AGF fans og fanscenen i Aarhus
AGF har en af de største og mest larmende fanbaser i landet, og uanset om De Hvide spiller hjemme på Ceres Park eller på udebane, er det som regel AGF’s fans som dominerer lydbilledet på stadion under kampene.
Fanscenen i AGF har de seneste årtier gennemgået en rivende udvikling, og flere og flere er begyndt at søge mod stemningsafsnittet, og tage med på ‘GF Away, i de senere år. De første skridt mod AGF’s fantastiske fanscene blev taget i de tidlige 90’ere, da den officielle fanklub “AGF Fanclub Aarhus” blev stiftet og huserede på tribuneafsnittet “Det Hvide Brøl”. Men i nyere tid er det i høj grad de uofficielle fanfraktioner under navnet “Samlet For Aarhus” som står for at skabe den magiske stemning til AGF’s kampe.
Den gode stemning de mange højtråbende AGF fans skaber, er både med til at bære spillerne frem på banen, men også højne oplevelsen for resten af publikummet på stadion. Et kæmpe aktiv for klubben som helhed, og AGF gør selvfølgelig også meget for at pleje de mest loyale og vokale fans.
Hvem er de så, disse AGF fans, som kamp efter kamp trofast møder op på Ceres Park eller alle landets udebaner, for at skabe en festlig ramme om AGF’s kampe? Det ser vi nærmere på i denne artikel om fanscenen i Aarhus.
AGF Fanklub og fanfraktioner
AGF har én officiel fanklub, nemlig AGF Fanclub Aarhus (AFA). Den har eksisteret siden 1992, og kunne sidste år i 2022 afholde sit 30-års jubilæum. Det gør AFA til en af Danmarks ældste officielle fanklubber.
Da AFA’s medlemstal var på sit højeste, talte fanklubben på den gode side af et par tusinde medlemmer. I dag er medlemstallet lavere, men fanklubben spiller stadigvæk en stor rolle i fankulturen omkring AGF. Blandt andet arrangerer fanklubben busture til alle AGF’s kampe, og disse udebaneture er åbne for alle AGF fans – uanset om man er medlem af fanklubben eller ej.
Samtidig arrangerer AFA en lang række andre arrangementer til glæde og gavn for mange AGF fans, og så står AFA i øvrigt også bag Bjørneklubben, som er en særlig børnefanklub for de yngste AGF fans i alderen 0-15 år.
Færdes man i AGF’s fanmiljø, vil man dog måske oftere støde på navnet “Samlet for Aarhus” (SFA). Det er betegnelsen for et åbent fællesskab for de mest stemningsaktive fans og uofficielle fanfraktioner såsom grupperingen Nysir der i 2022 kunne fejre 15 års jubilæum.
Samlet for Aarhus og grupperingerne i fællesskabet er ikke officielle fanklubber, og man kan ikke melde sig ind med et kontingent som hos AFA. Men de arrangerer også transport til AGF’s udekampe, som man kan tilmelde sig, og det foregår som regel enten med bus eller tog.
Selv om fraktionerne i SFA ikke er stemplet som officielle fanklubber, samarbejder de alligevel på mange områder med AGF og har en løbende dialog med klubben omkring initiativer som kan gavne stemningen og den samlede fanscene i Aarhus.
Besøg Samlet For Aarhus på facebook >>
AGF Tifo
Nogle gange udspiller et større show sig på tribunerne før AGF’s kampe. Typisk ved spillernes indløb før kampstart, men også af og til undervejs i kampene. Det kaldes populært for en tifo, og det dækker over en form for koreografi som udføres af fansene i fællesskab på tribunerne.
Typisk udføres tifoer af fansene før de største og mest vigtige kampe, såsom opgør mod rivaliserende klubber, men de kan f.eks. også forekomme i forbindelse med en speciel hyldest til betydningsfulde spillere, som har opnået fansenes største respekt. I AGF har man f.eks. haft tifos til ære for spillere som Stig Tøfting og Niklas Backman, for at nævne et par stykker.
Ordet tifo stammer fra det italienske ord “tifosi”, som reelt betyder tilhængere eller fans. Tifosi er nemlig flertal af ordet “tifoso”, som betyder netop tilhænger eller fan. Tifokulturen har nemlig sin oprindelse i Italien og Sydeuropa, hvor mange storslåede tifoer gennem årene er blevet fremført af diverse klubbers fans før de helt store kampe.
Tifokulturen har også bredt sig til Danmark, og i AGF blev de første tifos afviklet for snart 30 år siden. Der var dengang tale om beskedne tifos, men gennem årene har fanscenen i Aarhus udviklet sig gevaldigt, og i dag leverer AGF’s fans også nogle formidable tifoer til flere kampe hver eneste sæson.
Det er naturligvis ikke gratis at lave tifos. Faktisk koster det mange penge, når der skal laves bannere, specielle flag eller store mosaikker, som den der er vist på billedet foroven. Foruden penge kræves der også et helt enormt arbejde fra mange frivillige fans, som bruger utallige timer på at planlægge, forberede og eksekvere de storslåede tifoer.
Derfor har man i AGF’s fankredse har man oprettet en slags “forening” ved navn AGF Tifo. Den har først og fremmest til formål at organisere tifos til AGF’s kampe, men også at samle penge ind til finansiering af nye tifos i fremtiden.
AGF Fansange
Som AGF fan er der mange sange man skal lære, hvis man vil kunne synge med på alle sangene under kampene. Kun få klubber i Danmark, hvis overhovedet nogen, har nemlig et større repertoire af slagsange end AGF’s fans.
Den mest velkendte slagsang er vel nok “I troede vi var døde og borte”, som de fleste AGF fans kender lyrikken til. Men har du styr på teksterne til alle AGF fansangene?
Hvis ikke er der hjælp at hente i vores artikel om AGF Fansange her, hvor vi ser nærmere på teksterne til nogle af de mest populære slagsange, som gjalder på tribunerne under AGF’s kampe.
Flere AGF Nyheder
-
AGF-talent blev topscorer og MVP til U16-landsh…
-
Projektgruppe efter hærværk på legendegavl: …
-
Billet-info fra AGF: Kom med til den sidste kam…
-
Poulsen: – Har lært at leve med prædikate…
-
Historisk gennemgang: Det har aldrig været tættere
-
FCN-info til AGF-fans: Bliv klar til fredagsfes…
-
FC Nordsjælland – AGF optakt: Fredagsfest…
-
Rösler om stærk midtbanebesætning: – Hvem…
-
Analyse: Vi ligger nummer ét, men hvordan ser s…
-
AGF melder ud om stadionøkonomi: Bidrager med 3…