Skip to main content


Foto: KSDH.dk

Blog: En uforløst afslutning på halvsæsonen


| Mikkel Gyngstrup | ,

Der var lagt op til en stor kamp, hvor man kunne have været sikker på at overvintre på en tredjeplads. En placering, som bestemt kunne have lunet i det ellers kolde decembervejr. Der skulle dog tre point til, og det blev det som bekendt ikke til. Med et 1-1 resultatet overvintrer AGF på en fjerdeplads, hvilket i bund og grund er fint, når alt kommer til alt, men den missede mulighed må nage.

AGF kom ud med alt det, som de manglede mod FCN, da da årets sidste Superligakamp blev afviklet i søndags. Der var rigeligt med muligheder for at score det første mål, men AGF måtte bagud, før det skete. Med et sent straffespark åbnede der en mulighed for, at AGF kunne vende det hele, men det blev det ikke til. Der var bestemt mere at tage med hjem fra Silkeborg, end der var fra Farum, men derfor var det ikke nogen videre imponerende præstation.

Nu er spørgsmålet, hvilken smag man sidder tilbage med? De lovende takter fra sæsonens første kampe er i hvert fald forsvundet for en stund, men en fjerdeplads kan man jo næsten ikke være utilfreds med i en historisk tæt liga.

Patrick Mortensen gør klar til at sparke straffespark.
Foto: KSDH.dk

Kynismen… hvor  bliver den af?

Det var bestemt en mere åben kamp, end den forrige mod Farum, men man var igen uskarpe på den sidste tredjedel. Der var et par chancer, som man skal score på, når man besidder det potentiale og kvalitet, som Tobias Bech og Mikael Anderson har. Det havde været rart at se en øget kynisme, når man søndag står foran Brøndby IF, uagtet den nylige historik mod de blå-gule fra Vestegnen.

Et par mål i åbent spil havde bestemt givet lidt selvtillid til egen offensiv, frem mod den uhyre vigtige kamp, men der skulle altså et klassisk Paddy-straffe til, for at bringe lighed på målscoren i kampen.

Patrick Mortensen jubler efter scoring mod Silkeborg.

Hvad er gået galt? Flere ting selvfølgelig. Pilen peger blandt andet på, at modstanderne har læst AGF’s taktik, som man havde så meget held med i de første mange ligakampe, hvor ingen kunne dække Madsen og Anderson op på midten, mens wingbacksene sendte det ene opportunistiske indlæg i feltet efter det andet.

Samtidig er selvtilliden faldet hos spillerne, som ikke virker til at tro på, at de kan ligge den afgørende aflevering eller tage det store træk uden om modstanderne, når det gælder. Vildskaben er savnet, og den skal bygges på over vinteren.

Software-opdatering oppe foran?

Det klinger selvfølgelig lidt hult at kommentere på en kamp, hvor kaptajnen scorer, men i åbent spil er han tæt på usynlig. De gange Mortensen får bolden, er der en høj risiko for, at den næste berøring kommer fra en modstander. Det kræver selvfølgelig sin mand at sparke et straffe, som Mortensen gør, men det er ikke den version, som man så for blot to år siden. Han skal ikke skiftes ud og glemmes, men det er lang tid siden, at han har haft reel konkurrence om sin plads, specielt i de perioder, hvor han ikke lige rammer sit topniveau.

Man har givet det et forsøg med Richmond Gyamfi og Youssouph Badji, der dog ikke har grebet chancen, som de fleste andre tidligere angribere. Det er ikke holdbart, at man kun har én god angriber, da man så bliver læst alt for hurtigt, da Mortensen ikke lige laver en Neymar’sk dribling, eller kan true i dybden.

Det samme gælder for Tobias Bech, der er løbet ind i en noget tør periode, hvad angår mål. Han har haft et par rigtig gode skud på mål udefra, men et skud på stolpen vinder man desværre ikke fodboldkampe af. Der er også lidt i afleveringsspillet, hvor han kunne genfinde noget af sit niveau.

Tobias Bech og Felix Beijmo fejrer scoring i Brøndby.

Et selvtillidsspørgemål? Who knows, men stærkere konkurrence kunne hjælpe på det, og det er ærgerligt, at Badji ikke har vist sig bedre. Forhåbentligt kommer det med tiden, for det ligner ikke, at januar-transfervinduet bliver specielt aktivt set med AGF-briller.

Nu står det på den sidste kamp på Ceres Park, som vi kender det, når AGF tager imod Brøndby i pokalturneringens kvartfinale. Det sker søndag klokken 18.30. Det gik jo meget godt sidst, at AGF tog imod Brøndby i pokalkvartfinalen, så har du været heldig at få plads, så mød op og fyr op til en historisk sejr på Ceres Park!

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle