
Blog: Hvorfor skulle Uwe kastes under bussen, og hvorfor er Paddy ked af det?
Uwe Rösler kom i vælten, da han jublede på vej ned i spillertunellen, og Patrick Mortensen var åbenbart følelsesmæssigt splittet over vinde over Brøndby. Kan det virkelig passe, at vi skal stryge Vestegnen så meget med hårene, som tilfældet var efter kampen i går?
Alle AGF-fans ved, at opgørene mod Brøndby er noget helt særligt.
Arvefjender, ærkerivaler – ja, historien har givet store opgør og slag.
I går blev endnu et kapitel skrevet, men det fik et ærgerligt efterspil, da AGF’s direktør kastede sin træner under bussen, anføreren ville ikke juble, og maskerede Brøndby-fans angreb AGF’s busser.
Hvorfor skulle Uwe kastes under bussen?
Jeg elsker Jacob Nielsen. Direktøren, der tiltrådte i 2014 har i dén grad været billedet på den positive udvikling, vi har oplevet i AGF i de seneste år.
Men han er en mand med et stort temperament, hvilket vi ofte har set, når han har indtaget grønsværen efter slutfløjt og overfuset dommere og officials.

I går var han igen lidt for hurtigt ude og reagere på den tumult, der spredte sig ved spillertunellen efter slutfløjt.
Uwe Rösler stak armene i vejret og råbte “Yes!”, inden han fortsatte sin gang ind mod omklædningen, men han blev herefter både stoppet af Brøndbys Carsten Jensen og reservekeeperen, Thomas Mikkelsen, som mente, at Rösler provokerede med sine armløft.
Jaja, det er da en smule provokerende, men at tage sådan på vej er altså en overreaktion.
Der er også den detalje, at der med stor sandsynlighed er blevet råbt skældsord efter Uwe og AGF-spillerne i situationen.
Jeg ved godt, at følelserne var uden på tøjet, og at Brøndbyerne var knust, men en ægte provokation havde været, at løbe rundt på stadion og juble helt gakket. Et hurtigt “Yes!” bør ikke afføde tumult i min verden.

At Jacob Nielsen så med det samme går ud og fortæller, at han har sagt til Uwe, at det er upassende opførsel og ikke i tråd med AGF’s værdier – det virker bare unødvendigt.
Man burde nogle gange lige trække vejret og gennemse al materiale fra situationen, inden man går ud og kaster sin egen cheftræner under bussen på den måde.
Så ja – jeg er på Stig Tøftings hold: – Det er ikke en overdrevet jubel, når man har vundet en fodboldkamp.
Hvorfor er Paddy så ked af det?
Jaja, Patrick Mortensen har spillet i Brøndby, men i after-match interviewet til TV3+ kort efter den flotte 3-2 sejr virkede han næsten helt knust over at have frataget hjemmeholdet guldmuligheden.
– Jeg er sgu lidt splittet lige nu. Jeg er selvfølgelig glad for mit mål, men jeg føler også virkelig meget med dem, der er på stadion. Jeg har lige stået i en lignende situation i pokalfinalen, og det gør så pissehamrende ondt, sagde Mortensen til TV 3+.

Altså det er selvfølgelig forståeligt, at manden har lidt følelser i klemme med sin fortid på Vestegnen, men som anfører for arvefjenderne, så burde han holde de tanker for sig selv. I disse post-match-interviews repræsenterer han klubben som anfører – og jeg må bare sige: Den sejr var fantastisk for AGF!
Selvfølgelig gør det ondt at tabe, når man er tæt på en titel. Det ved vi jo alt om. Men det er jo en del af fodbold, og at hævne 1996 med en lækker sejr på et propfyldt Brøndby Stadion… det er vi altså ikke splittede omkring i AGF – det er fedt og kun fedt.
Så en opfordring herfra til at klubben giver sig selv lidt mere kant – vi behøver ikke ALTID være over-diplomatiske i denne top-professionaliserede fodboldverden. Mere Tøffe-energi, tak!
Flere AGF Nyheder
-
Rösler efter vild premiere i Vejlby: – Denne kamp vil altid blive husket
-
Anderson: – Det er fedt at kunne mærke folk på en helt anden måde
-
El Pistolero: – En fed fornemmelse
-
AGF – FCK: Kølig kultkamp i Vejlby
-
Marketingdirektøren er målløs over opbakning: – Det viser bare, hvor vilde AGF-fansene er!
-
Steen Nedergaard ud, men ingen erstatning som chefscout i syne?
-
Uwe om ungdommen i AGF: – Der er lovende elementer
-
Uwe med status efter træningslejren: Skader, Badji og tanker til Andersen
-
Rösler og Hansen ser frem til Vejlby: – Vi skal gøre det til et fort!
-
Jesper Hansen om kontraktsituation: – Det ser positivt ud