan løfter man sådan en arv?

Jo, man tager skam faklen og løber med gnister og flammer ned til fansene for at piske en stemning op før hver kamp – akkurat ligesom forgængeren gjorde det.

Generelt har Rösler været en afholdt mand i Aarhus, og han har altid taget sig ekstra tid til vores udsendte her fra fanmediet, når vi har efterspurgt interviews eller blot en snak til baggrund.

Og hvem husker ikke, hvordan han involverede sig til Aarhus Walk med sin pepwalk fra tagryggene på Ingerslevs Boulevard? Eller når han i ren eufori smed sig på græstæppet i vilde jubelscener? Mange har også minder med cheftræneren, når han har været på slap line på byens restaurationer eller i forbindelse med en morgendukkert på Aarhus Ø.

Uwe forstår mekanismerne i en fodboldklub, han forstår fansene, og han viste fra første sekund, at han ønskede at forstå Aarhus i sin helhed.

Det må vi huske at hylde – det er en vigtig del af det, at være AGF-træner.

Det sportslige eftermæle

Nok om fanforhold og måden, han tacklede Aarhus på. Den del gjorde han flot, selvom det desværre sluttede med at gå lidt skævt – jeg ærgrer mig da personligt over, at hans sidste kamp blev en kamp, hvor han ikke løb ned til stemningsafsnittet og fik sin Fenerbache-hilsen. Det tror jeg egentlig alle gør – inklusiv manden selv.

Men det er måske netop billedet på, hvad der er gået godt og skidt rent sportsligt i disse tre sæsoner.

Röslers tilgang slider.

Både på spillerne, på staben og på ham selv. Mange skader har påvirket tyskerens tid og præstationer i AGF, men i de seneste to sæsoner har præstationerne også været udtryk for andet. Formtoppene har ikke varet længe nok, og for mange spillere har haft lange dyk.

Der har manglet flere planer, og taktisk har man savnet fleksibilitet. Når man spørger Uwe selv, så har det virket til, at han har manglet spillermaterialet til at gøre det. Dog har et fast kritikpunkt af cheftræneren været, at han ikke har været god nok til at indlemme de unge i truppen – måske kunne de have givet flere strenge at spille på?

Pilen peger mange steder hen, men når man runder en sæson af med at tabe syv kampe i træk, så er trænerposten selvfølgelig på spil. Og det fik konsekvenser.

Ikke fordi Uwe Rösler ikke er en dygtig træner. Ikke fordi han ikke kunne klare presset. Men fordi der skal nye impulser til at vende udviklingen. En ny træner kommer ikke til at lave mirakler med den samme trup, og spillermaterialet vil – som altid – også være til diskussion. AGF’s budget er trods alt blot det femtestørste i ligaen.

Men Rösler blev “offer” for, at der nu skal bygges oven på det fundament, han og David Nielsen har skabt. Vi skal ikke hjem – vi skal hviiere!

AGF er blevet en fast del af top seks, vi fik et pokaleventyr, der langt hen ad vejen var helt elektrisk, akademiet begynder forhåbentligt at producere, et nyt stadion er på vej og næst’ år, står vi der igen.

Godt nok med en ny træner. Måske også med en række nye spillere. Men den hviie verden fortsætter. Og efter tre år med Rösler i spidsen er min påstand, at den står stærkere end længe.

Vielen Dank, Uwe.