Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Blog: Er der noget positivt at sige efter nullerten i Vejle?


| Clovis Lukunku | ,

De fleste AGF-fans er nok skuffede efter 0-0-resultatet mod Vejle, men er der alligevel lidt positive ting at tage med videre? Her identificeres to gode og to mindre gode tendenser efter årets første turneringskamp.

Det blev en frustrerende aften for træneren, spillerne og fansene mandag aften.

Man fik et point, som ikke er nogen katastrofe, men jeg tror helt sikkert, at man havde forventet alle tre point hjem til Aarhus. Sådan gik det desværre ikke. Her er et par udvalgte positive og negative elementer efter den hårdt spillede kamp sydpå.

Mikael Anderson i duel med Vejle-spiller.
Foto: Kronborgfotos

Rent bur og gode tilføjelser til truppen

Den ene positiv ting, man kan tage med fra kampen, er, at man kommer afsted derfra med buret rent. AGF er stærke i forsvaret, ligesom man har været i efteråret.

Det er ret vigtigt, at man har en god målmand og et godt forsvar, som står godt organiseret og er svære at bryde op. Det er noget, som vil gavne AGF senere her i foråret. Det kan holdet bruge i de næste kampe i Superligaen.

Jonas Jensen-Abbew i kamp.
Foto: Kronborgfotos

Den anden positive ting er, at det blev til debut for J. Jensen-Abbew, som spillede i et tre-mandsforsvar, hvor Tingager og Akoto også var i startopstillingen. Det er godt for konkurrencen, at der er en ny spiller, som kan udfordre de andre forsvarsspillere på holdet, om hvem der skal i startopstillingen.

Det viser også, at det er vigtigt med en bred bænk, hvor man kan lave nogle ændringer, uden at niveauet går ned. Det har tilføjelsen af Tobias Bach også bidraget til – han bliver spændende at følge på wingbacken.

Tobias Bach med bolden i hænderne.
Foto: Kronborgfotos

Bekymrende elementer

Men ak – der var jo mere skidt end godt at tage med fra Vejle, hvilket cheftræner, Uwe Rösler næsten også sagde, da han efter opgøret udtalte, at holdet havde en del vanskeligheder.

Det ene er, at vi spiller vanvittigt meget under niveau, selvom man har ladet op til det her opgør i flere måneder.

Jo, bevares det er første turneringskamp siden december, men det var virkelig under niveau. Det var faktisk Vejle, der var farligst, når man ser på målchancerne.

Gift Links i drev med bolden.
Foto: Kronborgfotos

De havde flere skud på mål, end vi havde, og det er et problem. AGF havde en boldbesiddelse på 62 procent, men det viser, at vi har meget at arbejde med, når vi spiller kampe, hvor vi skal skabe dem. Det fungerede ikke mandag aftes.

Det halter igen med at lave mål, når vi sammenligner os med de andre hold i top seks. Vi har kun lavet 21 mål i sæsonen indtil videre, og det er simpelthen for lidt i forhold til de øvrige hold. Det er helt klart der, AGF skal forbedres, hvis man vil lege med der, hvor det er sjovt. Defensiven er der styr på, men der er stadig meget at udvikle på i det offensive.

Mikael Anderson driver bolden frem.
Foto: Kronborgfotos

Således kan vi nu se frem til næste spillerunde med lidt bekymrede miner – Serra er højst sandsynligt ude med en hovedskade, mens Poulsen til gengæld bør være klar til at starte. Andersons karantæne er appelleret, så vi må håbe, at islændingen får lov at deltage.

Det ser svært ud for Rösler og co., men lad os håbe, at hjemmebanefordelen kan tippe tingene over til vores fordel!

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle