Skip to main content


AGF – Randers FC: Spillerkarakterer og MOTM



KSDH’s læsere har talt – i vores afstemning på de sociale medier er formstærke Mølgaard (igen) altoverskyggende og vinder vores MOTM-titel. Her er KSDH.dk’s spillerkarakterer efter deleren mod hestene.

For anden kamp i træk blev Tobias Mølgaard valgt som MOTM efter en præstation, der demonstrerede, at han ikke “bare” er en afløser for skadesramte Thomas “TK” Kristensen. I mandagens remis var han uden tvivl den bedste AGF-spiller.

Han fik således hele 80 % af stemmerne i facebook gruppen KSDH – Gruppen for AGF Fans, mens Gift Links (8 %) og Peter Bjur (3 %) fulgte i hælene på ham.

AGF-spillernes karakterer mod Randers FC

Herunder ses redaktionens karakterer til AGF-spillerne i opgøret mellem AGF og Randers FC. Vi benytter skalaen 1-5 til vores bedømmelse. Se uddybning af karakterskalaen nederst.

Jesper Hansen
Karakter: 4
I sidste hjemmebaneopgør lykkedes det Hansen at tangere Mogens Kroghs clean sheet-rekord. Det var dog ikke i kampen mod Randers, at han skulle tage eneret på den. Stephen Odey sendte et skud imellem forsvarspillerne, som Jesper Hansen ikke havde nogen chance for at redde. Randers havde ikke flere skud på mål, men Jesper Hansen afværger potentielt farlige situationer fint ved at komme godt ud af målet.

Tobias Mølgaard
Karakter: 5
Man of the Match. Man kunne passende skrive det samme som efter kampen mod OB. Han var med afstand vores bedste centerback igen i dag: Han vinder langt de fleste af sine dueller, og så er han rigtig forudseende i de defensive aktioner. Han laver et par enkle fejlafleveringer, men han vinder selv bolden tilbage og udviser den karakteristiske AGF-ånd ved at fighte fra start til slut. Bravo, Mølgaard!

Frederik Tingager
Karakter: 3
Tingager spiller en fin kamp, hvor han mest af alt bliver en smule usynlig, fordi Randers ikke skaber chancer over midten. Han er lige ved at give en stor chance til Egho i første halvleg ved at mistime bolden, men Hansen reagerer hurtigt og kommer ud af sit mål. Derudover kan man argumentere for, at Tingager måske kunne gøre mere for at skærme den nærmeste stolpe ved udligningen.

Yann Bisseck
Karakter: 3
I modsætning til resten af holdet, spiller Bisseck sin bedste halvleg efter pausen. Han gav en kæmpe chance væk til en uskarp Egho i første halvleg og blev generelt fanget i opspillet før pausen. Han bliver dog hevet op på en godkendt præstation for hans offensive aktioner – selvom han er vores centerback, har han en forunderlig egenskab til at komme frem til chancer og skabe dem.

Felix Beijmo
Karakter: 4
Hold nu kæft, hvor vi elsker den mands lunger! Man skulle tro, at han efter hver træning benyttede sig af vores forhadte løbebane. Han løb og løb og løb (endnu engang) – og ja, der manglede lidt skarphed på nogle indlæg, men han er med i kontraspillet og kommer også frem til en rigtig fin hovedstødschance i første halvleg. Derudover dækker han fint af defensivt (godt hjulpet på vej, af en storspillende Mølgaard).

Kevin Yakob
Karakter: 3
Kevin Yakob spillede også en fornuftig kamp, hvor hans udgangspunkt i 6’er-positionen var en smule anderledes end Mads Emil Madsens. Kevin Yakob gik nemlig op i pres og var faktisk vores bedste presspiller i dag, hvor det lykkedes ham at vinde bolde højt i banen. Men derudover var det en rimelig jævn præstation uden den fornødne skarphed på indlæg. Faldt med holdet efter pausen.

Mads Emil Madsen
Karakter: 3
Mads Emil Madsen spillede i dag på 6’er-positionen sammen med Yakob. Han løste opgaven fornuftigt og var med til at vinde en masse andenbolde. Hans flødefod og overblik var også med til at skabe nogle gode omstillingsmuligheder – dog trækker en ikke så stærk anden halvleg ham ned på en 3’er.

Mikael Anderson
Karakter: 4
Der var god fart og drive i Mikael Anderson igen, og så er han bare en rigtig god kontraspiller. I store perioder af kampen virkede det som om, at chanceskabelsen skulle komme fra ham; selvfølgelig og qua at MEM og Yakob spillede 6’ere. Han havde et fedt udtryk kampen igennem og gav sig 100% – men ja, han skulle have lukket kampen og smidt bolden fra Links i kassen.

Gift Links
Karakter: 4
Links er begyndt at gøre kritikkernes ord til skamme, for han kan faktisk sagtens lægge indlæg med kvalitet. Det viste han igen i dag, hvor han skulle have haft en assist på indlægget til Andersson. Defensivt fulgte han fint med og havde ikke de store udsving undervejs. Depoterne virkede tomme, da han lod sig udskifte i det 74. minut.

Peter Bjur
Karakter: 3
Peter Bjur i startopstillingen kom nok som en overraskelse for de fleste. Det gjorde det i hvert fald for os på redaktionen, selvom vi i fredags kunne berette om en mulig Bjur fra start. Det virkede som om, at han i starten lige skulle have rystet noget nervøsitet af sig, men alt i alt spillede han en fornuftig kamp. Det var især i anden halvleg, at vi fik nogle beviser for, hvad han kan med kuglen, og vi tror på, at han bliver en gevinst på den lange bane.

Patrick Mortensen
Karakter: 4
Kaptajn Mortensen scorer igen, jamen hvem ellers? 15 ud af 15 mulige straffespark lyder Mortensens straffespark-stime på. I dag var han rigtig god til at komme frem til chancerne: Han opsøgte dem, er en evig trussel for modstanderne på standardsituationer og udviser en stor portion selvtillid. Lad os krydse fingre for, at kaptajnen får lov at krydse Superliga-topscorer af på listen over bedrifter i denne sæson!

Indskiftere:

Frederik Brandhof
Karakter: 2
Han kommer ind i det 68’ende minut, og skulle ikke bruge mere end nogle sekunder på at skrabe kampens første gule kort til sig. Det satte en begrænsning for, hvor satset han kunne spille resten af kampen, og den ellers normale energiske Brandhof var lidt mere påpasselig. For mange bagudrettede afleveringer i sekvenser, hvor det var muligt at skabe en omstilling.

Sigurd Haugen
Karakter: 2
Haugen kommer ikke frem til chancerne i dag og ligner en angriber der er totalt ramt på selvtilliden. Med lidt vilje og tro på egne evner, ville han måske have nået bolden før Patrick Carlgren, men han er i stedet uopmærksom og opsøger ikke chancen. Det var dog ikke nogle nemme arbejdsbetingelser, han fik nemlig ikke serveret en eneste aflevering i feltet, hvilket gør det tæt på umuligt at score. ‘Kom igen – igen – Haugen.’

Eric Kahl
Karakter: 3
Skiftet ind efter 74 minutters spil uden at gøre det store væsen af sig. Angrebsspillet var opbygget omkring Andersson, som til sidst i kampen, lagde sig meget ude i højre side.

Trænerkarakter:

Uwe Rösler:
Karakter: 3
En uafgjort mod hestene, øv. Vi var bedst i første halvleg, hvor vi som minimum burde have været foran med en kasse, og det var der, kampen skulle have været lukket. Det bliver den ikke, og det virker som om, at den taktisk plan, der er lagt, går i vasken, og luften stille og roligt går af ballonen som anden halvleg skrider frem. Som vi skrev, da vi sidst gav karakterer, skal vi have fundet opskriften på at få lukket en fodboldkamp.

Karakterskala

1. Den elendige præstation – Uacceptabelt, sløjt niveau, hvor intet fungerede.

2. Den utilstrækkelige præstation – Fik sat enkelte gode ting sammen, men spillede generelt en dårlig kamp. Ikke godkendt.

3. Godkendt uden at imponere – En kamp på det jævne, med både positive og negative ting at sige om præstationen.

4. Den gode præstation – En flot kamp, hvor spillerens kerneopgaver blev løst med få fejl og mangler.

5. Den fremragende præstation – Sublim kamp, hvor spilleren stort set ikke satte en fod forkert.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle