Foto: Matti Kronborg

Blog: Udvikling eller afvikling i AGF?


| Mikkel Gyngstrup | ,

AGF har haft en kedelig start på forårssæsonen. Først en nullert i Vejle og nu et overtidsnederlag med to mand i overtal. Der er stadig gode ting at tage med fra kampen, selvom det ikke ligefrem overstråler det negative.

AGF og FCM har i nyere tid haft nogle rigtig spændende kampe. Den seneste må siges at være en af dem – hvis ikke den mest spændende, for en neutral seer hvert fald.

To røde kort, fem mål, utallige VAR-checks og en overtidsscoring. Det er facit efter 90 minutter plus det løse. Dog var det ikke en overtidsscoring af AGF, men af FCM. Altså FCM som var to mand nede i over 20 minutter…

Her kan du læse tre nedslag fra den skuffende kamp, og ugen der gik.

Jacob Nielsen, AGF
Foto: Matti Kronborg

Hvornår kommer den offensive fremgang?

De fleste AGF-fans er nok ved at kaste op over, hvor meget der bliver snakket om offensiven. ‘

Det er nok dét emne, der har fyldt allermest igennem de sidste to år. Den er ufarlig, tam og mangler kynisme. Man skulle tro, at det var noget, der ville blive bedre med tiden, for sådan plejer det jo at være. Man kan jo netop træne stort set alle facetter af fodbold, angreb, forsvar, omstillinger og så videre. Men hvornår sker den udvikling?

Hele efteråret har offensiven døjet med en manglende skarphed, selvom man faktisk har hentet rigtig mange point, og sejre man måske ikke havde regnet med. Blandt andet kampen i Parken, som AGF på mirakuløs formåede at krige hjem til en sejr.

Foto: Kronborgfotos

AGF har hentet en masse point mod de forventelige bundhold og samtidig taget point fra de fleste tophold. Det er jo i sig selv fantastisk, og det skal også anderkendes, bestemt. Men det er ikke holdbart i længden. Hvis AGF vil blande sig i et potentielt mesterskabsræs, så skal man kende sin besøgstid – uanset sin modstander.

AGF har ikke scoret mål i åbent spil i hele fem kampe, ja du læste rigtigt. Fem kampe. Man kan sige, at et mål er et mål, det er det jo også, men det er et stort tegn på, hvor ufarlige AGF’s angreb faktisk er.

Man kan have svært ved at se, om der rent faktisk har været udvikling på offensiven gennem Uwe Röslers snart to sæsoner. Mange husker AGF’s sidste forår, hvor der skete en forløsning af AGF’s haltende offensiv fra efteråret. Det har bare ikke været muligt at tage den med ind i denne sæson, hverken i efteråret eller i dette forår – lige indtil hjemmekampen mod FCM, hvor man faktisk formåede at buldre derudad i  første halvleg – dog igen uden at score i åbent spil.

AGF har spillet 35 gode minutter, ud af 180 mulige. De 35 minutter var så også rigtig gode, men stadig har AGF kun hevet ét point hjem til Aarhus. Det skal der ændres på, og det skal ske nu.

Mads Emil Madsen løber forbi André Rømer fra FCM. 25. februar 2024.
Foto: Matti Kronborg

Hvad skete der, AGF?

Før kampen blev fløjtet i gang, havde mange måske tænkt, at kampen mod FCM ville være tabt, og derfor ikke gik med nogle større forhåbninger.

Det spillerne viste de første 30-35 minutter, var stik modsat det, man så i Vejle ugen forinden. Det skal dog ikke tage fokus fra resten af kampen, hvor AGF kunne se sig slået i overtiden af et midtjysk hold bestående af ni mand. AGF havde to mand i overtal og smed stadigvæk det hele på gulvet. Det må aldrig ske.

Kampen skulle have været lukket i første halvleg, da AGF har chancerne til at føre med fire mål i første halvleg alene, men manglende skarphed gør, at AGF må gå til pause med et 1-1 resultat, hvilket mildt sagt er skuffende.

Jonas Jensen-Abbew i aktion for AGF mod FC Midtjylland.
Foto: Matti Kronborg

Det uskarpe spil fortsatte stort set gennem hele anden halvleg, da spillerne igen ikke formåede at udnytte de chancer de fik.

Kort efter FCM’s føringsmål får de en spiller udvist, så næsten en hel halvleg spiller FCM med 10 mand, som AGF stadigvæk ikke formår at udnytte. Det, at FCM så får udvist endnu en mand, og nu er to mand nede i 20 minutters tid var en gave.

Den blev dog ikke pakket op, da AGF igen formåede at være lige så ufarlige i åbent spil. Begge mål kommer fra straffespark, som AGF naturligvis er gode til grundet Patrick Mortensen aldrig brænder, men det var også kun på pletten, han var skarp.

Man må gå ud fra, at den manglende kynisme, man så i den her kamp, igen kommer til syne i den næste Superligakamp mod OB – men lad os håbe på det modsatte.

Uwe Rösler, AGFs cheftræner
Foto: Matti Kronborg

Kan talenterne blive løsningen på problemerne?

Det længe ventede talentakademi er nu godt på vej mod den forventede åbning i oktober. Der var nemlig rejsegilde for bygningen lørdag den 24. februar, da fundamentet stod klar. Det er AGF’s nyeste tilføjelse til Fredensvang, som skal booste talentmassen i Aarhus. Det er hvert fald det målet er, og mon ikke Jesper Ørskov og hans kollegaer lykkedes med det?

Man får nok først resultaterne at se om et par år, når de første unge talenter har været igennem møllen og forhåbentlig står med en HF-uddannelse og nogle skarpe ben til at indtage Superligaen.

Målet er både, at det naturligvis skal gavne AGF, men også det enkelte talent. Derfor skal de tage en HF, hvor AGF har et særligt samarbejde med Viby Gymnasium så de både kan passe deres skolegang og få lov til få en smag på, hvad det vil sige at leve som en professionel fodboldspiller. Talentarbejdet er nemlig begyndt at have en stor betydning i fodbold, da der er god økonomi i det, men samtidig også er en måde at forankre den lokale historie i klubben.

På det nuværende hold er Sauer og Andersen gode eksempler på spillere fra talentafdelingen, og man sidder jo med håb om, at de kan være med til at løsne op for de offensive udfordringer i den aktuelle Superligatrup – særligt Sauer kunne man måske bringe tidligere i kampene, da han – med sin kreativitet – kan blive et godt våben for De Hviie.

Mathias Sauer og Jacob Andersen jubler over Sauers mål mod Ishøj. 2. november 2023.
Foto: Matti Kronborg

På søndag den 3. marts står den igen på Superligabold. Det sker, når AGF tager imod OB på hjemmebane klokken 18.00. AGF mangler stadig at hive de første tre point hjem i 2024, så kom på stadion og hjælp spillerne til at tage årets første sejr.

© KSDH.dk. Alle rettigheder forbeholdes.