Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

AGF – Egnatia: Spillerpræstationer og kampens spiller



På trods af en katastrofal start fik AGF et enkelt point med fra anden gruppespilskamp i Conference League mod albanske Egnatia.

Efter en svær første kamp ude mod belgiske Gent virkede modstanden lidt mere overkommelig i albanske Egnatia, der var torsdagens modstander på Cepheus Park i Randers. AGF fik dog med et rødt kort i det tredje spilleminut gjort det rigtig svært for sig selv.

I Facebook-gruppen KSDH – Gruppen for AGF Fans er der blevet stemt om kampens spiller i torsdagens europæiske opgør. Med hele 73 procent af stemmerne er det Tobias Mølgaard, der ellers startede kampen på bænken, som løber med kampens spiller titlen.

Andenpladsen går til AGF’ernes målscorer, James Bogere, der kort inde i anden halvleg sikrede det ene point. Tredjepladsen i afstemningen tager Jesper Hansen med fire procent af stemmerne.

Sebastian Jørgensen, Kristian Arnstad og Tobias Mølgaard på Cepheus Park.
Foto: Kronborgfotos

De mest iøjnefaldende spillerpræstationer

AGF’s første mål i Conference League blev scoret af ingen ringere, end unge James Bogere. Angriberen fra Uganda har haft langt til spilletid, og er endt sidst i angriberhierarkiet efter Janni Serra og Stefen Tchamche. Torsdag aften var Bogere da også placeret på bænken, men en sløj første halvleg gav James Bogere muligheden for at imponere i hele anden halvleg. Den 18-årige angriber fik, udover scoringen, også vist noget af den fart han besidder, og måske han skulle have været tildelt et straffespark? Det var i hvert fald en situation, der mindede meget om den Eric Kahl blev smidt ud for.

James Bogere og Sebastian Jørgensen fejrer et mål.
Foto: Hjørringgaard Photos

Jesper Hansen var en god grund til, at AGF stadig var med i kampen, da anden halvleg blev fløjtet i gang. Målmandsduellen i AGF er en evig saga og det virker til, at Jesper Hansen endnu engang er blevet førstvalg. Det var som om det røde kort havde sat sig i alle i første halvleg. Alle pånær Jesper Hansen, der diskede op med flere flotte redninger i kampens første 45 minutter.

Det er opløftende at se, at Tobias Mølgaard stille og roligt er begyndt at finde sit gamle jeg. Efter to sæsoner hårdt plaget af skadet, er Mølgaard endelig trukket i arbejdstøjet igen og det sker på et tiltrængt tidspunkt, hvor forsvaret har haltet lidt. Torsdag aften var Mølgaard placeret på bænken, men på grund af det røde kort kom han i spil allerede efter 12 minutter. Tobias Mølgaard leverede en vaskeægte Mølgaard-præstation og sluttede kampen med flest vundne dueller og flest defensive aktioner. Godkendt!!

Den mindre iøjnefaldende spillerpræstation

Eric Kahl var ikke ligefrem dagens mand i skysovs, da han i kampens tredje minut blev sendt direkte i omklædningsrummet med et rødt kort. En kamp den svenske forsvarsspiller nok gerne vil glemme hurtigst muligt. Om kendelsen var retfærdig eller ej kan diskuteres, men Kahl gav i hvert fald dommeren muligheden for at hive det røde kort op af baglommen.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle