Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

Analyse af AGF’s angribere: Hvem leverer, og hvem fortjener mere tid?


| Jonas Roulund | ,

Endnu et transfervindue har taget sin begyndelse, hvilket bevirker, at diskussionen i forhold til, om AGF bør hente en ny angriber igen dukker op i diverse debatter. Når man dykker ned i de kolde fakta, tegner der sig et – for nogen måske – overraskende billede. Nogle spillere leverer faktisk bedre, end de får kredit for, mens andre måske har toppet for længst. Her er en analyse baseret på data fra Superligaen og spillernes tidligere ligaer. 

Af Khaled Deaibes jr. tidligere scout i AGF & Jonas Roulund

Patrick Mortensen er efterhånden en gammel mand i fodboldforstand, Tobias Bech er måske ikke den fødte targetman, mens folk som Badji og Gyamfi af mange anses for uslebne typer, der endnu har til gode at bevise deres værd. I dette transfervindue vender Sigurd Haugen og Janni Serra samtidig hjem til Fredensvang, hvor de har kontrakter til sommeren 2027, mens folk som Tchamche og Emmery står klar i kulissen som den unge xfactor. 

Kalder sådan en angrebstrup på forstærkning? Eller findes svaret på AGF’s fremtidige angrebskonstellation allerede i truppen? 

Her er en databaseret gennemgang af angribernes effektivitet – og den viser måske, at der ligger potentiale i at holde det nuværende setup. 

Foto: Kronborgfotos

Patrick Mortensen – Den konsistente frontmand

Patrick Mortensen er og bliver AGF’s mest stabile målscorer i nyere tid. Med 96 mål og 10 assists på 16.506 minutter for De Hviie, ligger han på et imponerende gennemsnit på 156 minutter per mål/assist (M/A) i Superligaen. 

Han er klubbens topscorer i dette årtusinde, men det er værd at nævne, at 24 af hans mål er straffespark – svarende til 25 % af alle hans Superliga-mål. Et element, der ikke kan negligeres, når man vurderer angribernes effektivitet. 

Han er stadig en fantastisk boks-spiller, men spillet mellem felterne halter mere og mere, og han er afhængig af, at hele spilsystemet er sat op efter, at han skal fodres. 

Vi ved også, at Mortensens alder taler for, at han med tiden skal udfases, og selvom han netop er blevet Superligatopscorer, så kalder fremtiden på nyt blod – og en tilværelse som super-sub for den gode Paddy. 

Foto: Kronborgfotos

Janni Serra – En Bundesliga-profil i baggrunden

Set i lyset af sin begrænsede spilletid i AGF, er Janni Serras effektivitet ganske imponerende – og næsten identisk med Mortensens. Han har således en målinvolvering per 157. minut i Superligaen. Han har dog kun fået 473 minutter i den hviie trøje og lavet to mål og en assist, så her er tale om et lille datagrundlag. 

Ser man på hans tid i 2. Bundesligaen tegner der dog fortsat et flot billede. Her har han fået 7480 minutter, scoret 37 mål og lavet 8 assists, hvilket giver en målinvolvering hver 166. minut. Også i Bundesligaen har han vist sit værd. På 1120 minutter har han lavet tre mål og to asssists – altså en målinvolvering per 224. minut.

Serra og Anderson fejrer en scoring på Ceres Park.
Foto: Kronborgfotos

Serra har således tidligere leveret stabilt i Tysklands næstbedste række og endda respektabelt i Bundesligaen – en liga langt over Superligaens niveau. Han er en fysisk stærk angriber, der både scorer selv og spiller andre fri. Det rejser spørgsmålet: Har han fået nok chancer i AGF? 

Efter en svær periode i Nürnberg kommer han nu retur til Fredensvang, og spørgsmålet er, om man skal forsøge at genoplive tyskerens selvtillid – og målinvolveringssnit – frem for at dømme ham helt ude? 

Tobias Bechs fine output

Tobias Bech er ikke en decideret targetman, men han arbejder hårdt i holdets tjeneste, og så får han da også sendt bolden over stregen med jævne mellemrum. Han har fået 4130 minutter i Superligaen for AGF, hvilket har resultet i 15 mål og 4 assists – altså 217 min. per M/A.

Det er et fornuftigt tal, taget hans rolle i betragtning. Hans gennemsnit er dog lavere end både Mortensen og Serra – og viser, at han i et andet spilsystem end Röslers også vil kunne gøre det godt som kantspiller, hvilket tidligere har bragt ham stor succes.

Tobias Bech jubler efter scoring mod FCN på Ceres Park Vejlby.
Foto: Kronborgfotos

Youssouph Badji – Den mest effektive i Superligaen

Den mest effektive angriber – i hvert fald på papiret – er Youssouph Badji. Datagrundlaget er dog tyndt, da han blot har spillet 368 minutters Superligafodbold. Det har dog resulteret i et mål og to assists, og han har dermed blot skullet bruge 123 minutter per målinvolvering.

I den bedste belgiske række har han fået 3967 minutter med ni mål og to assists til følge. Der giver en målinvolvering hvert 361. minut og er altså ikke helt så imponerende.

Badji er fysisk stærk, teknisk solid, og det lille datasæt fra AGF viser, at han faktisk overpræsterer i forhold til sine kampminutter. Det store spørgsmål er så, hvorfor får han ikke får flere? Er den kommende sæson hans store chance?

Youssouph Badji sparker straffe på Ceres Park.
Foto: Kronborgfotos

Sigurd Haugen – Ofret på det forkerte tidspunkt?

Sigurd Haugen har haft det svært i AGF, men hans tidligere statistikker afslører et helt andet niveau.

I AGF er hans målinvolvering på 468 minutter per mål/assist (2 mål + 1 assist), men i 3. Liga har han lavet 10 mål og 2 assists på 2206 minutter, hvilket svarer til 184 minutter per M/A. I Eerste Divisie har han på 1900 minutter lavet 10 mål og 2 assists, hvilket svaret til 158 minutter per målinvolvering.

Han ankom i en lidt turbulent periode med ny cheftræner og nåede aldrig at ride med på det momentum, holdet ramte i foråret 2023. Hans tidligere tal indikerer dog, at han kan score – han fik bare aldrig rigtig fodfæste i Aarhus.

Jager fortiden ham for meget, eller skal han have chancen igen? Superligaen er selvfølgelig en anden størrelse end 3. Liga, men hvis han kan ramme en målform, så kan han altså levere mål og oplæg – det har han nu vist flere steder efterhånden.

Sigurd Haugen har blikket fæstnet på bolden i en hjemmekamp for AGF.
Sigurd Haugen (Foto: Laura Hjørringgaard)

Richmond Gyamfi – Fremtid eller fiasko?

Richmond Gyamfi har endnu ikke vist noget i Superligaen (38 minutter uden output), men i 1. division for Hobro d har han leveret varen. På 1425 minutter, er det blevet til 4 mål og 6 assists, hvilket giver 143 minutter per M/A.

Et pænt tal for en ung spiller, men spørgsmålet er, om han har brug for yderligere et lejeophold for at blive taktisk skærpet – eller om han skal sluses ind i truppen på Fredensvang allerede nu? 

Richmond Gyamfi dribler
Foto: Laura Hjørringgaard/Hjørringgaard Photo

Har AGF allerede sine svar?

AGF står måske ikke overfor et decideret angriberproblem – men snarere et udnyttelsesproblem.

  • Serra og Badji har et fremragende M/A-gennemsnit, men har fået få chancer.
  • Mortensen leverer stadig, men som alderspræsident blandt de offensive spillere, er der ingen tvivl om, at hans rolle er nødt til at ændre sig i den kommende tid, hvis holdet skal være konkurrencedygtigt.
  • Haugen er måske blevet dømt for hurtigt og kan overraske efter nogle positive lejeophold.
  • Bech leverer nogenlunde, men har måske godt af yderligere konkurrence om pladserne?
  • Gyamfi er i første omgang en backup – men ikke løsningen alene.
  • Derudover er unge folk som Frederik Emmery, Stefen Tchamche og Linus Thieler også på kontrakt i AGF, så her ligger også potentielle kampminutter, der skal fordeles.
  • Historisk kan måske også argumentere for, at tålmodighed bør være noget, man dyrker mere på Fredensvang. En mand som Frederik Ihler nåede et mål på 80 minutters fodbold for AGF, inden turen gik til Sverige. Han har i denne sæson haft en målinvolvering hver 80. minut i Elfsborg (643 minutter i kamp, syv mål, en assist)…
Frederik Ihler i aktion for AGF (Foto: Ole Nielsen / AGF.dk)

Måske er svaret ikke at købe mere – men at bruge mere klogt.

Med et stadionbyggeri i gang og et ønske om økonomisk balance, kunne det give mening at tro på egne spillere og give de rette folk chancen. Tallene fortæller i hvert fald en lettere underfortalt sandhed om nogle af de offensive folk.

Data er hentet fra Superstats.dk:

Tobias Bech i Superligaen for AGF: 4130 minutter. 15 mål + 4 assists = 217 min per M/A.

Patrick Mortensen i Superligaen for AGF: 16506 minutter. 96 mål + 10 assists = 156 min per M/A.

Janni Serra i Superligaen for AGF: 473 minutter. 2 mål + 1 assist = 157 min per M/A. Janni Serra i 2. Bundesligaen: 7480 minutter. 37 mål + 8 assists = 166 min per M/A. Janni Serra i Bundesligaen: 1120 minutter. 3 mål + 2 assists = 224 min per M/A.

Youssouph Badji i Superligaen for AGF: 368 minutter. 1 mål + 2 assists = 123 min per M/A. Youssouph Badji i Jupiler Pro League: 3967 minutter. 9 mål + 2 assists = 361 min per M/A.

Sigurd Haugen i Superligaen for AGF: 1404 minutter. 2 mål + 1 assist = 468 min. per M/A. Sigurd Haugen i 3. Liga: 2206 minutter. 10 mål + 2 assists = 184 minutter per M/A. Sigurd Haugen i Eerste divisie: 1900 minutter. 10 mål + 2 assists = 158 minutter per M/A.

Richmond Gyamfi i Superligaen for AGF: 38 minutter. 0 mål + 0 assists. Richmond Gyamfi i 1. division: 1425 minutter. 4 mål + 6 assists = 143 min per M/A.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle