Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Duelund før Randers: – Vi har mange muskler at spille med


| Amalie Mønsted |

Efter en sejr i pokalkampen mod VSK vender AGF stærkt tilbage i Superligaen til et vaskeægte østjysk derby, når AGF tager imod Randers FC på hjemmebane på lørdag. Mikkel Duelund glæder sig til at spille foran hjemmepublikummet igen.

Randers kommer til Aarhus med målet om en oprejsning efter deres overraskende pokalnederlag til Brabrand, og de vil uden tvivl gå til kampen med stor intensitet.

AGF’s midtbanespiller Mikkel Duelund er klar til at spille en vigtig rolle i lørdagens opgør. Efter at have siddet ude i længere tid med en skade i foden samt småsyge op til kampen, gjorde han comeback i pokalkampen mod VSK, hvilket var en forløsning for Duelund, der glæder sig over at være tilbage i en stærk og konkurrencedygtig trup.

– Det er fedt at falde ind i holdet, når det kører så godt. Vi har sukket lidt efter noget konkurrence, og vi har hentet nogle gode spillere, så der er en grund til, at vi ligger der, hvor vi gør. Vi har et pissegodt hold, og folk byder sig til, forklarer Duelund, som sprang svangsenen i foden tilbage i april måned i en kamp mod FCK.

Foto: Kronborgfotos

Store drenge og små heste

Kampen mod Randers bliver dog ingen nem opgave. På trods af Randers’ seneste problemer, forventer Duelund et aggressivt og sultent modstanderhold:

– Nu møder vi et sårbart Randers-hold på lørdag, og de kommer ud med 110 i timen, fordi de skal vise, at det var en fadæse og en engangsforestilling mod Brabrand, så det bliver en hård kamp.

Mikkel Duelund i aktion for AGF på Ceres Park med en hvid mur af AGF fans i ryggen.
Foto: Matti Kronborg

Selvom Randers vil være opsatte på at rette op på deres pokalskuffelse, går Duelund og resten af AGF-holdet til kampen med stor selvtillid. AGF har generelt haft et godt tag på Randers – man skal tilbage til 2021 for at finde seneste nederlag til De Hviie – og Duelund føler, at holdet har en fordel:

– Så vidt jeg ved, så har vi overhånden. Jeg mindes ikke, at jeg har tabt til Randers, så det er det mindset, vi skal ud med.

Med Duelund tilbage i form og AGF i et stærkt momentum, er der store forventninger til lørdagens kamp:

– Et hold som AGF har brug for konkurrencen, for vi er en af de store drenge, og store drenge har mange muskler at spille med, så det er fedt, siger midtbanespilleren.

MikkelnDuelund klapper.
Foto: Kronborgfotos

Trænerteamet og spillerne har arbejdet målrettet på at fortsætte den ubesejrede stime, og Randers’ seneste svingende form giver AGF en oplagt mulighed for at bygge videre på denne succes.

Fansene på Ceres Park vil uden tvivl støtte holdet med fuld kraft, og Duelund håber på, at hans comeback kan hjælpe AGF med at sikre tre afgørende point i jagten på en topplacering efter runde 10 i Superligaen.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle