Skip to main content


Foto: JacobsenPhotography

Blog: Genoprejsning i Parken giver håb



AGF genopstod mod FCK, selvom det ikke blev til nogen sejr. En hårdt kæmpet kamp, der bød på VAR-drama, Ole Budtz-agtigt mål og en forværring af skadesituationen. AGF måtte se sig besejret, da resultatet blev 3-2. Selvom en sejr havde varmet utrolig meget, så var det igen muligt at se, de ting der kendetegner AGF og pilen peger nu fremad.

AGF rejser sjældent fra Parken med point, så derfor er det desværre ingen overraskelse, at indsatsen man lagde for dagen, måtte være det vigtigste i søndags. Det lykkedes AGF meget godt med. Holdet kæmpede godt med, specielt i første halvleg, mens kampen ændrede lidt karakter efter pausen, da FCK fik prikket bolden i mål.

Det var som forventet, at AGF skulle satse på omstillinger eller dødbolde, da boldbesiddelsen primært lå hos FCK. AGF fik igen lavet to mål, som man bestemt kan tage med videre. Forsvaret kæmper stadig lidt med præstationerne, dog var det en meget bedre kamp denne gang, end det var i forrige uge. Her får du tre nedslag fra kampen.

AGF mod FCK i Parken.
Foto: KSDH.dk

Bemærkelsesværdig retur

Tobias Anker måtte erstatte Michael Akoto, der måtte udgå med en skade, som du kan læse lidt om her. Han var netop returneret fra sin karantæne, som han fik mod FC Midtjylland. Forventningerne var ikke høje, men han formåede virkelig, at sætte sig selv i det gode lys. Han havde et par svipsere, men helt generelt så var hans beslutninger i Superliga-klasse.

Han viste fysisk, hvad han kan være i stand til, da han har en meget fornuftig fart i forhold til sin størrelse – både målt i højden og drøjden.

Tobias Anker klapper til fansene.
Foto: Kronborgfotos

Anker havde god timing i sine tacklinger, samt en energi der passede perfekt til kampen. Dejlig og efterlyst vindermentalitet, som man kunne se, han osede af.

Hvis han kan koble flere præstationer sammen med den kvalitet, så får han mange flere minutter i denne sæson.

For at toppe det hele af, så scorede han jo også et mål kort efter, at FCK havde bragt sig foran med 3-1. Den sparkede han ind, som om han var Patrick Mortensen, som desuden også stod for oplægget. Havde det været sejrsmålet, kunne man være tæt på at drage paralleller til Ole Budtz.

Døde med støvlerne på

AGF skulle bevise, at 7-2 nederlaget i Farum var en enlig svale. Desværre blev det ikke til nogen sejr på banen, men moralsk var det et kæmpe skridt fremad. Man efterlod alt på banen og kæmpede med, selvom FCK styrede meget af kampen. Det var lige præcis det, der skulle til. Havde man hevet en sejr hjem, så var det bare det rene luksus.

Det, som AGF skulle vise, var, at de stadig var kampdygtige og ikke var yderligere mærket af den nedsabling, de stod overfor forrige uge. Selvom spillet sagtens kunne være bedre med bedre defensivt spil og offensivt, så kunne man fornemme, at de ville det.

Man holdt flot FCK fra større chancer i første halvleg, som også endte 0-0. Det blev i stedet en målrig anden halvleg, der også bød på Tobias Ankers første AGF mål. Nu skal den vildskab bare tages videre, når AGF møder FC Nordsjælland.

Magnus Knudsen i kamp mod Rasmus Falk og FCK.
Foto: Kronborgfotos

Hvor skal Uwe trække linjen?

Mange, hvis ikke alle AGF fans, sidder nok med en indædt frygt for, at vi får flere skader. Det vejer specielt meget nu, når AGF skal spille pokalfinale om mindre end 14 dage. Der har været større rokeringer i startopstillingen, men hvor meget må man ændre, inden det bliver betegnet som at være uprofessionelt?

Kampen mod FCK kostede muligvis Akoto og Duelund, som er tvivlsomme op til pokalfinalen. Det gør det endnu sværere for Uwe at stille et hold, som kan konkurrere specielt fra bænken.

Skulle der komme flere skader mod FC Nordsjælland, så kan det hurtigt komme til at se rigtig bekymrende ud. Vil man være sikker på, at kunne stille i stærkeste opstilling, så stiller man simpelthen bare med et U-hold og reserverne, men så bliver det nok næppe til nogen sejr, samt tre point foræret til FCN. Man vil med alt sandsynlighed se lidt rokering, specielt til nøglespillere som Patrick Mortensen, Tingager og Mikael Anderson, enten ved tidlige udskiftninger eller indskiftninger.

Uwe Rösler med blå himmel i baggrunden.
Foto: Kronborgfotos

Muligheden for revanche lever stadig, når AGF tager imod FC Nordsjælland på Ceres Park. Kampen spilles fredag klokken 19.00, så spark weekenden godt i gang og bær holdet frem, så de kan være klar til pokalfinalen!

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle