Reportage: På kanten af pokalfiasko i Skive

Der var masser af nervøsitet at spore hos AGF-fansene, som blev vidne til en næsten pinagtig aften i Skive, men heldigvis gik det ikke som mange af os havde frygtet under de første 90 minutter, for frygten for at ryge ud blev erstattet med en følelse af at blive frelst fra noget mega pinligt.

Det er en grå torsdag eftermiddag i Aarhus, hvor jeg tager hen til Valdemarsgade, hvor jeg ses med andre AGF-fans og venter på bussen kommer og skal føre os til Skive. Der er ikke samme energi, som der normalt er til de her udebaneture, men jeg fornemmer også på folk, at humøret afspejler sig vejret, og at det er gråt og kedeligt, og så er kampen en kamp, hvor jeg og andre har det sådan, at det er noget vi godt kunne tænke vi får overstået efter 90 minutter. Men man skal selvfølgelig også være der for sin klub!

I bussen op til Skive er der tipskupon, der uddeles i bussen, hvor man kan gætte første målscorer og kampens resultat, og så er der fine samtaler omkring AGF, og der er godt humør i blandt de medrejsende fans. Ved vores ankomst til Hancock stadion, så ser jeg der er talstærkt fremmøde fra AGF-fansene på den milde november aften. Inden på stadion får jeg øje på nogle venner, som jeg kommer tilbage til. Inden da skal jeg have stadionplatte, og jeg skal lige love for, at det er dæleme en lang pølse jeg får, men det smager så godt!

Sublim og trofast opbakning – elendighed på banen

Med de mange fremmødte skabes der en god vokal opbakning til holdet, og omkring mig er der nogle af mine venner og øvrige fans, som synger med på sangene, så der er egentlig god stemning, og selvom stemningen er rigtig god, så mumles der over præstationen, og der er få fans, der råber vredt ind imod træneren og spillerne, og det bliver ikke bedre af, at vi kommer bagud 1-0. Stemningen fortsætter stadigvæk, og det er dejligt at se, men der er en stor skuffelse over, at det er svære end det egentlig behøver at være.

Kampens fløjtes til pausen, men så markerer vi, at det er sindssygt vigtigt det her: -Pokalen er vigtig i AGF!- Men det ligner bare, at pokalen virker total uvigtig lige nu med sådan en præstation!

Chokket står malet i folks ansigter, og det er ikke til at fatte. Jeg synes, at Rösler gør det fint med den startopstilling, men jeg hører også på folk, at det er de spillere, som ikke starter i Superligakampene der er utilfredshed med.

I anden halvleg starter, og der får vi lidt at glæde os over, fordi vi kommer på 1-1, og der bliver der omfavnet i blandt AGF-tilhængerne, og så i forbindelse med den udligning, så vokser forventningen også til vi skal vinde den her i ordinært spilletid. Jeg er ikke glad for Badji og hans præstation, men så bliver jeg sat lidt til vægs af en medfan, fordi jeg er ikke klar over, at det er Badji, der laver målet til 1-1!

Fra optimisme og troen på vi kører den hjem i anden halvleg til ny omgang lortefodbold, hvor folk finder særdeles uacceptabelt, at et lavere rangerende hold dominerer så meget som tilfældet er her, og der er flere negative tilråb fra folk, der står i nærheden af mig. SFA leverer stadig en kanonopbakning trods elendighederne, men så stopper opbakningen også fra deres vedkommende, fordi der er straffe til Skive. Der er en uhyggelig og vantro stilhed inden der sparkes, og så er Skive på 2-1, hvor GF-fansene inklusiv mig selv tager os selv til hovederne og er ved at være vidne til en pinlig og skamfuld pokalexit. Nu resterer der små fem minutter af kampen, og vi pisker spillerne frem.

– Attack, attack, attack, attack, attack!, kommer det fra os desperate fans, og det giver heldigvis også pote, hvor der bryder et kæmpe forløsende og stor lettelse! Store krammer og glæde over at undgå den store fiasko at ryge ud, da Madsen udligner!

I forlænget spilletid fortsætter stemningen på imponerende vis fra SFA og de øvrige AGF-fansene, og den opbakning vi fortsat giver belønnes med et jubelbrøl efter Gift Links bringer os på kvartfinalekurs, og alligevel er der sådan en forundring over, hvorfor vi skal helt herud for at afgøre det til vores fordel.

Kampen fløjtes af, og det er ikke den største jubel jeg har hørt, men der er selvfølgelig en tilfredshed i at gå videre, men der er også plads til de negative ting hos fansene. Spillerne kommer i vanlig stil over og siger tak for støtten, imens vi synger om pokalen.

– Pokalen skal hjem, hjem til Fredensvang!

Glæde over videreavancement!

I bussen på vej hjem er der god atmosfære, hvor der snakkes, og der køres musik over højtaleren. Jeg falder i snak med en medrejsende fan om, hvordan B-holdet ikke kan gribe chancen, når de endelig får den, og der er mange nuancer i diskussionen, fordi jeg mener, at det er op til de spillere, som normalt ikke starter i Superliga, at de skal gribe chancen, når det er, og den medrejsende fan mener, at det er svært, når det er begrænset hvad de får i spilletid.

Vi nærmere os snart verdens smukkeste by, Aarhus! Malaga spilles, hvilket den også kommer til at blive på søndag til en følelsesladende og specielt på afskedskamp på Ceres Park.

Vi ses på Waxies og på stadion til en special dag for AGF-fans!