Analyse: Markus Solbakken kan blive ny styrmand i AGF

Markus Solbakken er ny mand i AGF, og KSDH.dk har i den forbindelse gravet ned i diverse dataplatforme for at blive klogere på den nye midtbanespillers styrker, svagheder og potentiale.

Af Khaled Deaibes Jr., tidligere scout i AGF og Jonas Roulund, Chefredaktør på KSDH.dk

AGF har solgt Mads Emil Madsen til F.C. København i en handel, der omtales som den største nogensinde mellem to danske klubber. Det efterlader et hul i den kreative motor, og det er med åbne øjne, at AGF henter Markus Solbakken ind fra Sparta Prag for at løse en anden opgave: Rytme, struktur og højt bundniveau. Man skal ikke forvente sig den samme spiller, som Mads Emil Madsen, men en spiller, som potentielt kan få samme betydning for resultaterne over 90 minutter og over en sæson.  

Men hvem er Solbakken, og hvorfor faldt valget lige netop på ham? Det dykker vi ned i her i analysen med inddragelse af data og kilder tæt på klubben. 

Rytme frem for magi

25-årige Markus Solbakken med 29 minutters norsk A-landsholdserfaring på CV’et måler 182 centimeter i højden og foretrækker at bruge højrebenet, når bolden skal fordeles. Han taler godt dansk efter sine år i København med faderens rolle i FCK, og Carsten V. Jensens forhold til både Ståle Solbakken og Viking har da også spillet ind i forhold til at sikre nordmandens signatur i dette transfervindue.

Markus fik sin fodboldopdragelse i HamKam og Stabæk og brød derefter for alvor igennem i Viking, hvorfra han blev solgt til Sparta Prag i en rekordhandel i januarvinduet 2024. Herfra blev han udlejet til Pisa i foråret 2025, hvor han var en del af succesen med at sikre oprykning til Serie A.

Solbakken er en spiller med europæisk erfaring, men uden et decideret “stjerne-CV”. Til gengæld har han spilintelligens, ro og en meget ren pasningsprofil, hvilket data understøtter:

I seneste sæson hos Sparta og Pisa står han noteret for en succesfuld pasningsprocent på 93,5 %, 231 vellykkede afleveringer og 286 berøringer i en beskeden minutpakke (340 minutter). Langt de fleste pasninger er lav-risiko, men han spiller med høj præcision, og hans lange bolde ligger lige over 50 % succes (7/13). Det er præcis den “rytmegiver”, AGF køber – ikke en final-third-magiker.

Styrker og svagheder

AGF’s nyindkøb er ikke en bulldog i nærkampene som Nicolai Poulsen, men lever af sin gode positionering og evne til at læse spillet. Det gør ham stærk i kampe, hvor AGF vil kontrollere rytmen og undgå kaos.

Når spillet bryder ud i rene mand-mand-dueller, fremstår han mindre dominerende, men det er heller ikke den rolle, han er hentet til. Hans værdi ligger i at organisere og stabilisere og i at gøre sine omgivelser bedre, så længe strukturen omkring ham er på plads. 

Solbakkens pasningsspil er hans største styrke, og han er rolig på bolden, afleverer med høj præcision og binder spillet sammen. Men hans offensive output målt i progressive afleveringer og skabte chancer har været begrænset gennem hele karrieren. Det hænger sammen med rollen som 6’er.

I AGF vil det være en gevinst, hvis han i ny og næ tør tage den lodrette aflevering, der bryder kæden, når strukturen bag ham er sat. Han skal ikke lave det konstant, men et par velvalgte forsøg per kamp kan være forskellen på en stabil styrmand og en egentlig profil i ligaen.

Ikke Mads Emil Madsen 2.0

Solbakken er ikke “den nye MEM,” så med salget af Mads Emil Madsen er det ikke bare en profil, AGF mister, det er et helt offensivt element i midtbanens balance, der forsvinder.

Det giver dog alligevel mening, at Markus Solbakken er hentet til Aarhus. Ikke som kopi, men som den spiller, der kan tage styringen i sekserrollen. Han skal være rytmesætteren, ham der sørger for, at AGF står rigtigt, når bolden skifter hænder, og ham der holder pulsen i kampene. I Poulsens 3-4-3 er der to centrale i en dobbeltpivot, og her er det oplagt at se Solbakken som det nye anker – typisk sammen med Poulsen. Foran dem har AGF to “10’ere” (senest Bech og Arnstad), der skal levere det offensive output.

Det ville samtidig passe ind i Poulsens egen tilgang til spillet, som han beskriver i sin P-licens-opgave: Det handler om at skabe lokale overtal og angribe de rigtige zoner i sidste tredjedel, men altid med en struktur bag bolden. 

Dermed skal Solbakken udgøre den ene af to stabile byggesten bag bolden, som bliver lig med frihed længere fremme.

Går bolden tabt, står dobbeltpivoten rigtigt til at lukke midtbanekorridoren, samle andenbolden og starte en ny bølge. Det er præcis dét Poulsen mener: gennembrud ja – men aldrig uden sikkerhedsnet.

Solbakken er garantien for dette net; valget mellem de øvrige medspillere i opstillingen afhænger så af det ønskede kampforløb. Hvis man forventer et opgør med stor boldbesiddelse, kan Nicolai Poulsen glide ud, Arnstad ned, og så kan Jørgensen, Yakob eller Emmery tage positionen foran. Mulighederne er mange.

Herfra kunne et bud være, at man bør gå med midtbane-konstellationen Solbakken – Poulsen med Bech og Arnstad foran sig. Selvfølgelig med mulighed for rotation med særligt Kevin Yakob og Sebastian Jørgensen alt efter modstander og kampplan.

Jakob Poulsens plan

I P-licens-opgaven fremhæver Poulsen “assist-zonerne” (A1-A6) og afslutningszoner (S1-S7) i sidste tredjedel og pointerer, at chancer mod organiserede forsvar kræver lokale overtal, timing og struktur bag bolden ellers bliver “den sidste aflevering” bare et tab og en omstilling den anden vej.

Her er Solbakken nøglen: som sekser i dobbeltpivoten sætter han vinklerne, holder midten låst og gør det muligt for de to 10’ere at arbejde højt i halvrummet.

Han sikrer strukturen bag de afgørende aktioner. Når Arnstad, Bech, Jørgensen eller Yakob angriber A4/A5 (inderste siderum) for at finde de flade stikninger, skal AGF’s næste rum være intakt bag dem. Det bliver styrmandens primære opgave. 

Solbakken er den type, du først for alvor lægger mærke til, når alt omkring ham flyder. Han scanner spillet, placerer sig derefter, og spiller med få berøringer og høj pasningssikkerhed, hvilket holder tempoet stabilt.

Den høje pasningssikkerhed betyder i praksis, at AGF sjældent taber bolden i første og anden fase – og at wingbacks og angribere får den i bedre positioner. Omvendt afspejler hans lavere mængde progressive afleveringer ikke manglende kvalitet, men en balancerende rolle; det er netop derfor værdifuldt, hvis han i de rigtige momenter tør lægge den ene lodrette kædebryder.

Markus Solbakken er ikke købt for at være Mads Emil 2.0. Han er købt for at være Solbakken 1.0: Rytmesætter, strukturskaber, fejlreducerer.

Hvis AGF lader ham være platform for Jørgensen/Arnstad/Yakob kan man både holde på bolden og stadig ramme Poulsens assist-zoner i sidste tredjedel, uden at holde vejret hver gang man mister den.

Sådan vinder man ikke nødvendigvis adskillige personlige priser, men man vinder point. 

Kilder: 

Wyscout

Statsbomb

fotmob

Transfermarkt