Blog: AGF viste endelig stoltheden og logoet frem

Det logo, der pryder AGF’s spillertrøjer kræver en særlig personlighed. Den personlighed viste AGF’erne torsdag aften og tak for det.

For nej hvor var man bekymret inden kampen. Jeg indrømmer sgu gerne, at jeg var meget nervøs. Efter to kampe med mange mål imod og så minsandten med nogle nye navne i start-11’eren, jeg indrømmer – jeg forudså en lang aften.

Men ligeså heftigt regnen havde lagt sig hen over Århus og omegn både onsdag og torsdag, ligeså sikkert var det AGF’s spillere leverede, da de fra deres bedste side sagde farvel til Europa og Conference League, men samtidig måske også på gensyn fremover.

Malaga ud af højtalerne

For ENDELIG viste spillerne det man har savnet i en længere periode. Nok hedder systemet 3-4-2-1, men Barcelona eller Manchester City, er dette AGF-hold altså ikke. Det er ikke det der kræves, når man iklæder sig trøjen og står under stadion og Malaga drøner udover højtalerne.

Det er tacklinger, fight og en arbejdsom attitude, der kræves i Århus. Naturligvis må der gerne tilføjes flotte besnærende driblinger, Laudrupske afleveringer og andet godt for feinschmeckere, men det er ikke det vigtigste. Det er i stedet Nicolai Poulsen-typer der tackler igennem og indimellem får en advarsel, fordi det står i jobbeskrivelsen.

Næverne i græsset

Det er et forsvar, der går ned i glidende tacklinger, som hamrer næverne ned i græsset, når de vinder en vital duel og bagefter rejser sig op og i eufori og skriger ud til publikum.

Det er angribere der i bedste Graulund-stil løber direkte mod mål og med tåen knalder den i kassen.

Meget af dette fik vi torsdag aften.

Målet stod krigeren Beijmo for, resten stod holdkammeraterne for.

Sensationen ikke påkrævet

Brugge holdt stand i hele kampen, så AGF ikke leverede sensationen, men mindre kunne gøre det.

Rösler lovede at hans spillere ville jagte resultatet og anføreren bakkede op og konstaterede at alle chancer skulle opsøges.

Det gjorde AGF. Holdt i en time, så var der ikke mere benzin i tanken. Men de holdt ud, fortsatte og jagtede. Selv da alle tilskuere kunne se, at det var forbi, at det var umuligt, fortsatte unge indskiftede Adam Daghim hans jagt på bolden, selvom sveden kogte ned over kinderne.

Det kendetegnede hele kampen. Det kendetegner det at bære AGF’s trøje, det er derfor at tilskuerne kommer en torsdag, selvom de ved opgaven er umulig og det er derfor fansene også er der søndag i Hvidovre.

Tak for denne eventyrlige aften, vi glæder os til de kommende og tak fordi I bar trøjen med ære.