Skip to main content



AGF – Sønderjyske optakt: Knald eller fald


| Frederik Frandsen |

Efter en lang landsholdspause er Superligaen endelig tilbage. De Hviie står over for en vaskeægte bundbrager mod Sønderjyske, hvor tre point er afgørende, hvis drømmen om top seks fortsat skal leve. Med flere profiler tilbage fra landsholdstjeneste er spørgsmålet, om AGF kan omsætte optimismen til sæsonens første ligasejr.

Kampfakta

Kamp: AGF – Sønderjyske

Spilletidspunkt: Mandag kl. 20.00

Spillested: Ceres Park Vejlby, Aarhus

Følg kampen: TV2 Sport X

Hashtags: #ksdh #ultratwitteragf #sldk

Efter en lang og til tider endeløs landsholdspause er Superligaen endelig tilbage!

De Hviie skal atter i aktion, når de mandag aften tager imod Sønderjyske i en vaskeægte bundbrager. Det er nummer 11 mod nummer 12 i Superliga-tabellen, og begge hold har hårdt brug for point.

Det er en kamp, AGF skal vinde. Ikke mindst for at spille sig tilbage i kampen om top seks, men også fordi et nederlag vil betyde, at de forsvarende danske mestre indtager sidstepladsen efter ti spillerunder. Det er langt fra det niveau, AGF bør sigte efter, og det skal holdet nu ud og bevise mod et Sønderjyske-mandskab, der også har haft en vanskelig sæsonstart.

Indbyrdes opgør

Sønderjyske har ligesom AGF været en tur forbi landets næstbedste række ad flere omgange. Derfor er det foreløbig blevet til beskedne 48 indbyrdes opgør i Superligaen.

Af de 48 kampe har AGF vundet 21, spillet 15 uafgjort og tabt 12. Det giver De Hviie et historisk overtag, men ikke et, der for alvor imponerer.

Ser vi på de seneste indbyrdes opgør, tegner der sig et lignende billede. De seneste fem kampe er endt med to AGF-sejre, to uafgjorte og ét nederlag.

Senest de to hold mødtes i Aarhus, var den 3. maj 2026. Her vandt De Hviie med 2-1 i en kamp, der især vil blive husket for James Borgere afgørende aktion i slutminutterne. Hans afslutning ramte Soula, som fik rettet bolden i eget net og dermed sikrede AGF en vigtig sejr i de døende sekunder.

Mere af det på mandag, James!

Foto: Kronborgfotos

Status på AGF

Hvor står AGF egentlig efter så lang en pause? Det bliver et af kampens store spørgsmål.

Flere AGF-spillere har været afsted med deres respektive landshold, heriblandt Frederik Emmery, James Borgere, Mikael Anderson, Daniel Grétarsson og Callum McCowatt. Både Emmery og McCowatt vendte dog hjem med skader.

Emmery forventes at være klar til kampen mandag, mens McCowatt fortsat er tvivlsom efter en hovedskade.

AGF har endnu ikke vundet en kamp i Superligaen, og det begynder efterhånden at være svært at finde det positive i sæsonstarten. Hvis De Hviie fortsat skal gøre sig forhåbninger om at nå top seks, er en sejr mod Sønderjyske derfor helt afgørende.

Afstanden til top seks er allerede seks point, hvilket er en betydelig udfordring for et hold, der endnu ikke har fundet vinderformen. Hvis afstanden vokser yderligere, mens sæsonen nærmer sig sin afgørende fase, bliver opgaven kun vanskeligere.

Der er med andre ord ikke meget plads til flere fejltrin.

Callum McCowatt scorer mod AC Horsens.

Status på Sønderjyske

Klubben fra syd valgte i sommer at satse på Fatah Abdirahman som ny cheftræner. Et stort trænertalent, der tidligere har været ansat i AGF, inden turen gik videre til Randers og siden Sønderjyske.

Han overtog et hold, der leverede en fremragende sæson sidste år og spillede sig i top seks. Men et hårdt transfervindue med flere markante afgange – herunder cheftræner Thomas Nørgaard – har gjort det vanskeligt at bygge videre på succesen.

Sæsonstarten har derfor været udfordrende for sønderjyderne, der nu først og fremmest skal sikre sig overlevelse i Superligaen.

Med en sejr over AGF mandag kan Sønderjyske potentielt spille sig over nedrykningsstregen og skabe lidt tiltrængt luft i bunden af tabellen. Motivation mangler der næppe noget af, for gæsterne ved udmærket, at sæsonens vigtigste opgave er at holde sig oppe.

Dem skal vi holde øje med

AGF: James Borgere

Vi har ikke set meget til den unge angriber i de seneste kampe. I de to seneste opgør er det blot blevet til 13 minutters spilletid. Til gengæld har Borgere leveret en flot landsholdspause med Uganda, hvor han blandt andet kom på måltavlen to gange.

Det giver forhåbninger om, at han får en mere fremtrædende rolle mandag. AGF har brug for offensiv skarphed, og Borgere har med sine præstationer på landsholdet givet gode argumenter for mere spilletid.

Sønderjyske: Osaze De Rosario

Mens Borgere har imponeret for Uganda, har Osaze De Rosario også haft en stærk landsholdspause med Guyana. Angriberen scorede tre mål og leverede to oplæg over tre kampe.

Han viste desuden prøver på sine kvaliteter i Sønderjyskes seneste kamp mod Randers, hvor han scorede et spektakulært mål på saksespark efter et hjørnespark.

De Rosario er derfor en spiller, AGF-defensiven skal holde et vågent øje med. Han har vist, at han kan gøre ondt på modstanderne, og med den aktuelle form bliver han en af Sønderjyskes største offensive trusler.

Karantæner

Sønderjyske: Ingen.

AGF: Ingen (Karantænefare: Magnus Knudsen).

Skader

AGF: Eric Kahl, Gift Links, Kevin Yakob. (Callum McCowatt)

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle