Blog: Det handler om at vise viljen

I en tid hvor de fleste analyser handler om expected goals, data og meget andet fra samme skuffe, glemmer vi, der analyserer kampene, nogle gange, hvad det essentielle i fodbold er: Oplevelsen af noget, der sker i nuet! Hvad får fansene til at juble?

Der er ikke meget at juble over, når man som undertegnede er ude at gå tur søndag eftermiddag. Vejret er røvkedeligt, og pludselig skifter vejret til slagregn.

Derfor sætter jeg kursen mod den nærmeste cafe. Jeg finder en hue frem fra frakkelommen. Det er min AGF-hue og eftersom jeg bor i Nordsjælland, et pænt stykke vej fra Smilets By og Ceres Park, har jeg den normalt kun på, når jeg er på et stadion.

Det er sjældent AGF, der tales om på cafeer herovre.

– Jeg skal overveje det

Inde af døren i caféen, finder jeg en stol ved et ledigt bord. Jeg bestiller en kold øl og bemærker to midaldrende mænd, og bemærker at den ene kigger i min retning, Han smøger det ene skjorteærme op og fremviser en ret imponerende AGF-tatovering på armen. Den anden gør tegn til at jeg skal komme over til deres bord. Det er huen, som har været mit adgangstegn, og hurtigt drejer samtalen sig om vores fælles lidenskab: AGF,

Manden med tatoveringen hedder Villy, den anden herre hedder Mads. De er venner og Villy er på besøg i Frederiksværk, men bor i nærheden af Silkeborg.

Vi snakker lidt om AGF, Villy trommer i bordet med venstre hånd, når han bliver ivrig. Mads blander sig kun en smule i samtalen, men ser ud til at være interesseret.

Efter nogle minutter fortæller jeg om min funktion på KSDH.dk. Jeg spørger, om de har lyst til at fortælle om deres oplevelse af AGF, som jeg kan bruge i en historie. Mads ser næsten kun fodbold på TV, og han interesserer sig ikke for ”taktik og den slags”. Villy slår hånden hårdt i bordet, da jeg kommer til at benytte ordet ”analyse”.

– Jeg skal tænke over det, for analyse lyder røvsygt i mine ører. Den slags er ikke noget jeg overhovedet bruger min tid på, svarer Villy efter en pause.

Glæden og lysten er vigtigst

– Jeg vil gerne snakke om AGF, men det skal være om det der gør fodbold sjovt og fedt – ikke om alt det lort om analyser, du lige nævnte, forklarer han!

Vi snakker frem og tilbage et par minutter og da jeg vælger at give en omgang, kommer interviewet i gang.

– Fodbold handler om logoet, om viljen og om at vise, at man kan lide det man laver og vil gøre det i al den tid man er på banen, indleder Villy.

– Forsvarerne skal vinde deres nærkampe, midtbanen skal sætte sig i respekt og angriberne score mål, når chancerne byder sig. Jeg forventer, at alle yder deres bedste, og så vil jeg skide på, om det er kønt. Analyser er for nørder, der i min optik ødelægger det simple og smukke ved fodbold. Jeg lukker altid for lyden, når jeg ser kampene i fjernsynet, fortsætter han.

-Men hvis det overhovedet er muligt, ser jeg kampene på Ceres Park. Det er stemningen, der tæller for mig. DBU gør alt muligt for at det skal være kedeligt. Forbud mod pyro er det mest åndssvage, de har fundet på. Og det er helt til grin. Der bliver jo næsten hver gang fyret noget af før kampen starter!

Drop tiki-taka

Han lader mig nærstudere sin tatovering og forklarer stolt, at den har han haft i mange år. Den betyder noget for ham. Ligesom ’hjem til Aarhus’ og ’Malaga’.

– Når jeg ser AGF, ser jeg en klub, der står ved de værdier, jeg synes er vigtige – fight, fodboldspillere der kæmper for hinanden og så kan eksperterne ellers glemme alt om den moderne fodbold. Al den fokusering på systemer, som låser spillerne og i øvrigt er nemme at forberede sig på for modstanderne. Tiki-taka, kalder nogen det vist – drop det. Fodbold, hvor spillerne triller bolden fra side til side, der kommer ingen mål, og hvordan vinder man så en kamp, spørger han.

– Få nu bolden ind i boksen. Der har vi Paddy og han plejer jo at score. Det er så simpelt.

Øllerne er drukket, regner er hørt op og vi drager hver til sit. Selv om jeg har en helt anden indfaldsvinkel til spillet, forstår jeg udmærket Villy. Glæden og lysten er så vigtig en del af oplevelsen.

Jeg tager Villy-huen på

Mandag aften. Ifører mig huen og halstørklædet. Jeg sætter mig foran tossekassen, finder TV3Sport på fjernbetjeningen. Peter Sørensen er i gang med en længere udredning af ”AGF’s aktuelle problemer”, så væk med lyden.  Jeg finder ’Malaga’ på telefonen, fuld skrue på lyden. Klar til kamp.

En af de rockere, som Søren P. er så god til at finde på transfermarkedet, smadrer Møllens næse. Få nu fat i kortet, dommer. Nej, han slipper. Randers prøver hele tiden at skræmme os med hårde tacklinger. Er dommeren blind? Endelig et frispark i venstre side, lidt uden for feltet. Kahl sparker. Paddy når ikke frem til indlægget, men det gør Serra. Mål! Uwe får gevinst af at starte med to angribere.

Mølgaard begår straffe. Randers scorer. Øv!

En overraskelse

De, der sidder på bænken, har ikke fået mange minutter i de første tolv kampe. Kan de bidrage, når det bliver nødvendigt at skifte ud. Selvfølgelig tager Uwe Serra ud. Det er nærmest en mani hos trænerne i almindelighed at flå målscorere ud. Bertelsen gør det samme.

Brandhof kommer på banen. Han skal vel ind for at bruge sin fysik mod de hårdt spillende heste. I de døende minutter runder han en pony tæt på baglinjen, et lille vip ind i feltet. Bech scorer på hovedstød!

Jeg har tømt min anden øl og overvejer at åbne endnu en. Nej, jeg venter til kampen er slut. Peacock trækker tiden så længe, at Randers får indirekte frispark i feltet. Forbi mål, heldigvis.

Brandhof får gul for et frispark og sparker bolden væk. Farvel og tak, siger dommeren og flår det røde op af lommen.

I 10. minut af overtiden fløjter han af.

Jeg dropper øllen og skænker mig en single malt af mærket Laphroaig. Sejren skal fejres. Skål Villy!