Jakob Poulsen
Position:
Land:
Født:
Kontraktudløb
Jakob Poulsen kom i juni 2025 til AGF, hvor han overtog jobbet som cheftræner fra tyske Uwe Rösler.
Jakob Poulsens aktive spillerkarriere
Jakob Poulsen startede sin aktive professionelle karriere i Esbjerg fB, inden han drog videre til Holland, hvor et ophold i hollandske SC Heerenveen ventede, og hvor han endte med at stå noteret for 66 kampe.
Herefter gik turen hjem igen til Danmark. Her ventede nemlig et ophold i AGF, hvor han endte med at blive en markant profil, som blandt andet sikrede ham en plads på det danske landshold trænet af Morten Olsen. Jakob Poulsen forlod AGF i sommeren 2010 efter nedrykningen til 1. Division – han endte med at spille 57 kampe for klubben.
Turen gik sidenhen til FC Midtjylland, hvor han fortsatte med at være en Superliga-profil, hvilket i 2012 sikrede ham det fornemme skifte til den rige klub AS Monaco.
Opholdet i fyrstedømmet blev dog aldrig den store succes, og han vendte hjem igen to år senere til FC Midtjylland. Her var han blandt andet med til at sikre tre mesterskaber til klubben og var i en stor del af tiden anfører og en bærende profil på topholdet.
Jakob Poulsen sluttede sin karriere af ovre på den anden side af jorden, da han i 2019 skiftede til australske Melbourne Victory FC, hvor han tilbragte den sæson og endte med at blive noteret for 17 kampe.
Jakob Poulsens trænerkarriere
Den tidligere professionelle fodboldspiller startede sin trænergerning i Viborg FF, da han i marts 2021 blev ansat som cheftræner.
Da Viborg i november 2023 solgte deres cheftræner, valgte klubben at give Jakob Poulsen det midlertidige ansvar. Viborg kunne lide, hvad de så, og valgte derefter at ansætte ham permanent i december 2023.
I Viborg gjorde Jakob Poulsen et fornuftigt stykke arbejde og førte blandt andet midtjyderne frem til en pokalsemifinale. Han praktiserede i Viborg en offensiv spillestil, og selvom ikke alt lykkedes, blev Jakob Poulsens arbejde i Viborg stadig anerkendt.
Jakob Poulsen vender tilbage til AGF
I Aarhus vendte man kikkerten mod det viborgensiske, da man den 30. maj offentliggjorde, at daværende træner Uwe Rösler stoppede som cheftræner for AGF.
Jakob Poulsen blev AGF’s valg som ny cheftræner, og 20. juni offentliggjorde klubben, at man havde købt Jakob Poulsen fri i Viborg FF og givet ham en kontrakt til sommeren 2029. Fodbolddirektør Carsten V. Nielsen begrundede ansættelsen med, at han i Viborg FF var dygtig til at udvikle unge spillere til et højt niveau og havde en ambitiøs spillestil og turde bringe unge i spil.
Jakob Poulsen sagde selv om skiftet: “Jeg er meget begejstret og glad for den her mulighed. Det er et stort job – vel et af de største i Danmark – og AGF er i det hele taget en spændende og attraktiv klub, som jeg selv har været så heldig at spille for. Siden da er der sket en meget positiv udvikling, jeg som tidligere spiller og som bosiddende i Aarhus har fulgt på nærmeste hold. Vi står overfor en spændende tid, hvor jeg glæder mig til at bidrage i det vigtige arbejde med at skabe resultater og udvikle dygtige fodboldspillere i et stærkt og professionelt miljø.”
Den officielle trænerdebut i AGF
Jakob Poulsens første officielle kamp i spidsen for AGF var en udekamp i Haderslev, hvor Sønderjyske ventede. Jakob Poulsen fik en drømmestart, da AGF bragte sig foran i det første minut af kampen på et flot hovedstød af Tobias Bech efter en fornem assist af 18-årige Frederik Emmery.
Siden kom Sønderjyske bedre med i kampen, og i anden halvleg fik Sønderjyske fortjent udlignet til slutresultatet 1-1.
Den første sejr og sejrsrekord
Jakob Poulsens første sejr som AGF-træner kom i Superligaens 4. spillerunde, da AGF skulle på en svær udebanetur 8. august i Parken og møde FC København. AGF spillede flot og seværdig fodbold, og efter en tæt kamp endte den første sejr med at komme i hus med en 3-2-sejr over de regerende mestre.
Siden er der blevet sat sejl – AGF har sidenhen gjort rent bord, og Jakob Poulsens mandskab har slået rekord for flest Superliga-sejre i træk i AGF’s historie med otte sejre i træk.